Silgadhi – lyrisk og prosaisk set

At kunne træde ud i en sen, klar aften først i marts måned. At kunne stå lysende i måneskæret med blottet bryst uden at gæslinger straks springer ud på arme og ben. At kunne indånde et helt bjerg og dets tusinde terrasser ved et enkelt snif af den koncentrerede aftenluft. At kunne se – i nord – de sorte silhuetbjerge blive til og forsvinde igen og igen ved resterne af gamle tordenkiler kastet fra mytiske skyer. At kunne se nord spejlet i vest af et enkelt mystisk flammeskær, der bluser op og dør hen ubestemmeligt langt borte i mørket og umuligt langt over jorden og undres – et tæmmet lyn? At kunne lytte og høre cikadernes dirrende sang; en enkelt pludrende aftenfugl; den sene opvasks skramlen af blik mod blik; en akustisk guitar godt forfulgt af en velmenende, dæmpet drengerøst; en alt andet end dæmpet kvinderøsts forsøg på at tilbagelægge en usynlig distance; en stædig hunds forsøg på at overdøve sig selv; og så latter, altid latter fra de stearinoplyste ler- og stenhytter oppe og nede.  

Alt dette ved blot at træde udenfor en ganske almindelig aften, mens strømmen som sædvanlig er slukket i hele distriktet. Alt dette ved blot at hente en spand vand for at kunne skylle ud i toilettet, som igen og stadig er uden vandtilførsel ligesom resten af huset.

Det er Nepal. Det er uden sammenligning. Det er vores liv, som det har været, i en lyrisk nøddeskal.   

Nå jo, og for så også at tage den prosaiske side med i købet, så karakteriseres vores ophold i Nepal også på glimrende vis af det møde, jeg var til i dag, hvor jeg sad fem stive timer på gulvet i loftslokalet ved én af vores lokale organisationer, mens resten af forsamlingen fablede energisk løs på nepalesisk. Og jo, man forstår da efterhånden sådan nogenlunde essensen af, hvad der bliver sagt, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter en tre timers tid begyndte at give mere opmærksomhed til min ømme bagdel, end til hvad der blev sagt omkring mig. Jo, dagligdagen rummer skam masser af kontraster her omkring.  

De Fremmede – en småfilosofisk hverdagsbetragtning

Hvordan føles det at være dem, som færdes bag de glasvægge, der skiller “os” fra “dem”? Hvordan føles det gang på gang at gå med panden løftet ret ind i disse usynlige skillevægge, hver gang man glemmer at føle sig frem med tilstrækkelig forsigtighed? Hvordan er det at pløje sig frem gennem menneskehavets pludselige stilhed, kun for altid at høre dets klukken i  sit umiddelbare kølvand? Hvordan er det at være den, som skiller vandene, som altid er debattens centrum, som alle enten er for eller imod? Hvordan er det at være den fremmede? 

Disse og lignende måske knapt så højloftet formulerede spørgsmål har ofte været oppe at vende i løbet af det seneste gode års tid her hos os i Nepal. For selv om året bestemt har været særdeles godt, har det også ført en masse nye perspektiver med sig, og som det ofte er tilfældet, er disse overvejende udsprunget af de brydninger – store som små – som dagligdagen har budt på. I det store billede har disse brydninger sjældent haft karakter af mere eller andet end trivialiteter, men selv det trivielle og upåagtede kan ved gentagelse antage nye dimensioner og sågar ende med at fylde hele billedet ud – selv om det i vores tilfælde heldigvis ikke har stået helt så grelt til. Ikke desto mindre har vi dog fået en effektiv smagsprøve på, hvad det vil sige at være de fremmede i et samfund, og denne bittersøde erfaring giver om ikke andet stof til eftertanke, så jeg vil her tillade mig at forfølge denne eftertanke et stykke og tænke efter… Så kan man jo hoppe på vognen, hvis det skulle have interesse.   

Hvis vi med det samme skal stille den oplagte parallel op, og holde ideen om de (altid kursiverede) fremmede i DK op mod den form for fremmedhed, som vi kan siges at have været iklædt her i Silgadhi, er der nogle klare forskelle. Vi er her – i modsætning til mange af de fremmede i DK – af eget valg; vi er til alle tider garanteret et arbejde og en bopæl; vi har en komparativt set høj levestandard; og vi har en begrænset tidshorisont at forholde os til, som vi tilmed selv kan flytte frem eller tilbage på inden for nogle givne rammer. Alt dette gør, at vi naturligvis ikke per se kan sammenligne os med det, vi normalt forbinder med fremmede derhjemme, men det ændrer ikke på, at vi i specielt kulturel og social forstand har været til tider særdeles fremmede set i relation til de omgivelser og mennesker, vi har boet og arbejdet iblandt. Og den grundliggende erfaring af at være fremmed under de forskellige præmisser (som udsendt, indvandrer eller flygtning) er i virkeligheden nok heller ikke voldsomt forskellig, om end radikaliteten af oplevelsen er af en betydeligt afvigende størrelsesorden.  

For os har denne følelse af at været fremmede – af at blive betragtet som noget udenforstående og derfor til en vis grænse uforståeligt – ganske ofte været tilstedeværende. Ikke som en konstant følelsesmæssig nærværelse, men som en fast bestanddel af hverdagens utallige små gøremål, hvor man ofte og til tider med stor pludselighed bliver konfronteret med sin egen andethed. Og denne konfrontation skal på ingen måde lægges nepaleserne til last. Det forholder sig bare sådan, at de – deres gennemgående meget imødekommende, hjælpsomme og varme natur til trods – på mange områder tænker og handler ud fra anderledes normsæt end os, og det kan ganske enkelt ikke undgås, at denne indbyrdes forskellighed ofte bliver gjort yderst tydelig. Og som én af de før blot fire, derefter to og nu for en stund kun én udlænding – det er så mig (hvis ikke de tidligere poster er læst, giver dette nok næppe megen mening, så kik nedenfor) – i flere hundrede kilometers omkreds, kan det ikke undgås, at denne ubestemmelige minoritetsfølelse så med tiden giver sig til kende og farver ens oplevelse af og tolerance over for disse små trivielle hændelser i dagligdagen. Sådan har det i hvert fald været for mig – og os tør jeg vist godt sige – så lad mig med dette forsøgt forklaret give nogle lidt mere konkrete eksempler fra denne forjættede dagligdag.  

Altså; fx hver gang man forlader sit hjem – eller faktisk bare bevæger sig uden for døren og ud på sin balkon for eksempel – bliver man konfronteret med disse blikke (nysgerrige, studerende, vurderende, undrende, skræmte, muntre, dømmende…?), og selv om de da er blevet sjældnere med tiden, er de der altid i rigt mål, hvad enten man skal op af basaren til arbejdspladsen, ud at hente et dusin æg eller bare ud og have lidt luft. Netop dette sidste kan så blive noget problematisk, fordi man sjældent har lyst til “bare at gå lidt ud”, fordi disse blikke altid ligger på lur. Ikke således at forstå, at det er ubehagelige blikke som så, for var vi her som turister, som det før har været tilfældet, ville det bare være en del af oplevelsen af den lokale kolorit. Men når det indtager ens dagligdag og ikke mindst ens privatsfære – både den kropslige og den, som forbinder sig med ens hjem eller altså private grund – er det bestemt ikke altid, man kan bære byrden af disse blikke uden at blive noget skrutrygget. Visse dage, jo, men bestemt ikke alle. Og så er der denne fnisen, der altid følger i ens kølvand. Specielt når man passerer børn (ikke så slemt), ældre kvinder (lidt mere irriterende) eller især grupper af unge piger eller drenge (betydeligt værre). Igen er der næppe, om nogensinde, noget decideret ondsindet eller spottende i denne latter. Det er nok bare et udtryk for den umiddelbarhed, hvormed de udtrykker deres oplevelse af vores anderledeshed, men på en dårlig dag er det heller ikke ligefrem dette, der giver smørelse til de lette fjed.   

Og ud over blikkene og latteren, som jo trods alt er meget uskyldige og som også finder sin forklaring i, at nepaleserne i modsætning til os danskere altså stort set ikke opererer med nogen form for privatsfære, kommer så også sproget og kulturen. Sproget har vi heldigvis efterhånden lært en pæn del af, men det betyder så også, at alle meget gerne vil konversere, og igen er det ikke altid man lige har overskuddet til at dele alskens trivialiteter med alle, som lige måtte hænde at krydse ens vej. Dertil kommer, at mange nepalesere bestemt heller ikke holder sig tilbage, når det kommer til at udtrykke deres morskab over ens formuleringer. Og igen, på de knap så gode dage kan smilebåndene godt blive noget stramme i længden (og så ikke flere lidelsesmetaforer, det lover jeg). Og så kulturen, som vi elsker, men som også er utroligt fremmed, ja, ikke-kursiveret-fremmed. Alting er bare lidt eller til tider meget anderledes end det, vi er vant til at leve i, og det er denne gennemsyrende mangel på forståelse, denne konstante forskubbelse af det kendte, der først som sidst gør, at vi til tider ikke bare er fremmede, men også kommer til at føle os som sådan. Derimod er vores fremmedhed for den gængse nepaleser nok noget mere konkret og ligefrem – vores mærkelige hår, hud, højde, tøj, sprog, etc.  

Det er så her, at jeg bilder mig selv ind, at parallellen mellem DK’s fremmede og os kommer i spil. For det er vel netop i høj grad de helt banale ydre ting (dem man altså ikke kan løbe fra, ligegyldigt hvor hårdt man end måtte forsøge), som de fremmede ofte føler sig dømt på baggrund af i DK eller hva’? Det er vel det, at man som udgangspunkt bliver sat i en boks, som man så per definition skal gøre en indsats for at slippe ud af. Den gængse indlænding, den ikke-fremmede, kan ganske vist også blive mødt med alskens fordomme, som forbinder sig til dennes valg af ydre udseende. Men for indlændingen vil der som ofte – men ikke altid – være tale om netop dette – et bevidst valg. En valg om at ville se ud på den og den måde og derved sende nogle bestemte og genkendelige signaler til omverdenen. Jeg ved godt, at dette er noget forsimplende, men det er stadig efter min bedste vurdering fratagelsen at dette valg om at høre til og falde i ét med fællesskabet, som afstedkommer denne fremmedgørelse. For mange indvandrere ville da sikkert uden tvivl give deres højre arm for at kunne passe ind og gå i ét med omgivelserne, med det valg har de bare ikke, ligesom vi ikke har haft det herude. Man kan klæde sig nok så lokalt og tale sproget efter bedste beskub, men det skaffer i bedste fald én en større imødekommenhed og respekt og ændrer i bund og grund ikke det fjerneste på ens grundliggende fremmedhed. Og det må da være i særlig grad frustrerende for anden-, tredje-(etc.)generationsindvandrere i DK, der ofte (og i modsætning til os to herude) er særdeles glimrende bekendt med det omgivende samfund og dets kulturelle normer. For ganske vist aspirerer flertallet af disse indvandrere næppe til en mesterskabstitel i kapløbet om at blive udråbt som Hr. og Fru. Danmark (og heldigvis for det da), men de er trods alt vokset op midt i det samme sociale morads som os andre. De kender og følger de samme veje og stier frem gennem livet, og skulle de en gang imellem vove sig uden for the yellow brick road, står der straks mærkelige flyvende aber klar med bål og brand (for dem, der kender deres kulturhistorie!). Og her sniger sig endnu en forskel ind mellem deres og vores situation. For når vi (både bogstaveligt talt og ikke) på vores ture rundt i landskabet forvilder os væk fra stierne og pludselig skramler rundt midt imellem rismarker og private haver, så kan man altid regne med, at en eller anden lokal – om ikke nødvendigvis med et smil, så i hvert fald med overbærenhed – peger én i den rigtige retning. Det kunne man måske også lære et eller andet af…. og så glemmer vi lige til formålet af denne lektion, at nepaleserne har deres helt egne omfattende fordomme, som bestemt også forrettes med bål og brand. Så måske er vi bare ikke klogere, men det skader vel aldrig at prøve at blive det?   

Nå, men det blev jo til en længere og noget kompliceret udredning, hvilket egentlig ikke var planen, men som sagt har det været en interessant oplevelse, sådan at finde sig i en noget anden social position, end den man er vant til. Det sætter tankerne i gang. Og har det til tider lydt, som om det har været forfærdeligt hårdt at være os, ja, så er det altså yderst misvisende. Det negative har bestemt ikke fyldt meget, og som sagt har vi jo altid vidst, at vores ophold var tidsbegrænset, hvilket har gjort, at oplevelser af den ovenfor beskrevne karakter, aldrig har kommet til at fylde noget nær så meget, som de ellers uden tvivl ville have kunnet komme til. Vi kan så glæde os over, at vi har dette valg og andre, men måske skulle man prøve at lade være at tage dem helt så meget for givet. Ja, det må vist, hvis vi lige skal skære igennem, sådan nogenlunde være moralen. Og hvad er en god fortælling, når alt kommer til alt, uden en morale? Jeg vil så lade det være op til læseren at vurdere, hvem fortællingens helt(inde) er!           

Exit Nepal

16 måneder – det bliver den samlede længde af vores ophold her i Nepal. Dem, der har fulgt lidt med og kan deres fingerregning, vil så vide, at vi vender tilbage til vort fædrene land den 1. maj – omtrentligt. Exitstrategien er endnu ikke helt fastlagt, men sikkert er det, at vores kontrakt ophører om knap to måneder – 11 måneder før det oprindeligt var planlagt.  

Grundene for dette valg er flere. Først og fremmest har visse mindre komplikationer med Tines helbred i forbindelse med graviditeten gjort, at hun netop nu sidder i Kathmandu, mens jeg sidder i den anden ende af landet – ironisk nok i selskab med svigerforældrene, som i disse dage aflægger visit. Efter nogle lægebesøg er Tine nemlig blevet frarådet at foretage rejsen til Silgadhi igen, mens hun endnu er gravid, og dette påvirker jo vores situation i voldsom grad, da terminen er 26. juli. Netop nu har jeg altså cirka en måneds eremittilværelse at se frem til her i vores lille bjergby (altså efter svigerne er returneret til Kathmandu om en lille uges tid), mens Tine for tiden sidder mutters alene på MS Nepals gæstehus i Kathmandu og venter på lidt selskab fra sine forældre, inden de drager hjemover i midten af måneden. Herefter er hun igen hensat til at vente på, at jeg kommer tilbage til storbyen igen, så vi kan færdiggøre vores ophold her i fællesskab. Det bliver hen i april engang.  

Dette er jo i sig selv ikke ligefrem ideelt om end måske heller ikke ligefrem helt uoverleveligt, men hvis ikke vi havde afkortet vores kontrakt, så ville vi have endog længere perioder med adskillelse at se frem til i forbindelse med selve fødslen. Det forholder sig nemlig for det første sådan, at MS nemlig kun giver en måneds barsel til manden, og dertil kommer så en krummelurlig skatteregel meget betegnende kaldet 42-dages-reglen. Denne regel dikterer, at jeg ikke på noget tidspunkt må tilbringe mere end 42 dage i DK inden for en halvårsperiode, eller det kan de jo sådan set ikke forbyde mig, men de kan fratage mig min skattefritagelse med tilbagevirkende kraft, hvilket ville resultere i et seriøst slag over den økonomiske næsetip, som vi ikke har den store lyst til at udsættes for. Dertil kan vi så tilføje flyselskabernes to-måneders-regel, der forbyder gravide kvinder at rejse over store distancer inden for to måneder før fødselstidspunktet. Summa summarum ville vi kunne lægge minimum tre måneders adskillelse oven i den i forvejen nogen tyngede hat, inden vi kunne være tilbage – sammen – i Nepal og fortsætte vores liv sammen.  

Dette er mere, end vi er villige til at ofre, for selvom vi elsker vores liv i vores lille rustikke hus i vores hyggelige bjergby nær floden under bjerget – ♪ bjerget ligger langt ude i Nepal ♪ – ja, så er der for mange ting, der vejer ned på den gale vægtskål. Den ovenfor nævnte repræsenterer den mest massive af disse ting, men der er også andre årsager, hvoraf én også må siges at være det store frafald af udviklingsarbejdere fra landeprogrammet – deriblandt de eneste andre blegansigter her i byen Karen og Peter, der tog hjem i sidste måned. Der er desuden ikke umiddelbart udsigt til ankomst af nye udviklingsarbejdere, og dette betyder også, at vi efter al sandsynlighed ville komme til at blive ekstraordinært isolerede herude i vest, og det er heller ikke et synderligt løfterigt perspektiv. Og som sagt må også andre ting siges at tale imod vores fortsatte virke her i landet, men de skal ikke luftes på dette sted. 

Nu koncentrerer vi os altså om at prøve at få det bedste ud af vores resterende tid her i landet, og selv om der endnu er næsten to måneder til hjemfarten, så virker det skræmmende tæt på, da vi indtil for ganske nyligt, følte os overbeviste om, at vi ikke skulle gense den danske bøg før i april 2009 – i hvert fald ikke på permanent basis. Der er meget, der skal bindes ende på herude, og der er meget at tage stilling til i forhold til livet, der venter derhjemme. Men vi glæder os selvsagt meget til at komme hjem og gense alle de vigtige mennesker i vores liv, som vi i de sidste 16 måneder har forsømt, og nu hvor beslutningen er truffet, ser vi fremad og frem til at kunne slå rod i den jævne jyske muld – og hvem ved, måske får vi også en dag i en sølvrandet fremtid et job. En lille rolling af en eller anden art, skulle vi i hvert fald være sikret, så hvis vi på den bekostning af vanvare skulle komme til at vanrøgte nogle af jer yderligere undskyldes hermed på forhånd. Men det sker naturligvis heller ikke….! 

Disen bliver på denne årstid stadig mere påtrængende, og udsigterne til de hvidkridtede spidser i nord er relativt sjældne. Det lykkedes dog heldigvis for svigerforældrene at få det forkromede kig fra Kathmandu, for på vejen herud var tæppet trukket godt og grundigt ned. I går havde vi så én af de stedstypiske om end sjældne lokalstorme, hvor kraftige kastevinde presser ulåste døre og vinduer op og den sidelæns regn ind gennem alle sprækker. Heldigvis betyder dette også, at disen for en stund tvinges på retræte, så i dag har der været næsten helt klart, og svigerne har fået en god gåtur og et godt indtryk af dette områdes mange undere. Ikke mindst den voldsomt opskruede væksthastighed, som i disse forårstider er oppe i fuld fart. Blomster og træer springer ud nærmest på timebasis, hvilket kan undre, når det nu efterhånden er et halvt år siden, det for alvor regnede sidst. Et lille illustrativt eksempel på denne accelererede fremspiren skal gives, for nu at gøre det klart, at mine eventuelle små overdrivelser ikke er helt uden hold i virkeligheden. Altså – da vi for halvanden måneds tid siden kørte mod Kathmandu, var dalbunden langs Setifloden omgivet af halvmodne, solgule rapsmarker. Et yderst smukt skue, som vi naivt håbede, at Tines forældre også kunne få at se, men da jeg så kom trillende ned fra bjergene med forventningerne skruer uforholdsmæssigt i vejrs, ja, så var rapsen dæleme udskiftet med korn, der allerede næsten var høstklart!? Halvanden måned eller max to måneder ligger den samlede væksttid altså på. Et faktum, der burde kunne bringe misundelsen i kog hos selv den mest grønfingrede danske landmand.                                                             

For mit vedkomne skal den næste måneds tid gå med at forsøge at få vores tre partnerorganisationer (som jeg nu arbejder for alle sammen efter Karen og Peters exit) godt fra start med de nye processer, som omlægningen af MS Nepals tilgang til samarbejdet med de lokalt forankrede organisationer har afstedkommet. Det betyder i udgangspunktet, at jeg skal hjælpe dem i gang med en tilbundsgående base line undersøgelse. Dette vil grundlæggende sige, at organisationerne skal ud og snakke med de lokale borgere i alle de områder, hvor de arbejder, for at danne sig et grundigt indtryk af, hvad problemerne og potentialerne i området er. Først når organisationerne har dannet sig et klart billede af, hvad base linen eller udgangsniveauet er, kan de så give sig i kast med at formulere og realisere projekter, der kan afhjælpe disse problemer og realisere eventuelle potentialer inden for det fokusområde, som MS Nepal har valgt for Doti distriktet – nemlig opbygningen af det lokale demokrati. Hmm, håber det gav mening for de udenforstående, men ellers skal jeg senere stå til rådighed for yderligere forklaringer og forviklinger.   

Samtidig skal jeg så også forsøge at pakke vores hus sammen i et par kasser, hvilket er noget af en opgave, hvis man ved, hvor mange uundværlige ting, man kan få i Nepal. Bare her forleden kom svigerforældrene og jeg til at gå ind hos en lokal stofforhandler ude i basaren, og vupti havde vi købt fire mirakuløst spraglede gulvtæpper og fire duglignende stoffer. Som man siger herud (og holder helligt som et livsmantra) – ke garne – eller hva´ ka´ man gøre. Når skidtet sammenlagt koster cirka 95 kroner, er det jo ikke muligt at holde sig tilbage. Så må vi jo betale prisen senere – om ikke til Peter ved porten, så i hvert fald i overvægt ved skranke 1.  

Og siden hen vil det så vise sig, om jeg selv kan få fornøjelsen af at fragte det til Kathmandu i Toyota Hiluxen, eller om vi er nødt til at overlade det til de alt andet end blide nepalesiske fragtmænd, hvis en bandha skulle gøre køreturen til Kathmandu umulig for mig. Landet er jo i særlig slem grad ramt af denne type forstyrrelser for tiden, da valget til den grundlovsgivende forsamling (endnu en gang) står for døren, og alle vil sørge for at deres krav bliver hørt forinden. Det skulle gerne ske d. 10. april, men meget kan hænde inden da, og hvis de bliver ved med at lukke landet ned som ved den nyligt overståede 16-dages bandha, som lammede landet og holdt os fanget i Kathmandu, så er det spørgsmålet, hvor stor værdi dette valg kan få. For godt nok er strejker et centralt værktøj i en demokratisk proces for at skaffe sig rettigheder og undgå udnyttelse, men hvis man holder hele landet som gidsel hver eneste gang, men ikke kan få sin vilje, ja, så er det måske tvivlsomt om en ny grundlov kan eller kan få lov til at sætte skik på tingene. Vi kan kun håbe – og så var dette vist lidt af et sidespor, som her skal blokeres:::  

Mht. til vores hjemrejseplaner, så har jeg et par ugers ferie til gode, som vi endnu ikke helt har besluttet, hvordan vi skal forvalte. Muligvis bliver vi hængende i Kathmandu og omegn og akkumulerer flere uundværlige skatte, eller også tager vi eventuelt nogle dage i Thailand på turen hjemad, for at give Tine lidt luft mellem de lange rejsedage.  

Så sådan ligger landet sådan nogenlunde, og skulle det igen flytte sig, skal vi naturligvis være de første til at rapportere herom.             

Palle i Nepal

Ja, nu forholder det sig jo således, at jeg i disse tider er alene her i vores lille bjerghytte, da Tine, som mange af jer vil vide, udskød sin tilbagevenden til Nepal med to en halv uges tid. Ergo er der nu masser af den tid, som ellers tilsyneladende har manglet, så nu er der ingen undskyldning for ikke at få fyldt lidt fyld på denne efterhånden lidt magre blog. Derfor kommer her en lille beretning om mine foreløbige knap to uger som reinkarneret ungkarl her i Nepal.  

Og lad mig så lige for god ordens skyld lige med det samme beklage, at der for indeværende ikke er nogle billeder til at spæde denne monolog op. Jeg har ellers fået taget nogle stykker på turen ud fra Kathmandu, men desværre har jeg efterladt forbindelseskablet i DK hos Tine. Men jeg skal forsøge at fylde dem på om et par uger, når vi skal til Kathmandu igen. Så kig endelig indenom igen inden alt for længe!

 

Nå, vi kan vel godt springe bus- og flyveture over, for selv om rejsen tilbage til Nepal efter en vellykket juleferie i DK da bestemt indeholdt sine underholdningsmomenter (som fx de altid tilstedeværende grupper af japanere i teamjakker udstyret med min. 2 kameraer per mand, som selv i lufthavne da lige skal have en halvtreds billeder i kassen af hinanden og sig selv i alle tænkelige positurer og kombinationsmuligheder), ja, så var det jo ikke det, denne blog egentlig skulle handle om. Derfor…

 

Efter ankomsten til Kathmandu fredag blev jeg hængende weekenden over for lige at ryste det værste jetlag af mig, inden jeg begav mig ud på det altid meget indtryksrige, men også noget udmagrende tredages ridt på tværs af Nepal. Efter en weekend mestendels udfyldt med indkøb og en række dvd’er indtaget på MS’ denne gang meget menneskeforladte gæstehus begav jeg mig altså mandag af sted i vores til bykørsel noget overdimensionerede firhjulstrækker. Kørslen i Kathmandus overfyldte og lovløse gader kræver altid lige dele tålmodighed og vovemod, og som altid tog det en rum tid, at få snørklet sig ud af byen og op i og ned fra de omkransende bjerge. Heldigvis fik jeg lidt indisk hurtigmad på vejen ud af byen, for vanen tro var vejen spækket med overbelæssede lastbiler og busser, der alle som en kører hektisk nedad bakke og snegler sig opad bakke med en sort røgslør hængende efter sig fra de overbelastede motorer, resulterende i lange og langsomme vogntoge, som det kræver en del tålmodighed af væve sig frem igennem. Men det lykkedes dog, og jeg kom fint frem til første pitstop inden det lange, seje træk gennem lavlandet.   

           

Turen gennem lavlandet er altid meget drænende, men også utroligt inspirerende, da man her ser en noget anden og mere indisk side af landet, end den vi til daglig lever i. Der er en bemærkelsesværdig stor forskel mellem bjergene og lavlandet, hvad angår både klima, mentalitet og etnicitet, og efterhånden er det blevet sådan, at køreturen gennem lavlandet er som en slags opvågning, der minder én om, hvor mangesidigt og anderledes et land dette egentlig er. Det har man nemlig en tendens til at udvikle en hvis blindhed over for midt i dagligdagens trummerum, til trods for at man bor i en lille hytte midt i bjergene?! Men som sagt minder denne tur altid én om dette, og ikke mindre så, når man kører alene, og ikke har andet at give sig til (altså ud over konstant at skanne alt og alle på og omkring vejen for pludselige, impulsive bevægelser eller indskydelser) end at betragte det skiftende sceneri og de mange kulørte indslag langs vejkanterne. I denne vintertid er det heldigvis også til at holde ud at standse fra tid til anden og strække lunger og ben lidt, så man ikke helt glider hen i monotonien, som man godt kan tendere til i de varmere sæsoner, hvor bare det at sætte farten ned får tøjet til at klæbe alle de steder, det ikke burde.

 

Nå, men det var i hvert fald en interessant om end noget udmagrende tur, og specielt tredjedagens otte timers kørsel var lidt sej at gennemføre på egen hånd. Heldigvis er det altid dejligt at dreje fra hovedvejen op imod bjergene igen, for selv om det altid er spændende at køre nede i lavlandet, så er bjergene uden tvivl langt mere attraktive og i overensstemmelse med mine/vores værdier og ikke mindst det indre termostat. Desuden er det altid sjovt at køre turen fra lavlandet og op igennem de forskellige klimabælter, for på vejen skal man lige over et 2000 meters pas (som regel med udsigt til de “rigtige” Himalayatinder), ned gennem en dal langs den store flod, Seti, og til sidst op igen til de godt 1300 meter, Silgadhi ligger i. Specielt turen ind gennem dalen var denne gang fantastisk med den klare olivengrønne flod flankeret på alle sider og godt op af terrasserne på skråningerne af marker fyldt med de lysende gule og lysegrønne sennepsblomster (indsæt venligst mentalt idealiseret billede, da jeg nu alligevel ikke er i stand til at trivialisere det ved at indsætte et egentligt foto).

 

Og lad os så lige springe lidt til dagligdagen som single her i dette distrikts metropol. Ja, der er jo grænser for, hvor meget man som midlertidig single kan skeje ud heromkring, hvis man da ikke vil slå sig på hasard og/eller whiskybælning, og da de lokale kortspil synes aldeles uudgrundelige og whiskyen drikkes i mængder, der ville få enhver forhærdet dansk bargænger til at gå bagover, holder jeg mig pænt på sidelinjen. Med andre ord går tiden i disse dage hovedsageligt med at læse bøger og se en hulens masse medbragte dvd’er, og så er jeg selvfølgelig en del sammen med vores kolleger, Karen og Peter. I weekenden var vi således ude på en fremragende 6 timers vandretur i området, hvor vi for en gang skyld ikke fik rodet os ud i nogle alt for mærkelige og ufremkommelige passager, men formåede af finde relativt velfungerende stier hele vejen rundt. Og så var vejret karakteristisk for årstiden aldeles fremragende til vandring med høj sol og en 20 grader. Men det er vel at mærke hovedsageligt udenfor og i solen, at det føles varmt, for bevæger man sig indenfor på denne årstid, så bliver det ironisk nok væsentligt koldere end udenfor. Når jeg således står op om morgenen, er det som regel mellem 10 og 12 grader i huset, så det første, jeg gør hver morgen, når jeg ellers har tilbragt en halv times til med overtale mig selv til at forlade dundynen, er, at gå på tåspidser hen til gasovnen og “tænde op”. På kontoret, hvor døre og vinduer altid står åbne, så vi kan få noget lys at arbejde ved, er der selvsagt også noget køligt. Her er der nemlig ingen varmeapparater, så i stedet sidder jeg med termoundertøj, hue og handsker (hvis jeg da ikke skal bruge touchpadden på den bærbare, hvilket altså er helt og aldeles umuligt med handsker på. Tro mig jeg HAR forsøgt utallige gange. Jeg har af samme årsag gentagne gange overvejet at klippe spidsen af min højre pegefinger af – altså vanten – men så langt ud er jeg dog åbenbart ikke nået endnu). Jeg vil gætte på, at der som regel er i underkanten af de 15 grader på kontoret, og når man sidder stille med vinden trækkende ind fra vinduer og dør, så bliver man nemt lidt frossen. Af samme årsag er kontortiden her om vinteren også skåret ned med en time, så jeg arbejder kun fra kl. 11 til 16, men da det også kun sjældent sker, at denne tid kan fyldes helt ud med arbejde, er det også ganske udmærket.

 

Dagligdagen går altså stille og roligt, og selv om der ikke er særlig mange grøntsager tilgængelig for tiden, er det da indtil videre lykkedes mig, at holde mig med varm mad hver aften godt hjulpet på vej af et par besøg på Karen og Peter, og, oh ja, endnu et besøg hos vores kære udlejer, Ram, og hele den pukkelryggede familie. Ram elsker jo at traktere og invitere de hvide mennesker på diverse specialiteter i sit hjem, hvilket vi før har haft stor fornøjelse af. Denne gang var også Karen og Peter inviteret i anledning af en eller anden festival, som jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad gik ud på. Det var som altid meget hyggeligt, og jeg er ved at have vænnet mig til, at man som æret gæst bliver bespist, og altså ikke spiser sammen med værtsfamilien, men snarere i overværelse af samme. På den måde kan værterne selvfølgelig også virkelig studere én og forsøge at gennemskue, om man nu også siger hele sandheden, når man gentagne gange bedyrer, at alting altså smager helt uovertruffet. Det er da som regel også en pæn overdrivelse, men denne gang smagte det faktisk alt sammen ganske glimrende – specielt den ret, hvis hovedingrediens tilsyneladende var størknet gedeblod! Også dagen forinden havde jeg været med min nærmeste samarbejdspartner i organisationen, Shankar, hjemme hos noget familie efter arbejde, hvor vi da lige skulle have lidt snacks til fejring af dagen (forklarende note: snacks eller ‘nasta’ på lokaldialekten er karakteriseret ved IKKE at være dahl baat. Eller med andre ord alle de småmåltider, som man kunne tænkes at spise, hvis man ellers er privilegeret nok til at have råd, mellem dagens to hovedmåltider – formiddag og sen aften – dahl baat og som regel dahl baat.

 

Så ungkarletilværelsen herude adskiller sig tilsyneladende ikke så meget fra partilværelsen, måske med undtagelse af, at man ikke har nogen at snakke om tingene med bagefter. Men så er Skype da heldigvis opfundet. Men nu har kulden også sneget sig ind på mig igen, for gasovnen står i den anden ende af rummet, så nu tror jeg, at jeg vil springe hen på kondimonstrummet og tage en omgang i rask trav, inden jeg vover mig ned og ser, om der monstro skulle være lidt lunkent vand tilbage i tanken. For i dag har der for en sjælden gangs skyld ikke været noget sol, og så kan man jo i sagens natur heller ikke få noget varmt vand! Sådan er det jo. Det ved enhver!  

Et alsidigt Nepal

Ja, der er gået en del tid, siden sidste indlæg blev lagt ind på vores side – men vi trøster os med, at I vel ved, at intet nyt er godt nyt. Grunden til manglen på nyt er nemlig: at vi har haft mange ting at tage os til i sensommeren/efteråret 2007, og det har været en skøn fornemmelse at have meget at rive i. Som overskriften antyder, har de sidste måneder for alvor ladet os se mange forskellige sider af det land, som vi i øjeblikket kan kalde vores hjemland. Det har været utroligt interessant at se så mange aspekter af landet, men september og oktober i år har også været en tid med øjenåbnende oplevelser af den massive ulighed, som er så utroligt nærværende og bekymrende for fremtidsperspektiverne for størstedelen af befolkningen her i Nepal.

Politisk udsættelse

Først bør jeg måske for en ordens skyld nævne, at det valg til den konstituerende forsamling, som skulle have været afholdt her i november, allerede i begyndelsen af oktober blev aflyst af regeringen. Det er nu uklart, hvornår afstemningen bliver en realitet, og dette er naturligvis i sig selv trist i et land, hvor lyse fremtidsudsigter er noget man kigger langt efter. I første omgang medførte aflysningen, at vi lidt spændte afventede en reaktion fra landets mindretalsgrupper, som ellers nok plejer at kunne give deres utilfredshed til kende, men der skete ikke det store. Der var nogle demonstrationer i Kathmandu, der viste, at folk stadig følger med i den politiske udvikling, men det blev ikke til de store voldligheder – heldigvis.

I går skete der så det for Nepals regering sjældne, at man vist rent faktisk gjorde lidt fremskridt eller i al fald træf en beslutning. Et af maoisternes stående krav igennem den mangeårige konflikt har været, at landet skulle erklæres som republik, og at kongen definitivt skulle fratages enhver ret til at kunne regere landet. I den gamle og også den knap så gamle konstitution (ja, undskyld sprogforvirringen – grundlov hedder det vist på dansk) har man bevaret en klausul, der giver kongen magt til at overtage styringen af landet, hvis han finder, at den siddende, demokratiske regering har mistet kontrollen med riget. Dette har han af flere omgange benyttet sig af. Med hærens magt har han overtaget landet og ikke mindst pressen, som er blevet tvunget til at formidle hans version af sandheden, mens han i fred og fordragelighed, så har kunnet landsforvise eller myrde løs på sine modstandere. Så vidt vi har kunnet forstå, har man vist nu besluttet endegyldigt at fratage ham denne ret, og ændre Nepals status fra et kongerige til en republik. Dermed nærmer vi os forhåbentlig også en realisering af den konstituerende (altså grundlovsgivende) forsamling, og dermed et helt grundliggende skridt i retning af et demokratisk og noget vigtigere fredeligt Nepal.

The Heritage trail

Det næste, der skete for team Bødtkjer, var, at vi den 9. oktober tog en jeep nordpå fra Kathmandu for endelig efter 9 måneder i Nepal at holde vores første officielle ferie. Som I måske ved, var en del af vores motivation for i sin tid at takke ja til tilbuddet om en udstationering i Nepal, at vi er vilde med landet natur og havde nogle dejlige minder om en imødekommende og behagelig befolkning fra vores tidligere rejse(r) i landet. Nu kunne vi så efter 9 måneders ‘hverdag’ i Nepal tage på en rejse som turist á la de gamle dage, og det glædede vi os meget til – ikke mindst fordi vi jo som bekendt er ihærdige trekkere.

Vi begyndte vores tur med at køre op nær en by ved navn Dunche – nær fordi regntidens store vandmængder havde vasket vejen væk nogle km før byen, hvorfor vi måtte starte vores vandretur fra dette sted. Det viste sig, at et par store maskiner var ved at genetablere vejen, hvorfor vi måtte kravle ovenom vejen for at komme forbi det punkt, for arbejdet gik for sig – en start, der tilførte et mudret islæt til vores ellers meget nyvaskede påklædning og således gav os det nødvendige ‘brugte’ look.

 

Turen gik først otte dage ad en rute, som bliver kaldt The Heritage Trail. Her kom vi tæt ind på livet af den nepalesiske bjergkultur i form af tamangfolket, som lever i stort tal i denne del af landet. Tamangfolket er set med vores (ikke så trænede) øjne tibetanske af udseende, idet de har de karakteristiske flade ansigtstræk, er buddhister og at deres kvinder klæder sig i den meget smukke (ganske avancerede) og karakteristiske slåom-kjole, som vi kender fra vores andre treks i Nepals bjergrige egne og fra det buddhistiske Boudhanath nær Kathmandu. Alle turens otte dage bød på megen traven op og ned, da vi her på begyndelsen af vores trek langt det meste af tiden befandt os under 3000 m.o.h. hvor den nepalesiske natur er karakteriseret af talrige bakkedrag klædt i frodig bevoksning. Således fik vi pudset bjergformen af og måtte konstatere, at det stadig for os er meget tilfredsstillende i perioder at leve ud af en rygsæk med dage, der hovedsageligt består i at stå op spænde travestøvlerne på og begive os afsted ad den aftalte sti mod dagens mål. Den type af hjernetømning, som denne form for livsstil medfører, er fantastisk, og vi glædede os begge over at have masser af tid til at snakke sammen om alt og intet, efterhånden som det faldt os ind. Denne del af vores ferie bød desuden på masser af smuk natur kendetegnet af en betagende frodighed, skønt tempereret vejr, rigtig gode stier og ikke mindst lange smukke udsigter, hvor det hele tiden var muligt, at orientere sig ud fra steder vi havde været, eller var på vej hen. Trekkets kulinariske oplevelser blev som regel indtaget i private køkkener, hvor komfuret var et lerklinet ildsted med to brændefyrrede ’blus’, hvorover imponerende om end kun fåtallige retter kunne fremstilles. Som grundregel kunne disse retter identificeres som dal bhat, som er Nepals nationalspise, og noget som vi i almindelighed bliver ret hurtigt trætte af, men under disse omstændigheder var det os en udsøgt fornøjelse at mæske sig i bjerge af lokal ris, skåle af linsesuppe, beskedent grønsagstilbehør og lækkert tibetansk brød, som vi aldrig i livet selv ville have kunnet fremstille under de givne forhold. Familierne, hos hvem vi fik maden serveret, var fattige (sikkert blandt landets fattigste) og deres levestandart var set med vestlige øjne begrænset til meget få midler. Alligevel virkede livet i dette område meget idyllisk og ligetil i al sin enkelthed og befolkningen var smilende og glade, som vi sjældent har oplevet det andre steder i verden. Da vi jo efterhånden kan bryste os af at kunne lidt nepalesisk, fik vi ligeledes mulighed for at snakke lidt med de familier, vi boede hos, og de var meget imødekommende og forstod vores nepalesiske med en selvfølgelighed, vi ikke tidligere har oplevet her i landet. Efter at have levet i Nepal i 9 måneder var det utroligt spændende at tage sig tiden (når muligheden nu oplagt bød sig) til at snakke med nogle af de mennesker, som burde være målet for vores arbejde – nemlig ‘de fattigste af de fattigste‘, som er Mellemfolkeligt Samvirkes erklærede målgruppe. Vi boede blandt andet hos en bedstefar på et par og halvtreds som udtrykte sin bekymring over, at hans landsmænd mindre end 200 km. fra hans bopæl (i Kathmandu) bygger skyskrabere og fashionable indkøbscentre, mens han og hans egnsfæller end ikke har råd til at sende egnens børn i gode (og dermed private) skoler. Han fortalte, at et barns skolegang på privatskolen i Dunche i en måned koster 3200 rupees, hvilket med en kurs på knap 12 svarer til knap 267 kr. Når man dertil tager i betragtning, at mange af disse mennesker overlever ved at være selvforsynende og ikke har den store pengemæssige indkomst (den gennemsnitlige dagløn for en nepaleser er 7 dkr.), er der ikke overraskende meget lange udsigter til en sådan uddannelse for tamangfolkets børn.

Som I kan forstå, var disse første otte dage ikke blot dejlige på grund af den gode trekkingoplevelse, men også fordi de gav os et indblik i Nepal, som vi indtil nu ikke tidligere havde oplevet. I denne første del af vores rejse mødte vi på intet tidspunkt andre turister, men havde naturen og kulturen helt tæt på – og helt for os selv.

Langtangtrekket

Efter denne spændende start på vores tur begav vi os ad en øvre rute fra the heritage trail over på det trek, som kaldes Langtangtrekket. Trekket ligger ikke overraskende i Langtang Nationalpark nord for Helambu og Gosainkunda og er det tredje mest brugte trek i Nepal. Eftersom vi allerede for år tilbage nedlagde de to største trek i Nepal nemlig Everst-trekket i Kumburegionen og Annapurna Circuit i Annapurna National Park mente vi, at det var på tide at også Langtangtrekket kom under vores støvlesåler. Vi mærkede straks, at vi havde bevæget os ind på mere almenkendt terræn, da turisterne begyndte at dukke op og glædede os i vores stille sind over, at vi på dette tidspunkt var kommet i så god form, at de fleste andre turister hurtigt forsvandt bagud, og at vi dermed havde stien nogenlunde for os selv. Første nat sov vi på et meget lille sted lidt ovenfor for det første store turiststop, hvor vi trods en noget sjusket hygiejne på stedet fandt en behagelig spisestue med en brændeovn, der kunne holde os varme i den efterhånden (grundet højden) tiltagende kulde. Næste dag nåede vi akkurat til det første hotel i bjergbyen Langtang, da et voldsomt uvejr brød løs og regnen væltede ned. Vi skyndte os indenfor og trådte direkte ind i et bryllupsselskab. Hotelejerens datter havde (viste det sig) dagen før giftet sig med en australsk bjergbestier, og stedet var således fuldt af australiere, der tog venligt imod os våde vandrere. Resten af dagen og aftenen tilbragte vi således i underholdende selskab foran en gloende brændeovn, mens buddhistiske munke messede et 1645 sider langt bryllupsritual i et hjørne (de var startet dagen før og blev først færdige ud på aftenen), mens australierne hyggede sig med kortspil, god mad og medbragte øl i et andet.

Næste dag gik turen videre til rutens højeste overnatningssted Kyanjin (37XX m.o.h.), hvor vi indkvarterede os på det yderstliggende hotel (Tibet Guesthouse) lige for foden af alle de ubegribeligt smukke og høje bjerge. Vi ankom tidligt, da de afstande, man tilbagelægger i denne højde, er begrænsede til, hvad der er forsvarligt på grund af risikoen for højdesyge. Derfor havde vi mulighed for samme eftermiddag at vandre lidt længere ind i dalen for at kigge nærmere på lokalområdet. Ejeren af hotellet i Kyanjin, som var en meget sød og hjælpsom mand, syntes, at vi skulle have en termokande med te med, og vi endte derfor med at nyde den flotte solrige dag i en gammel ruin med den mest ubegribelige bjergudsigt og med et dejligt krus varm te i hænderne – jo, det er hårdt at være bjergvandrer! I løbet af dagen diskuterede vi, hvorvidt det ville være muligt for os at bestige bjerget Tsergo Ri, som vi hjemmefra havde udset os som det ultimative mål for Langtang trekket. På grund af det voldsomme uvejr dagen før, var bjerget blevet dækket af et større snelag og vi var derfor usikre på, om det var muligt for os selv at finde ruten til toppen. Senere på dagen mødte vi dog bryllupsselskabet fra dagen før og det viste sig, at de ligeledes havde planer om at skulle på toppen og syntes det var helt fint, at vi koblede os på dem. Derefter var sagen afgjort – med en erfaren og stedkendt bjergbestiger som guide ville vi dagen efter bestige Tsergo Ri (5011 m.o.h.), og selvom vi ikke rigtig kunne forestille os, at udsigten kunne være flottere, end den vi allerede oplevede fra hotellet og byen i øvrigt, er vi naturligvis altid friske når en så spændende udfordring som denne står for døren.

Dagen efter kl. 5 kravlede vi derfor i totalt mørke søvndrukne ud af sengen, for at være klar til kort efter med en solid morgenmad i maven og en god madpakke i rygsækken at begive os 1200 højdemeter op ad til toppen af Tsergo Ri. Før vi nåede så langt, skulle vi dog efter som planlagt at have slået følge med de velbevandrede australiere krydse en mindre biflod, som vi uden vanskeligheder havde krydset dagen før. Det viste sig dog, at floden i nattens løb havde iset alle stenene i flodsengen til, hvilket gjorde vores første færd noget vanskelig, men det lykkedes dog efter en halv times tid, at krydse og få alle mand over floden tørskoede og uden skader. Det var en kold fornøjelse at vandre op af bjerget denne morgen, men vores australske guide satte tempoet lavt, og da humøret var højt, blev det en meget fornøjelig optur. Jo højere vi kom op af bjergets side, jo mere sne kom vi til at vandre i og mit humør steg med snedybden, da jeg følte det som om, jeg uventet havde fået en lille skiferie foræret. Fornemmelsen af solens stråler i ansigtet reflekteret fra alle flader omkring os var skøn, og den særlige stilhed, som falder over landskaber med sne, er intet mindre end magisk. Det var ikke altid lige nemt at få fodfæste i sneen, da den bestod af et hårdt frosset lag af gammel sne nederst med det fineste og meget tørre lag nysne ovenpå og flere i gruppen havde lidt vanskeligt ved denne passage, men det var usigeligt smukt på vej op, og helt utroligt på selve toppen, hvor udsigten til sneklædte tinder bredte sig 360 grader omkring os. På toppen hængte vi buddhistiske bedeflag op, hvilket siges at sikre et langt og godt liv, spiste den medbragte frokost og nød sceneriet omkring os. Den nygifte australier gennemgik desuden et længere ritual med bedeflag, røgelsespinde og talrige ofringer, der skulle hjælpe hans ægteskab godt fra start. Efter ca. 1,5 time på toppen fik vi udpeget bagvejen ned, og vi begav os sammen med gruppen ned gennem det sneklædte landskab for længere nede at støde på en hyrdesti, der på fredelig vis bragte os ned af bjerget og lettere brugte tilbage til vores hotel efter 9 timer på farten. Ejeren var meget begejstret for at se os igen, og da vi bestilte lidt mad, serverede han lidt efter triumferende nogle ekstra store portioner, der skulle hjælpe os med at restituere efter dagens udskejelser. Ligeledes fik vi til aftenens fejringsøl ved pejsen serveret frisklavede popkorn på husets regning, da det efter sigende hørte til. En skøn afslutning på en meget begivenhedsrig og dejlig dag.

 

Næste dag besluttede vi efter en langsom morgen, at vi samme dag ville begive os ned ad bjerget for at færdiggøre vores planlagte ferie, og vi endte med at gå ikke mindre end 2000 højdemeter ned, hvilket kunne mærkes i benene efter gårsdagen 1200 meters op- og nedstigning. Dagen efter var vi egentlig efter 17 dages vandring med vores oppakning på vej mod Gosainkundatrekket, men besluttede i sidste øjeblik, at vi faktisk var mætte af nye indtryk og gik derfor i stedet ned til Syabru Besi, hvor vi var heldige at støde på en jeep, der skulle til Kathmandu og mod betaling ville tage os med, og vi ankom derfor samme aften på MS Guest house i hovedstaden.

Afslapning i Kathmandu og rejsen hjem til Silgadhi

Dagen efter blev vores 1. bryllupsdag fejret med en overflod af de goder, Kathmandu har at byde på, og som hverken findes i Silgadhi eller den bjergegn, hvor vi havde holdt ferie. Vi gik på cafe og fik et tiltrængt skud cafe latté og fik provianteret nye film og ny musik til den kommende tid i vores lille bjerghus. Det var en dejlig fornemmelse i de næste dage at kunne gå i det lokale supermarked og købe præcis det, man havde lyst til – for der kan man med undtagelse af nogle enkelte varer få alt, hvad hjertet måtte begære. Og vi udnyttede det urbane miljø til at få afløb for alle de luksus-behov, vi normalt ikke får tilfredsstillet i Silgadhi, fx fik jeg mig en tiltrængt klipning på en af byens mest eksklusive saloner, der havde en overraskende dygtig (og billig, ca. 45 kr. med alt) frisør, der forvandlede mit 10 måneders ‘udvoks’ til en frisure. Således optankede kunne vi ugen efter sætte os i flyet til Nepalgunj og dermed begynde rejsen hjem. Desværre viste det sig næste morgen, da vi ville hente vores Hilux, der havde stået parkeret ved en af vores kollegers hus, at bilen havde fået smadret den ene forlygte og havde et totalt fladt batteri. Den lokale mekaniker blev derfor tilkaldt og vores bil blev fragtet på værksted, hvorefter vi tilbragte derfor en dag på henholdsvis byen værksted og et hotel, før vi næste dags morgen trillede ud af byen med kurs mod Silgadhi.

 

Hjemme igen i vores dejlige hus, kunne vi dagen efter, d. 1. november, spise morgenmad på vores solrige terrasse med udsigt til den smukke omkringliggende egn.

Joh, der er skam dejligt, herude i Nepal.

 

Den forsvundne og genfundne regn [en kommentar til de danske medier]

(En lettere omtåget Tine på spadsertur omkring Tansen.)

Ja, det var vel det, der skulle til. En god naturkatastrofe med masser af dramatiske billeder med høj chokværdi og pludselig dukker Nepal op på de danske TV-skærme lige midt under hr. og fru. Danevangs aftensmåltid. Jo, nyheden om, at den øjeblikkelige “katastrofetilstand” i Nepals lavland er blevet præsenteret for den danske befolkning via de televiserede nyhedsmedier, er også nået tilbage til oprindelseslandet – i hvert fald til os danske udviklingsarbejdere. Det er jo ikke hverdagskost, at Nepal opnår omtale i dagspressen i vores lille rige. En god massakre i kongehuset eller en naturkatastrofe af tilpas utilpashedsfremkaldende proportioner lader til at være kriteriet i disse tider for at få lidt skærmtid. Og selv om vi af årsager, som nedenfor skal forklares nærmere, ikke har haft muligheden for at granske indholdet af omtalen i de danske medier nærmere, så kunne man vel gisne om, at der i hvert fald i dette nyhedsindslag også er faldet en enkelt bibemærkning om den globale opvarmning for ligesom at få det sat ind i en genkendelig og relevant kontekst. Nå, men det er jo ikke noget nyt, at medierne derhjemme har det med at være noget eurocentristiske (og jo, i denne centrisme inkluderes den politiske førerhund, USA, også), og at verdensnyheder som regel har det med at være fokuseret på tragedier af en passende størrelsesorden. Men når nu man opholder sig midt i “katastrofeområdet”, så bliver mediernes selektivitet stillet i et nyt og ikke særligt flatterende lys. Lad mig forklare nærmere ved at starte ved begyndelsen:

 

(Et af de mere praktiske køretøjer på vej ud i vandmasserne og lidt reklame for Kina og det kommende OL.)

Det forholder sig således, at vi i den sidste lille uges tid har opholdt i begivenhedernes centrum, eller med andre ord landets andenstørste by, Nepalgunj. Byen ligger i lavlandet nær den indiske grænse, og så vidt vi er informerede, er det netop området heromkring, som er hårdest ramt af monsoonen (ironisk nok begynder det netop i dette øjeblik af styrte ned igen, efter der ellers har været over et halvt døgns ophold siden den sidste skylle). Oversvømmelserne heromkring har efter sigende været de værste i over 20 år, og tusinder af hjem står stadig under vand eller er ganske enkelt skyllet væk. Dette betyder naturligvis også i et land som dette, at der desværre er mange dødsfald enten direkte forårsaget af de voldsomme vandmassers huseren eller indirekte af følgesygdomme hovedsageligt forårsaget af manglen på rent vand og fødevare.

(Nepaleserne i overraskende godt humør på vej til og fra deres oversvømmede hjem.)

Vores egen oplevelse af at have været fanget i kriseområdet har dog været meget skånsom. Vi tog for efterhånden 11 dage siden afsted fra Silgadhi, fordi jeg skulle til et møde med mit Community Radio Topic Team i Tansen, som ligger to dages kørsel mod øst. Vi drønede altså lystigt ned fra bjergene og gennem en del af lavlandet, Terrai, for så er køre op i bjergene igen en 400-450 kilometer længere henne ad east-west hovedvejen. Vi havde været nødt til at tage afsted en dag før beregnet, da der vanen tro var problemer med bandaer hist og her. Ergo havde vi en ekstra dag i Tansen inden mødet, som vi tilbragte med at nyde de nye omgivelser – en tiltrængt forandring efter to måneder i vores lille og meget hyggelige, men til tider også lidt stillestående og isolerede bjergby. Mødet forløb på udmærket vis, og dagen derpå startede vi hjemturen og trillede igen nedad for at tilbringe natten ved to kolleger og nybagte forældre i Butwal (og jo, de har rent faktisk undfanget og født deres barn hernede) lige ved hovedvejen.

I modsætning til i Silgadhi, hvor regnen hidtil havde ladet vente noget på sig, var den i denne del af landet allerede godt i gang, og opholdet i og turen ned fra bjergene havde da også været præget af meget og til tider ganske kraftig regn. Men det var først, da vi forlod Butwal for igen at begive os mod Nepalgunj, at regnen for alvor begyndte at påvirke landskabet. Langs vejene lå marker og også huse mange steder under vand, men vejen var heldigvis intakt, og selv om der visse steder lå en del vand på kørebanen, var der ingen nævneværdige problemer med at komme frem. Regnen fortsatte dog ubønhørligt med af falde over det i forvejen mættede landskab, og efter at have overnattet ved en kollega i Nepalgunj begyndte problemerne så småt at vise deres små ondskabsfulde hoveder.

(Michael bestrider én af de mange intermistiske overkørsler over de lige så intermistisk hakkede kanaler i vejene.)  

Den næste dag ville vi køre ned for at spise lidt morgenmad på en nært beliggende restaurant, men hovedgaden i Nepalgunj var efter nattens vedholdende skylle nu voldsomt oversvømmet. I vores Hilux kunne vi dog godt møve os igennem, indtil vi måtte stoppe, fordi “nogle” (hvorvidt det var myndighederne eller maoister eller nogle helt andre vides ikke helt) havde besluttet at hugge vejen op for at vandet kunne slippe igennem. Ergo måtte vi vende om, men inden vi kørte tilbage, parkerede vi bilen og bevægede os derefter lidt længere ned ad vejen til fods for at besigtige situationen. Det var muligt at komme frem til fods på hovedgaden, men mange stedet gik man i vand til godt op på skinnebenene. Valgte man imidlertid af forlade den højtbeliggende hovedgade for at bevæge sig ned til den lavere beliggende butikker eller beboelsesejendomme, gik man hurtigt i til livet eller højere, hvorfor vi naturligvis blev, hvor vi var. Nepaleserne vandrede derimod mere eller mindre upåvirket ind og ud af sidegaderne eller kørte rundt i rickshaws, kørt eller oftere trukket af hårdt kæmpende rickshawførere. Og beretninger fra de mange UN-folk her i byen maler et endnu værre billede af forholdene i de små landsbyer i områderne omkring byen og i tilstødende distrikter. Uden for Nepalgunj går folk mange steder rundt i vand til halsen, og som nævnt har der også været en del dødsofre, og dette rammer som altid de fattigste, der lever de mest udsatte og isolerede steder og ikke har midlerne til at skaffe hjælp eller hjælpe sig selv eller deres familier.

Nu sidder vi så her i byen på sjette dag. Vi er flytte på hotel med generator, som ganske vist i skrivende stund er brudt sammen for hvem ved hvilken gang, og lider ingen nævneværdig nød bortset fra lidt hotelkuller. Jeg skulle i dag og i morgen have været til et stort regionalt møde i en by nær Silgadhi (læs; to timers kørsel), men det når vi nu definitivt ikke frem til. For tre dage siden fik vi klarmelding fra vores sikkerhedsofficer og prøvede derfor at nå frem til Dangadhi, den sidste store by, inden man drejer op mod Silgadhi, som ligger seks timers kørsel oppe i bjergene. Efter to timers kørsel kom vi imidlertid midt i Bardia Nationalpark til en passage i vejen, som ganske enkelt var væk. Vejen i Bardia er mange steder bygget som en vold, men desværre har ingen tænkt på at lægge effektive dræn ind i denne vold, hvilket vil sige, at når trykket fra vandmasserne på den ene side – den side hvor bjergene ligger på – bliver for stort, presser det simpelt hen den svageste del af volden tilbage og dermed forsvinder vejen så også. I dette tilfælde var der et fem meter bredt og tre meter dybt hul i vejen, som her tre dage efter endnu ikke er blevet udbedret, da regnen gør arbejdet umuligt.

(Tine i mere omgængelige vejrforhold her i Silgadhi – klædt på til en dag på jobbet.)

Nu er der så gået endnu en dag, siden det overstående blev forfattet. Computeren kunne jo kun klare sig et begrænset stykke tid efter generatoren satte ud i går. Denne gang viste det sig desuden, at det dybt forældede maskineri (altså generatoren) ikke sådan bare lige kunne repareres, hvorfor nye gamle generatorer måtte lejes, dog kun for straks at bryde sammen igen, så snart de havde kørt et par timer. Men i løbet af natten kom der da gang i den livgivende loftvifte igen…pyha.

Nå, men i dag fik vi så endnu en gang at vide, at vi godt kunne begive os afsted mod Mahendranagar nær den indiske grænse, som nu er vores nye endemål. Her skulle vi i morgen meget gerne hente to venner, der kommer over land fra Delhi og skal med op på besøg i Silgadhi en uges tid. Men som altid lurer der et, ja, MEN. For knap var vi kommet en times kørsel uden for byen, før vi endnu en gang stødte på en forhindring. Denne gang var det ikke naturkræfterne i sig selv, der havde spoleret vores muligheder for videre fremfærd, men nepalesernes ikke altid lige velovervejede planlægning. Denne gang havde “nogle” så besluttet at hakke selve Nepals eneste hovedvej op lige midt i “myldretiden” for at lave en af disse ellers ganske bevendte afvandingsrender. Ergo sad vi pludselig i en kø og ventede, men efter kort tid fik vi så at vide, at det gammelkendte hul lidt længere ude af vejen i Bardia heller ikke var repareret endnu, hvorfor vi endnu en gang måtte vende snuden tilbage mod Nepalgunj. Her befinder vi os nu, igen, og problemet er så, at hvis ikke vi kan slippe igennem i morgen, har vi to venner, som sidder fast i Mahendranagar og bare kan vente på vores ankomst. Men vi kan hverken gøre fra eller til, så vi må jo ta’ det, som det kommer. Til gengæld kan vi ikke lade være at grue lidt for, hvordan det går om halvanden uges tid, hvor vi skal forestille at køre hele turen ind til Kathmandu for at deltage i nogle kurser og møder.

Summa summarum: Situationen heromkring er ganske alvorlig, og mange mennesker lider alvorlig nød pga. vejrligets ekstreme udsving. Men grunden til mit lille opstød i denne teksts begyndelse er, at der altid er masser af problemer her i landet. Den politiske situation er dybt kaotisk, og interkulturelle og –etniske konflikter præger store dele af landet hver eneste dag. Men dette hører man ikke noget om, og selv under konflikten (dengang konflikten var en samlet og monolitisk størrelse, som trods alt i al sin kompleksitet var nemmere at forholde sig til) hørte man stort set aldrig et pip om det i den danske presse. Men nu er naturkatastrofer jo en varm kartoffel i disse tider, så det kan godt få lidt skærmtid, mens de blivende og tilbagevendende problemer, som måske rent faktisk kunne afhjælpes, og som ubetvivleligt kræver langt større og flere ofre i det lange løb, højst bliver præsenteret i form af en lavbudgets dokumentar vist på DR2 kl. 23.35 onsdag aften. Men sådan er det jo. Det ved vi alle udmærket godt, men når man så pludselig står midt i skidtet, og lever sit daglige liv i disse omgivelser, så kan man godt blive lidt arrig i hovedet over det noget selektive barometer, som styrer, hvilken type informationer eller “nyheder”, der skal sendes ud til de danske husstande. Jeg kan forstå, hvorfor det forholder sig, som det gør. Jeg kan måske sågar acceptere det… men ikke nødvendigvis stiltiende.

Vores nye arbejdsliv

Ja, så er tiden vist ved at være inde til, at jeg (Tine) skal aflægge en lille rapport om det nye arbejdsliv, vi har fået etableret os herude i Silgadhi. Hjemmefra var vi begge indstillede på, at denne tur til Nepal, skulle være et ophold med nogle spændende oplevelser både for os som privatpersoner, men så sandelig også i relation til vores arbejdsliv. Michael var jo, som I ved, sikret job, da det var ham, der i udgangspunktet havde ansættelse hos MS-Nepal. Jeg var derimod i en jokerposition, hvor mulighederne var åbne (hvilket altid er spændende), men fremtiden dermed også var usikker, fordi vi ikke kunne være sikre på, om jeg kunne finde noget spændende at give mig til i denne mærkelig lille bjergby, Silgadhi, som vi ved vores afrejse vidste meget lidt om.

De første 4½ måneder tilbragte vi, som Michael har berettet det her på bloggen, i Kathmandu – Nepals hovedstad. I starten var vi lidt modfaldne ved tanken om, at vi skulle opholde os så utrolig lang tid et sted, som vi faktisk ikke selv havde valgt, da vi blot 2 dage før vores afrejse fra Danmark var blevet oplyst om, at den træning vi i udgangspunktet havde fået at vide ville tage to måneder i stedet ville vare til midt i maj. Vi syntes i udgangspunktet, at Kathmandu var et larmende og beskidt sted, som tidligere havde vist sig hyggeligt at besøge som turist, men som vi absolut ikke havde noget behov for at leve i fast. Alligevel viste det sig at blive nogle gode måneder i Kathmandu, hvor vi dog blev mere og mere spændte på endelig at komme ud til dette myteomspundne sted – Silgadhi – hvor vi skulle tilbringe de næste to år af vores liv. Jeg fik desuden mere og mere kriller i maven ved tanken om, at vi skulle flytte ud til byen, uden at jeg ville være i stand til på forhånd at etablere en kontakt til en arbejdsplads. Jeg syntes desuden, at det var ret anstrengende hele tiden i de 4½ måned at være deltagende spouse til alle arrangementer. Nepal er et uland, hvor noget af det, man bl.a. er ved at udvikle, er en forståelse af, at kvinder er selvtænkende individer, der kan bidrage til samfundet på lige fod med mænd. Således levede jeg i over fire måneder som arbejdsløs kvinde i en kultur, hvor det at være kvinde er lig med at føde børn og passe hjem – og det syntes jeg til tider var anstrengende, fordi det i nepalesernes øjne degraderede mig til en uinteressant skabning, som burde leve i skyggen af sin mand, hvilket min situation også delvist tvang mig til – et sammentræf jeg følte ret ubehageligt, trods det at Michael og jeg selvfølgelig havde samme forhold til hinanden, som vi altid har haft.

Nå, men pludseligt var de 4½ måned gået, og vi stod i vores nyerhvervede hus i Silgadhi. Her var smukt og huset havde mange potentialer, som vi så frem til at udnytte med en god og hyggelig indretning. Samtidig havde jeg selvfølgelig i baghovedet, at dette hus hurtigt kunne komme til at udgøre hele mit liv, hvis jeg ikke relativt hurtigt fik etableret mig et arbejdsliv. Tre dage efter at vi var ankommet, gik jeg derfor på besøg hos en organisation, som jeg havde haft i kikkerten siden vi tidligt i forløbet var på besøg i Silgadhi. Organisationen hed Community Development Center (CDC) og arbejdede med udvikling af bl.a. uddannelse i Doti distriktet. Jeg fik skaffet mig et møde med chefen for organisationen, og ca. en halv time senere forlod jeg stedet med aftale om at komme tilbage dagen efter for at starte som ‘educational advisor’ med fokus på deres nyeste projekt om udvikling af kvalitet i undervisningen. Jeg tror, at jeg nærmest dansede ned af basaren den dag til vores lille hjem, som pludselig havde fået en noget mere passende rolle i mit fremtidige liv. Hvor var jeg glad for at have fundet en arbejdsplads, som ikke alene var meget interesseret i at samarbejde med mig, men ligeledes kunne tilbyde præcis det, jeg hjemmefra havde drømt om at få lov til at arbejde med – nemlig udvikling af uddannelsessystemet i Nepal.

Den aften blev der festet i det lille hus i ‘bakkerne’ i Nepal og skålet i noget af den rødvin, vi havde bragt med os fra Kathmandu.

 Michael kom godt i gang med sit arbejde i medieorganisationen BSS, som viste sig at være meget præget af mange frie valgmuligheder og en forventning om egne initiativer, som udfordrede ham fra første dag. Han blev hurtigt udråbt til ‘ekspert’ på en mængde felter og blev spurgt til råds om alverdens ting meget hurtigt i forløbet. Desuden var og er der til stadighed en del arbejde for ham i sammen med de andre DW’er i regionen at forsøge at få de fire MS-partnere i Far Western Nepal til i højere grad at samarbejde – således havde han fra start nok at se til og tænke over.

Mit arbejde var mindre planlagt, og derfor vidste jeg fra start af ikke helt, hvor meget jeg skulle forvente, men jeg fandt hurtigt ud af, at man på CDC forventede at se mig hver dag og gjorde meget for at inkludere mig i organisationens arbejde og udnytte, at man havde fået fingrene i en dansk akademiker, der havde nogle helt nye ting at bidrage med. Således gik de første uger med læsning af en mængde rapporter, der gav mig indsigt i organisationens tidligere projekter og de planer, man havde lagt for fremtiden. Desuden deltog jeg i en del møder med organisationens netværk og de folk, der dagligt arbejder med at implementere de mange nye initiativer taget af CDC. Efter et par uger blev der ligeledes tid til, at jeg kunne tage på mit første ‘field visit’ til en af distriktets skoler ca. 2 timers kørsel og 1,5 times vandring fra Silgadhi. Ja, det er noget andet at holde kontakt med sit netværk her, hvor der er så langt mellem distriktets mange skoler, og hvor veje egnet for biler er en absolut mangelvare, men det var en stor fornøjelse at kunne vandre i Nepals smukke, smukke natur og vide, at dette faktisk var del af ens arbejde. Besøget på Ram Sita High School i Uchchakot bragte meget nyt med sig. For det første var jeg rørt over den opmærksomhed jeg blev givet og den betænksomhed jeg blev vist. CDCs bestyrelsesformand er tidligere leder af Ram Sita og at se denne noget ældre herre springe engageret rundt i bakkerne for at vise alt frem og på halvt nepalesisk halvt engelsk forklare mig om stedet og dets oprindelse var en oplevelse, som man sjældent støder på en lignende af i ens alm. liv i DK. Han var en meget vidende mand, der gennem sit liv havde set mange forandringer bl.a. maoisternes angreb på dele af skolen, hvor alt af værdi var blevet brændt ned, til trods for, at skolen og det samfund der var bygget op omkring den, udelukkende havde til formål at forbedre lokalbefolkningen levestandart – noget som jo burde være helt i tråd med maoisternes idealer om ligeværd og folkets ret. Det var en meget givende dag, der dog samtidig for mig var en fin balancegang mellem uendelig udmattelse og uophørlig interesse for det, der foregik omkring mig.

På besøget til Ram Sita så jeg de meget primitive kår, børn i denne egn af verden går i skole under. Skolen var en ok bygning, men klasseværelserne var trods skolens ry som en af de bedre og klart mest velhavende meget skrabede med blot betonvægge og -gulv tilført meget basale træbænke til eleverne og en simpel tavle til lærens brug – her var ikke midler til noget ud over det allermest nødvendige. Desuden bar omgangen mellem lærere og elever meget præg af, at lærerne ikke havde en omfangsrig pædagogisk baggrund og heller ikke den store indsigt i fx barnets udviklingstrin og betydningen af interaktive læreprocesser. Dette var en meget anden og langt mere fattigt side af Nepal, end den jeg så, da vi boede i Kathmandu tidligere på året.

På en lignende tur til tre af distriktets andre skoler i den afsides beliggende by Kapallekhi så jeg eksempler på, hvordan vestlige landes hjælp til u-lande kan give sig udslag. Jeg var på besøg på en lille primary school, der fungerede under ret primitive forhold, da en klokke pludselig ringede og små bedårende nepalesiske skolebørn, kom væltende ud fra klasselokalerne omkring mig. Det viste sig at klokken betød, at deres gratis måltid mad blev serveret.

  

Uddelingen af mad foregik på den måde, at børnene stillede op på lange rækker i skolegården, nogle have små bliktallerkener, andre havde blot et skolehæfte eller et stykke papir i hånden, som maden kunne serveres på. Nu fik børnene så efter tur serveret en skefuld mad bestående af en besynderlig substans – ud fra udseendet kunne jeg ikke umiddelbart genkende det serverede som mad, men fik at vide at det var god og næringsrig mad bestående af kerner og gryn oprørt med ghee (en klaret smørlignende substans lavet af enten dyre eller plantefedt). Jeg må indrømme, at maden i mine øjne ikke lignede noget, der var værd at løbe efter, som disse børn havde gjort det, og den slog mig heller ikke som et særligt attraktivt tilbud til små sultne børn, men det var tydeligt at læse i deres ansigter, at dette var dagens højdepunkt, og således slog jeg mig til tåls med en indre retfærdiggørelse om, at der jo også var forskel på danske og nepalesiske madvaner og at dette måske var et godt måltid i nepalesisk kontekst. Det skal i samme åndedrag siges, at nepalesere elsker deres nationalret kaldet dal bhat, der består af ris med en tilhørende linsesuppe og nogle få grønsager til – denne ret spises flere gange om dagen i vores nye og midlertidige hjemland, og vi har til dato ikke mødt en nepaleser, der ikke sværger til at indtage denne ret flere gange på daglig basis. Michael og jeg har ikke den store kærlighed til retten, som vi ellers ofte udsættes for, og som da også (skal det retfærdigvis nævnes) svinger meget i kvalitet fra helt forfærdelig og på grænsen til uspiselig til ganske udmærket uden dog at være særlig spændende. Med denne viden i baghovedet var det måske ikke så underligt for mig at disse børn kastede sig tilnærmelsesvis frådende over noget, der for mig fremstod nærmest uspiseligt.

Efter at have stået og iagttaget dette noget bizarre syn et stykke tid, blev jeg kaldt ind på lærerværelset, hvor en af lærerne tilbød os (mine turfæller og mig) noget af denne spise, jeg må tilstå, at jeg skyndte mig høfligt at afslå med en indre undskyldning om, at jeg jo ikke skulle spise det mad, der var tiltænkt de stakkels sultne børn. Mens mine fæller (med tilsyneladende appetit) spiste, kiggede jeg mig omkring på lærerværelset, der i øvrigt ikke var et lærerværelse, som vi kender det fra danske skoler, men en noget mere beskeden indretning efter et princip om det forhåndenværende. I et hjørne af dette lokale lå en mængde sække, som jeg kiggede lidt nærmere på, og minsandten om der ikke med store fine bogstaver stod “GIFT OF DENMARK – World Food Program”.

Ja, så måtte min nysgerrighed jo styres, og jeg spurgte en af lærerne, hvad det dog var for noget spændende mad, de havde liggende i store sække sponsoreret af mit moderland. Det viste sig, som min læser måske har gættet, at det bidrag, som Danmark kunne tilbyde denne skole, var den sunde og næringsrige substans, som børnene flokkedes om i skolegården. Den ghee, som den dansk sponsorerede kornblanding blev omrørt med, var ved nærmere eftersyn en “GIFT OF GERMANY” – gad nok vide, hvad denne fordeling siger om henholdsvis Danmark og Tyskland. Er vi det solide og næringsgivende stof, som kun hænger sammen ved hjælp af en fedtet masse repræsenteret ved Tyskland? Nå, men uanset hvad, var det en interessant opdagelse, der på en eller anden vis for mig håndgribeliggjorde den hjælp, Danmark yder til ulande rundt om i verden. Det program, som World Food Program støttede med denne mad, havde til formål at motivere familier til at indskrive deres børn i skole. At få forældre til at prioritere deres børns skolegang er ret vanskeligt i vores distrikt (Doti), hvor mange familier er afhængige af den arbejdskraft børnene udgør, når der skal arbejdes i marken og hjemmet. Hvis familiens børn ikke hjælper til, kan det nemlig være vanskeligt at skaffe nok mad på bordet til, at alle familiemedlemmer kan overleve. For at få forældrene til at sende deres børn i skole blev de med hjælp fra World Food Program tilbudt, at deres børn ville blive givet et gratis måltid mad, hvis forældrene lod dem indskrive i skole og sørgede for, at børnene mødte op – ja, det vidste sig faktisk også, at de små tallerkener, som nogle af børnene havde, også var en del af programmet. Hertil tilføjede min chef dog, at der havde været nogle problemer med, at skolerne ikke udleverede tallerkener (og til dels heller ikke mad) til lavkaste børn, og dermed gjorde programmet finansieret af World Food Program særdeles diskriminerende. Det skulle dog været et problem, som efterhånden var blevet afhjulpet ved diverse lokale NGO’ers indblanding.

Nu sidder jeg så d. 10 juli på kontoret og lægger sidste hånd på et proposal, der skal sendes til CDC’s finansielle partner Save The Children Norway og til Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i Kathmandu i håbet om, at begge organisationer er interesserede i at støtte vores projekt. Vi har i CDC udviklet et program, der skal arbejde med forbedringen af undervisningens kvalitet ud fra fire tilgange, nemlig: En større forståelse hos lærere og skolens ledelse af barnets udviklingsniveauer og af hvad man kan forvente af børn i forskellige aldre, træning i moderne læringsstrategier, der skal give lærerne en bedre forståelse af, hvilke læringsmiljøer der vil kunne optimere forskellige elevers læring, en ret ny ide om, at Nepals seneste omstrukturering på regeringsniveau til et demokrati skal kunne spores på lokalt niveau fx ved at træne lokalbefolkningen i ‘freedom of Speech’ og give dem redskaber til at blive mere selvsikre og kritisk tænkende individer, der er mere tilbøjelige til at deltage aktivt i samfundets udvikling, og ved de har ret til at blive hørt – denne proces regner vi med at motivere, ved at bidrage til at gøre skolerne til en slags forbilledlige, demokratiske institutioner, der træner befolkningen i at gøre sig gældende, når der skal tages beslutninger, som elever, forældre lærere mm. Sidst men ikke mindst vil vi med programmet forsøge at bidrage til at skabe en tættere relation mellem skole og samfund, så børnene og de unges uddannelse kommer til at stå i tættere relation til de behov lokalsamfundet har. I denne forbindelse vil vi hjælpe med at gøre de enkelte skoler bedre i stand til at udnytte, at 20 % af det nationale pensum er muligt at udvikle individuelt fra skole til skole, så det er mest muligt gavnligt for lokalbefolkningen i det pågældende område og at resten af pensum kan justeres, så det bliver mere relevant og nærværende for de studerende. Desuden vil vi støtte brugen af en erhvervsvejledning, der kan hjælpe de unge med at få en karriere i gang, som man umiddelbart kan finde brug for i det lokale samfund. Programmet er meget ambitiøst, men vi regner med at kunne justere det efter, hvor meget støtte vi bliver tildelt, således at vi fx i udgangspunktet kan arbejde med nogle få skoler eller VDC’er (Village Development Commities) og først på et senere tidspunkt bruge erfaringerne fra disse skoler og samfund til at videreudvikle projektet og udvide dets udbredelsesomfang.

Det er meget spændende for mig at få lov til at arbejde med læring og skolesystemer på denne nye og fra Danmark meget anderledes måde. Det kræver nemlig både en meget stor lydhørhed overfor mine kolleger, der er dygtige og meget erfarne nepalesere med en stor indsigt i den lokale kultur og en konstant kreativ, tankemæssig afsøgning af muligheder for udvikling, der er meget spændende og udfordrende. Det er dejligt at føle, at man bliver givet en masse ansvar og at ens vurderinger tæller, men samtidig er dette også nervepirrende, at ens beslutninger har meget stor konsekvens for mennesker, der i forvejen kun lige klarer sig igennem livets udfordringer og derfor ikke har råd til at blive slået ud af kurs på grund af en eller anden danskers mærkelige påfund og ‘friske’ ideer. Samtidig er der naturligvis også den konstant tilstedeværende faktor, at det nepalesiske samfund og især arbejdsmæssige miljø har ganske andre spilleregler end det danskes. Dette betyder, at man nogle gange må trække vejret meget dybt, for ikke at få stress over den måde, hvorpå ret enkle ting bliver kompliceret på, eller sagt på en anden måde – ting man troede var ret enkle bliver nogle gange ret komplicerede, inden de nærmest er begyndt. Således måtte jeg i går morges konstatere, at min chef ikke havde ringet i weekenden og givet mig nærmere informationer om mandagens konference og ungdomskulturer, som han havde lovet, hvilket betød, at jeg først omkring kl. 8 fik et opkald (dette var det egentlige starttidspunkt for konferencen), hvor han sagde, at nu var han nået frem til afholdelsesstedet, og at jeg var meget velkommen. Jeg spurgte ham så, hvordan han syntes, jeg skulle finde frem til stedet, nu da hele personalet var taget af sted uden mig – hvorefter han sagde, at han lige ville ringe lidt rundt. Så gik der endnu en halv time, hvorefter en ung fyr fra kontoret kom og hentede mig ved vores hus og førte mig op på basaren, hvor en anden fyr fra kontoret ventede på at køre med mig ned til konferencecentret. På vejen derned blev vi så mødt af en tredje fra kontoret, der havde kørt os i møde på motorcykel for at guide os frem. Således mødte jeg (som ellers hader at være for sendt på den) frem som den sidste og måtte konstatere, at alle andre deltagere kun ventede på, at jeg skulle møde op. Havde dette nu været i DK, kunne jeg være kommet med en kommentar, der kunne forklare situationen for resten af selskabet, men da mit nepalesiske ikke lige er til antydende kommentarer, måtte jeg bare bide i det sure æble, smile imødekommende og sige “Namaste” – en noget indviklet start på en ellers spændende dag.

Som I sikkert kan læse af den ovenforstående beretning, er det aldrig kedeligt at være bosiddende i Nepal, og vi nyder vores liv her. Vi oplever en mængde ting, som man ikke ville opleve hjemme og får mulighed for (for en tid), at være del af hvad der synes en helt anden verden end den danske. Det er lykkedes os begge at komme godt i gang med noget spændende arbejde, der fylder meget i hverdagen og tilfredsstiller vores behov for udfordringer af forskellig slags. Desuden har vi en del fritid, hvor vi på forskellig vis udnytter, at vi lige nu (sammen med et andet dansk par, hvis selskab vi ofte nyder godt af) bor i, hvad der for os synes at være, en af verdens smukkeste lande og inden for dette lands grænser er blevet udstationeret i en by med en utrolig placering i 1300 meter over havet i ‘bakkerne’ på kanten af Himalayabjergene.

Således “alt vel” herfra.

Beretning om en ankomst og hvad der bl.a. hændte i tiden derefter

Så kom tiden endelig. Afskeden med Kathmandu, med forurening, med trafikstøj, med smågale naboer, med gæstehuset, med overfloden af shoppingmuligheder, med restaurenterne, med den relative anonymitet, med det kendte…. Vores egentlige liv her i Nepal står endelig for døren, og pludselig syntes den at stå som en kæmpe luddende skikkelse på vores dørtrin, mens den til rytmen af vores stadigt hurtigere hjerteslag hamrede på døren. Pludselig skal vi stå på egne ben, og spændingen ved at skulle ud og bo i to år i et lille lokalsamfund i den fjerneste del af Nepal går hånd i hånd med nervøsiteten for, hvad dette mon egentlig vil indebære. Som tidligere omtalt er sproget jo immervæk stadig noget at en social barriere for os begge, og selv om vi da til nøds kan begå os, så er der stadig et langt stykke vej til, at vi kan føre mere udførlige samtaler for slet ikke at snakke om at forstå nepalesernes rablende talestrømme. Og så er der selvfølgelig også spørgsmålet om Tines fremtidige arbejdsforhold. Vil hun kunne finde noget meningsfyldt at give sig til, og hvis ikke, hvad gør vi så…? Men alt til trods begav vi os altså mandag morgen d. 14. maj afsted mod Silgadhi med masser af forhåbninger og lige dele bekymringer, og i hvert fald føltes det godt endelig at komme afsted. Det startede i hvert fald lovende.

Vi slap afsted uden udsigt til bandaer i de tre planlagte rejsedage, hvilket ville sige, at vi måske ligefrem kunne overholde vores tidsplan, hvilket i sig selv var lidt af en præstation i disse ustabile tider. I weekenden truede den igangværenede brændstofskonflikt mellem Nepal og den evigt kontrollerende og irettesættende storebror, Indien, med at sætte en effektiv stopper for vores afgang, men vores glimrende transportofficer, Gyan, løste heldigvis det dilemma og opsøvede en tankfuld diesel til Hiluxen. Vi nåede da også frem til vores første stop på turen hos vores kolleger, Torsten og Karen, uden problemer af nogen nævneværdig art. Til gengæld fik vi den første mundsmag af varmen i Terai her i forsommeren inden monsoonen sætter ind. Pyha, det er bestemt ikke noget for vores sarte svedporer, der for alvor truede med at bukke under med stress. Bedre blev det ikke dagen efter i Nepalgunj, hvor varmen også lå som en tyk dundyne over det ellers frodige landskab. Ved vores ankomst slog vi et smut forbi endnu en kollegas (Anne) organisation, hvor vi vanen tro blev overdænget med velmenende tikaa (et meget rødt pulver, som i rigelig mængde presses på panden, hvorefter resten lystigt drysser ned på ens nødvendigvis lyse tøj, grrrrrr!!!). Vi indlogerede os hos endnu en kollega, svenske Sara, og nød et om end varmt, så i hvert fald også hyggeligt besøg. Det lykkedes med møje og besvær at holde alle vores frysevare i en tilstand at relativ hårdhed, men det krævede et intrikat og skematisk omarrangeringssystem og alle vores tetrisfærdigheder at få vores kød til at overleve den tre dage lange rejse. Det ligger jo sådan, at vi, så vidt vides, ikke rigtig vil kunne købe en hel masse kød i Silgadhi, hvorfor vi i lighed med resten af DW-korpset har valgt at erhverve en fryseboks til at fragte et ydmygt lager af kød med os fra Kathmandu. Men desværre er det jo ikke altid, at der lige er plads i vore kære kollegers frysere til hele vores pose kød, og så må man jo være lidt opfindsom – eller om det står rent galt fat, tage på et større hotel, som har en passende frysekapacitet til rådighed. Men som sagt gik det lige an at få fragtet det helt frem til Silgadhi, meeeen naturligvis skulle det ikke gå så let, som vi ellers en kort årgang havde begået hybris ved at tillade os at håbe.

Næste morgen kl. 7.00, netop som vi var ved at bakke ud af Saras indkørsel, fortalte hendes nepalesiske underbo os, at der dagen forinden havde været en såkaldt chakka jam (en blokade af vejen pga. en dødsulykke, som de lokale beboere på denne måde forsøger at få undersøgt eller skaffe erstatning til de pårørte) på vores videre vej mod Silgadhi. Vi havde dog ikke hørt noget fra vores sikkerhedsofficer, så vi drog afsted og håbede så blot, at det blot havde været en éndags-foreteelse. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet, men efter at have holdt lidt i kø og set al den offentlige transport blive vinket af vejen af politiet, blev vi allernådigst gelejdet videre pga. vores blå nummerplader. Det forhindrede imidlertid ikke folkemængden i at spærre os vejen, da vi prøvede at liste os forbi blokaden i siden af vejen, men efter lidt fredsommelig parlamenteren lod de os da passere, og så så det hele pludselig lyst ud igen. Vi besluttede ikke at stoppe for at spiste frokost, da ingen af os egentlig havde den store sult eller lyst til dhal baat. Ergo nåede vi frem til Silgadhi efter “kun” 9½ times mere eller mindre uafbrudt kørsel, og efter at have manøvreret Hiluxen ned gennem bazaren og af vejen for en sjældent set ambulance og en fangetransport skulle vi så til den fornøjelige aflæsning af bilen. Nu ville dette normalt ikke være noget synderligt problem, men når man har den halve by som tilskurere til, at man stykke for stykke slæber sine, indrømmet, ganske mange egendele ind gennem en smal gyde og det lille stykke ned ad et par terrasser til vores hus, så synes alle tingene pludselige at blive tilføjet en ubehagelig ekstravægt fra de mange stirrende, bedømmende og til tider noget lange blikke. Det var en meget anstrengende oplevelse på den måde at føle sig bedømt på baggrund af ens komparrativt set overvældende velstand. Vi måtte i første omgang sætte alle vores ting i husets stueetage, da vores landlord med vanlig nepalsisk sans for timing naturligvis havde ventet til sidste øjeblik med at lægge vores flotte nye lysegrønne plastikgulv på (føl venligst den spydige sarkasme). Men vi nåede i hvert fald næsten at få alle vores ting indendøre i husets nederste etage, inden et uvejr af – for en dansker – fuldstændig uvirkelige dimensioner brød løs. De enorme mængder af vand blev fuldt af nogle meget kraftige kastevinde, og i byens kraftigt skrånende bazar ræsede en mindre syndflod ned gennem byen og rev masser af mindre sten med sig. Alt dette var jo nok overkommeligt, men desværre er nepalesisk arkitektur ikke af dansk standard, så da vi først havde fået læsset alle vores ting ind på gulvet i underetagen opdagede vi, at regnen på grund af den kraftige vind var blevet presset ind gennem vinduer og under døre, og at mange af vores ting derfor pludselig stod i en mindre sø. Efter en hektisk redningsaktion og nogle heldigvis relativt begrænsede skader opdagede vi, at også døren ovenpå var blæst ind og at der derfor også her var en mindre sø på vores fine plastikgulv. Nå, men i det mindste havde vores frysevare da tilsyneladende overlevet turen, men det hjælper jo stort, når ens fryser så ikke synes at ville tændes. Og så havde vi ellers fået nok! Ergo tog vi vores frysevare og noget sengetøj og gik over til Karen og Peter for at tigge om lidt fryseplads og husly – hvilket de heldigvis undte os. Jo, vores første besøg her i byen var præget af en usædvanlig grad af både kulde og regn og vores andet besøg startede således med en regnstorm, men så vidt vides har de lokale endnu ingen planer om at brænde os på bålet som onde vejrånder.

Siden denne muntre indledning på vores liv her i Silgadhi er der nu gået lidt over tre uger, og heldigvis har spændingskurven taget et betydeligt dyk siden da. Ikke at der ikke har været masser udfordringer og ikke mindst masser af arbejde i at få vores nye liv proppet ind i nogle behagelige og velfungerende rammer, men vi har været forskånet for flere ubehagelige overraskelser. Jeg er begyndt mit arbejde hos BSS og efter blot fire dage i Silgadhi fandt også Tine fuldtidsbeskæftigelse hos en anden af byens overraskende store antal af NGOer. Hvor BSS er en medieorganisation, der hovedsageligt udgiver et ugentligt nyhedsmagasin (skal forstås i sin mest ydmyge form) og giver træning i diverse journalistiske teknikker til nogle mange lokalt engagerede unge mennesker og organisationer, er Tines organisation, CDC, en uddannelsesorienteret organisation, der blandt andet arbejder med at kvalitetsudvikling af undervisningen i lokalområdet.

Både på vores respektive arbejdspladser og i vores dagligdag har vi allerede fået masser af prøver på nepalesernes famøse manglende evne til at overholde aftaler eller til at gøre noget som helst effektivt. Elektrikere og tømrere dukker aldrig op på det aftalte tidspunkt eller for den sags skyld på den aftalte dag. Heldigvis har dette endnu ikke været et stort problem på vores arbejdspladser, men her ved man til gengæld sjældent, hvad de andre ansatte foretager sig, eller hvor de i det hele taget er, og hvornår de monstro kunne tænkes at dukke op igen. Så selv om vi begge har nogle utroligt gode arbejdspladser med masser af engagerede og søde ansatte og ikke mindst frivillige, kan det være svært at finde noget konstruktivt at fylde sine dage med her i begyndelsen. I mit (Michaels) tilfælde bliver processen med at lære organisationen at kende yderligere problematiseret af, at alt er nedfældet på det lokale skriftsystem, hvorfor al information om organisationen skal overleveres mundligt. Det går da også ok, for når man skal tale sproget hver dag går det hurtigt fremad, men meget går stadig tabt i oversættelsen mellem engelsk og nepalesisk. Det er derfor vanskeligt at få særlig meget konkret arbejde fra hånden, men så kan man jo til gengæld bruge tiden på at udvide sit ordforråd, og kollegerne stiller sig altid beredvilligt til rådighed for at more sig over min seneste spidsfindige udtale eller sætningskonstruktion.

En af de mere påfaldende begivenheder indtil videre var det såkaldte Networking Meeting, som vi for et par dage var på sammen med alle MS’ respektive lokale partnerorganisationer i den vestligste del af Nepal. Hovedtanken bag dette møde var, at organisationerne skulle udveksle informationer og diskutere fremtidige samarbejdsmuligheder, men den underliggende dagsorden var, at to af Silgadhis større NGOer skulle begrave de stridsøkser, som de efter sigende har båret rundt på siden en meget omtalt kontrovers ved byens tempel sidste år. Her havde den laveste kaste omsider fået lov til at komme indenfor i templet, men dette nye tiltag faldt ikke i god jord hos alle og førte derfor til voldelige overgreb, som medlemmer af visse organisationer måske, måske ikke skulle have deltaget i. I hvert fald skulle de to organisationer lære igen at snakke sammen, og det klarer man så ved at holde et ordentligt gilde under påskud af at skulle have et fagligt møde. Med andre ord udviklede mødet sig hurtigt fra at være et seriøste møde holdt på et hyggeligt picnic-sted 15 km uden for byen til at være et regulært æde, drikke og dansegilde. Der var alkohol i massevis og spandevis af mad tilberedt på ægte nepalesisk vis – dvs. i rigeligt mængder olie. Til ca. 20 mennesker blev der brugt ikke én, ej heller to, og naturligvis heller ikke tre, men samfulde fire liter olie. Så er der serveret! Nu var vi jo naturligvis kørt i de tilstedeværende udviklingsarbejderes biler, hvorfor vi måtte holde os fra alkoholen, men det forhindrede os ikke i at blive skubbet ud på “dansegulvet”, hvor vi så skulle give vores bedste bud på de seneste nepalesiske dancemoves. Efter syv timer (mødet startede kl 08.00!) var vi så nogle, der var ved at have fået nok af festlighederne, men da vi luftede ideen om at vi kunne bryde op og senere vende tilbage for at hente resten af selskabet i vores biler, blev det pure afvist, da vi (æresgæsterne) jo end ikke havde fået hovedretten endnu (kun uhyggelige mængder af såkaldte snacks, som man død og pine skal spise af konstant for ikke at såre nogens følelser eller stolthed). Ergo blev vi nødt til at holde ud i endnu to timer, før vi allernådigst fik lov at køre de godt fordrukne nepalesere tilbage til byen. Denne side af den nepalesiske kultur er heldigvis kun marginalt synlig i dagligdagen, men deres tydelige og selverklærede behov for at flygte fra dagligdagens mange bekymringer gennem fest og druk er desværre en grundlæggende problem, der især sætter sit præg på de fattige familiers liv. Her får koner og børn hyppigt tæsk af fordrukne mænd, der drikker familiens (dvs. kvinden og børnenes) magre indtjening op. Det samme gælder naturligvis ikke for vores kolleger, men behovet for eskapisme er det samme, og det sætter os som udviklingsarbejdere i en svær situation, fordi vi på én gang ikke vil fornærme nogen, men samtidig heller ikke er interesserede i at tage del i denne form for repressivt socialt samvær, der kræver, at alle deltager og ingen forlader gildet, før alle er klar. I hvert fald har vi besluttet kun at deltage i sådanne begivenheder på egne præmisser, hvad end dette så falder i god jord eller ej. Den kulturelle sensitivitet bærer os ikke længere end til grænsen for, hvad vores fornuft byder os!

Nå, men for at vende tilbage til dagligdagen, er vores hus efterhånden blevet meget hyggeligt, og når elektrikeren en skønne dag dukker op og sætter de sidste lamper op i stuen, har vi os et yderst brugbart og behageligt hus. Ganske vist lider vi i disse tider lidt under den trykkende varme her op til monsunens begyndelse, da der i vores øverste etage med soveværelse og stue bliver op til 40 grader om dagen og om aftenen sjældent under de 32 grader. Heldigvis har vi da fået erhvervet os en effektiv vifte, som tager toppen af varmen, men ikke desto mindre sætter det da sine spor på lysten til fysisk udfoldelse af selv den mest begrænsede art. Vi har også en utroligt fin have, som vores meget blomsterglade udlejer ivrigt passer og plejer. Han har også sørget for at vores hus også indvendigt er udstyret med en rig mængde planter, da han en dag i sidste uge inviterede os over til sit hus på den anden side af basaren, hvor vi frit kunne vælge mellem hans overdådige antal selvdyrkede planter i krukker. Ved samme lejlighed blev vi (naturligvis) budt inden for til te, og da jeg spurgte til det enorme vildsvin, som han tidligere havde haft i et bur i baghaven, og som nu var erstattet af et babysvin (ja, hvad pokker hedder sådan et i grunden?), og efterfølgende til hans vindrueranke, ja, så gik der kun få øjeblikke før vi fik serveret hjemmebrændt vin og vildsvinekød. Begge dele smagte ganske glimrende måske med den lille indvendelse, at man her af logiske grunde vælger at spise alle dele af dyret, og vi blev i sagens natur beæret med nogle af de bedste stykker vildsvin, hvor lige dele kød, fedt og hud skulle fortærres.

Nå, det bliver det for nu. Vi kan desværre ikke krydre siden med billeder i denne omgang, da internethastigheden her i byen er for lille til den slags forfinede tiltag. Men vi lover at udbedre skaden, når vi i midten af august kommer til Kathmandu næste gang.  

Exit Kathmandu

Et mere udførligt eksempel på vores voksende formåen ud i det nepalesiske. Her et brev til Michaels counterpart (nærmeste samarbejdspartner), Shankar Thapa, skrevet på det lokale skriftsystem – devanagari.

Ja, så nærmer tiden sig for vores længe ventede afsked med Kathmandu. Mandag morgen drager vi - hvis den logistiske/politiske situation ellers tillader det – afsted mod Silgadhi og satser ikke på at vende tilbage til storbyens forurening, larm og – ikke at forglemme – uendelige shoppingmuligheder før i anden halvdel af august. De seneste dage har vi derfor, samtidig med at vi har lagt sidste hånd på sprogtræningen, købt ind til 3½ måneds ophold i en by uden mange andre indkøbsmuligheder end sæssonens grøntsager og frugt (og så naturligvis Tuborg!). Torsdag præsterede vi således at lange lidt over 14.000 rupeer over disken i ét supermarked, mens vi i går nøjedes med mere ydmyg 11.000, som bl.a. gik til en ni-kilos ost (kursen står i ca. 1:10)! Disse udskrivninger repræsenterer så til gengæld også en væsentlig del af vores forbrug i det næste kvarte års tid, men det er nok også en tiltrængt antabus efter vores 4½ måneder i hhv. Kathmandu og Tanzania, hvor vi må siges at have fået udlevet alle vores mest undertrykte shoppingtilbøjeligheder. Men når man så samtidig kan ha’ overskud af en løn på ca. 12.000 kr om måneden, så skal man vel næppe klage, og det gør vi da også kun i en passende afmålte mængder.   

Som et lille informations- og fristelsesindslag kan vi da lige give en lille indføring i prisniveauet for alle dem, som skulle mangle et incitament til at kigge forbi. Og det følgende er vel at mærke for Kathmandu, der naturligvis er det dyreste sted i landet! Fx har vi begge netop købt nye briller. Vi havde begge regnet med at kvaliteten og udvalget her i landet ville være noget lavere end derhjemme, men den fordom er blevet gjort eftertrykkeligt til skamme. Kvaliteten er glimrende. Udvalget er om noget bedre end derhjemme. Leveringstiden er 1 dag. Og prisen er i vores tilfæde ca. 200 kr for almindelige briller (med den dyreste type glas) og 100 kr for solbriller med styrke! Med andre ord: skulle man stå og mangle nye briller, er turen herned allerede stort set betalt. Så er der jo så restaurationsmiljøet: Her er det rent faktisk muligt at bruge lidt penge. En middag på en af de dyrere restaurenter kan godt løbe op på 100 kr pr pers., men kan man nøjes med almindelig dansk restaurantskvalitet ligger prisen for en hovedret oftest omkring de 25 kr, og naturligvis kan du også få glimrende mad i Kathmandu ned til omkring 10 kr pr. ret. Er man til gengæld på landevejen eller i en af de mindre byer (dvs. alle bortset fra en håndfuld eller to), så står menuen som oftest på dahl baat eller chow mein, og så er prisen på mellem 1 og 5 kr for et måltid. Og jo, så er der jo også tøj, stof, tæpper og deslignende. Udvalget i Kathmandus turistkvarter, Thamel, er både broget, billigt og meget tillokkende, men lige præcis, hvad tøj angår, kan det bedre svare sig at gå direkte til den lokale skrædder, som der findes i hobetal af. Her kan du få skræddersyet tøj efter et hvilket som helst snit og i eget valg fra det enorme udvalg af stoffer, de har alle vegne. En skræddersyet skjorte i råsilke ligger på knap 150 kr, mens en mere almindelig skjorte i bomuld kan klares for en 50′er – bukser ditto. Alskens uldtæpper i den lækreste kvalitet kan erhverves fra 30 kr opefter. Med til denne prishistorie hører så også, at vi som turister ofte betaler betydeligt mere end de lokale, og at de priser vi således punger ud med er yderst fordelagtige for forhandleren. Alt dette skal ses i perspektiv af, at gennemsnitslønnen i Nepal er ca. 7 kr om dagen, og set på den baggrund må de beløb, vi betaler, siges at være slet og ret astronautiske eller ligefrem gastronomiske. 

Vi håber fortsat at kunne holde denne blog ved lige og lægge nye, fascinerende beretninger fra vores kommende dagligdag i Silgadhi ind med jævne mellemrum, men da internetforbindelsen i Silgadhi efter sigende bevæger sig med en knap så hæsblaesende fart af ca. 10 kb/sek, så står det foreløbig hen i det uvisse, om vi vil kunne oploade tekst og ikke mindst billeder hertil. Men mail skulle da fungere udmærket efter omstændighederne, så skriv endelig løs alle som én og mind os om, at der også er en verden at vende hjem til, når vi en skønne dag atter skal forlade vores lille bjergkam…  

2064-100-30-6

 

Buddisternes største gumpa i Nepal lokaliseret i Boudhanath i Kathmandu. Her fanget i forskellige belysninger.

Ovenstående serie af numre repræsenterer et sammenfald af mærkedage, som meget vel kunne gå hen at blive det fremtidige hovedbrud for både numerologer, astrologer og konspirationsentusiaster verden over. Jeg forudsiger således, at denne talkombination inden for en overskuelig fremtid vil kunne blive det mest populære søgeord på Google og således overgå nuværende topscorere såsom sex (403.000.000 hits), religion (251.000.000 hits) og naturligvis også 9/11 (159.000.000 hits). Men kun her på siden vil forklaringen kunne findes… og lad os bare med det samme lade sløret falde for den ikke helt så kryptiske forklaring på disse tals oprindelse: 2064 er årstallet, som den nepalesiske kalender netop er skiftet til; 100 dage er der gået siden vores ankomst til Nepal; 30 år er alderen, som én af os netop har rundet, og 6 måneder er den tid, vi nu har levet et ærbart liv som ægtefolk. Og alt dette inden for blot syv kalenderdage… kan det affejes som blot et sammentræf, eller ligger der en større, mørkere sandhed bag…?

Badende bøfler og roende mand set fra en af de mange “lakeside”-restautanter i Pokhara.

Nå, men for nu at trivialisere den dramatiske indledning, så vi kan bevare den brede læsertilslutning til vores lille side (Michael og Tines Nepalside – 5 googlehits!), så udnyttede vi i sidste uge et lille afbræk i vores to måneders sprogkursus her i Kathmandu til at tage nogle dage til Pokhara. Her fik vi bl.a. fornøjelsen af at overvære, hvorledes nepaleserne fejrer nytår, da de lørdag d. 14. april (efter den gregorianske kalender) bevægede sig ind i år 2064, og bortset fra det udeblivende bombardement fra fyrværkeri var forskellen fra den danske variant til at overse. Også nepaleserne forstår at fejre tidens fremdrift på festlig og støjende manér, og selv om det da var ganske fornøjeligt at blive en mere eller mindre ufrivillig del af alle festlighederne, så var det måske ikke lige den type ophold, vi i udgangspunktet havde forestillet os. Efter første dag at have boet på et lille hotel nær begivenhedernes centrum, rykkede vi derfor lidt ud i periferien af byen, hvor vi fandt et yderst hyggeligt hotel drevet af nogle virkelystne kvinder, der ud over hoteldriften også opretholdt en kvindeorganisation, som bl.a. kunne tilbyde kvindelige bjergguides til kvindelige rejsende. Dette lyder måske ikke at noget særligt, men i et samfund, hvor kvinder til stadighed i voldsom grad er begrænset til de traditionelt kvindelige arbejdsnicher (måske med undtagelse af bygningsarbejde og lign. hvor kvinderne raskt væk benyttes som pakæsler, da de skal have mindre i løn end mænd!), må sådanne tiltag betragtes som meget visionære og løftefulde for kvindernes fremtidige rolle i samfundet. På dette hotel havde vi nogle yderst hyggelige dage, og på trods af lidt snue lykkedes det os da også at kravle de 800 højdemeter op på den nærmest bakketop, og kløgtige, som vi jo er, gjorde vi det naturligvis midt under den drænende middagshede. Men det var de tre liters tabte kropsvæske værd, og så fik vi da også rørt os lidt, inden vi vendte tilbage til det lidt stillestående liv på skolebænken i Kathmandu.

 

Michaels surpriseparty, der var lige ved at tage pusten fra æresgæsten…lige ved!

Temperaturerne ligger i disse forårsmåneder som regel mellem 22 og 30 grader i Kathmandu (som i det store hele deler temperaturkurve med Silgadhi), mens de DW’er, som har hjemme i lavlandet, allerede har fornøjelsen af temperaturer på op imod de 45 grader. De seneste uger har vi fået en lille forsmag på den kommende monsuntiden, der i lige linje med den generelle globale vejrsituation i disse år viste tænder noget tidligere og voldsommere end, hvad der må betragtes som god etikette. På undertegnedes 30-årsdag (som altså også var vores 6 måneders bryllupsdag), hvor vi traditionen tro havde planlagt at henlægge fejringen til de omkringliggende bakker med udsigt til de virkelige bjerge, regnede og tordnede det således meget af dagen. Og vi besluttede derfor at sætte Hiluxen i frigear og trille nedad bakken igen, for i stedet at fejre os med et godt måltid mad på en af byens uudtømmelige udvalg af gode og naturligvis rørende billige restauranter. Så vælger vi lige at overse, at det lykkedes os at blive eftertrykkeligt “væk” i Kathmandus væld af overbefærdede smågader, da vi skulle snørkle os tilbage til MS’ gæstehus!

Og jo, så har vi jo rundet de første 100 hektiske dage i vores ophold her i Nepal, hvilket naturligvis straks ansporer til refleksioner over fortid, fremtid, nutid, førdatid, førnutid osv. For mest centralt for vores ophold står jo nok vores igangværende sprogkursus, der må siges at være yderst afgørende for, hvorledes vores fremtid vil spænde af. Tiden her i Kathmandu med en lille afstikker til Afrika har været præget af mange omvæltninger og mange spændende og nye oplevelser, men vi kan begge mærke, at vi nu har brug for en mere fast hverdag væk fra Kathmandus på én gang anmassende og tillokkende byliv. Samtidig begynder bevidstheden om, at vi altså om under to uger er mere eller mindre overladt til os selv, og at vi herfra og fremefter vil skulle klare os mere eller mindre på nepalesisk i både vores sociale og professionelle liv – med undtagelse af vores samvær med vores kolleger og venner Peter og Karen i Silgadhi, for alvor at sætte sine spor i vores i forvejen travlt befærdede hjerner. Og ikke overraskende har vi måttet konstatere, at nepalesisk ikke er et sprog, man på blot to måneder lærer at begå sig flydende på. Én ting er skriftsystemet, der jo altså på ingen måde kan sammenlignes med vores romersk inspirerede bogstaveren. Dette har dog vist sig at være en overkommelig barriere for os begge, selv om vi begge stadig fremviser tilbøjeligheder til at kløjes i de tre forskellige Sa’er og Na’er for slet ikke at tale om Da, da, Dha, dha, Ta, ta, Tha og tha’erne, der lydeligt ligger klods op og ned ad hinanden (til venlig information kan jeg nævne, at alle konsonanter udtales med et efterfølgende A (udtales å som i så!), hvad mindre andet er angivet). Værre er det med bøjningen af de fantasmologistisk mange verber. For nepaleserne fik nemlig den fikse idé at udradere ordet ‘ikke’ fra deres ordforråd, da de satte sig ned og strikkede alle de forskellige dialekter fra de over hundrede forskellige etniske grupperinger sammen til et fælles modersmål. Dette betyder, at ALLE verber har forskellige udtalelser i hvv. positiv og negativ form OG i alle bøjningsformer (jeg, du (høj kaste), du (lav kaste) du (laveste kaste) ham/hun/den/det, vi….osv. osv) OG så naturligvis i alle de forskellige tider! Derudover kan man så glæde sig over, at sætningsstrukturen er fuldstændig bagvendt i forhold den danske eller engelske – lad mig give et illustrativt eksempel fra dagens lektier: It is necessary to raise the awareness about gender issues of both men and woman in Nepal. Den nepalesiske ordstilling vil så – her for nemheds skyld gengivet på dansk – se nogenlunde således ud: Nepal i bevidsthed mænd og kvinder begges kønslige problematikker om at øge nødvendigt er. På nepalesisk ville det så med min udmærkede håndskrift blive til:

 

Dertil hjælper det så heller ikke, at den region vil skal bo i, Doti, har en helt anden dialekt, end den gængse, vi her lærer, så, ja, problemer er der nok af, og dem kan vi så vælge at kløjes i, eller vi kan tro på, at vi, når vi først når frem, nok skal finde ud af det hele hen ad vejen. Vi vælger den sidstnævnte løsning…. det meste af tiden.

Motiv af kvinde på spadsertur i blomstrende uvejr – som set fra vores øjeblikkelige soveværelsesvindue. 

Netop som jeg forfatter dette indlæg åbner himlene sig endnu en gang efter en par dages tørvejr og efter et tordenskrald (på lokaldialekt: gaDyaang guDung) har revet pudset løs fra loftet truer en gedigen haglskylle med at trykke taget resten af vejen ind. Jo, her går det voldsomt for sig, når vejrliget folder sig ud, og så nåede vi desværre kun at redde halvdelen af vores vasketøj, så nu er det tid til at bevæge sig ud at se, om resten er skyllet væk. Til aften skal vi endnu en gang ud til Nepals største gumpa (buddistisk tempel), da i dag er Buddhas fødselsdag, og hvad kunne være mere passende end at fejre denne begivenhed sammen med byens mange overvejende tibetanske munke. Og så er det i dag tilmed fuldmåne og onsdag, hvilket omsat til nepalesisk dialekt bliver til buddhabaar… jeg siger ikke mere!