Exit Kathmandu

By nepalms

devanagari11.jpg

Et mere udførligt eksempel på vores voksende formåen ud i det nepalesiske. Her et brev til Michaels counterpart (nærmeste samarbejdspartner), Shankar Thapa, skrevet på det lokale skriftsystem – devanagari.

Ja, så nærmer tiden sig for vores længe ventede afsked med Kathmandu. Mandag morgen drager vi - hvis den logistiske/politiske situation ellers tillader det – afsted mod Silgadhi og satser ikke på at vende tilbage til storbyens forurening, larm og – ikke at forglemme – uendelige shoppingmuligheder før i anden halvdel af august. De seneste dage har vi derfor, samtidig med at vi har lagt sidste hånd på sprogtræningen, købt ind til 3½ måneds ophold i en by uden mange andre indkøbsmuligheder end sæssonens grøntsager og frugt (og så naturligvis Tuborg!). Torsdag præsterede vi således at lange lidt over 14.000 rupeer over disken i ét supermarked, mens vi i går nøjedes med mere ydmyg 11.000, som bl.a. gik til en ni-kilos ost (kursen står i ca. 1:10)! Disse udskrivninger repræsenterer så til gengæld også en væsentlig del af vores forbrug i det næste kvarte års tid, men det er nok også en tiltrængt antabus efter vores 4½ måneder i hhv. Kathmandu og Tanzania, hvor vi må siges at have fået udlevet alle vores mest undertrykte shoppingtilbøjeligheder. Men når man så samtidig kan ha’ overskud af en løn på ca. 12.000 kr om måneden, så skal man vel næppe klage, og det gør vi da også kun i en passende afmålte mængder.   

Som et lille informations- og fristelsesindslag kan vi da lige give en lille indføring i prisniveauet for alle dem, som skulle mangle et incitament til at kigge forbi. Og det følgende er vel at mærke for Kathmandu, der naturligvis er det dyreste sted i landet! Fx har vi begge netop købt nye briller. Vi havde begge regnet med at kvaliteten og udvalget her i landet ville være noget lavere end derhjemme, men den fordom er blevet gjort eftertrykkeligt til skamme. Kvaliteten er glimrende. Udvalget er om noget bedre end derhjemme. Leveringstiden er 1 dag. Og prisen er i vores tilfæde ca. 200 kr for almindelige briller (med den dyreste type glas) og 100 kr for solbriller med styrke! Med andre ord: skulle man stå og mangle nye briller, er turen herned allerede stort set betalt. Så er der jo så restaurationsmiljøet: Her er det rent faktisk muligt at bruge lidt penge. En middag på en af de dyrere restaurenter kan godt løbe op på 100 kr pr pers., men kan man nøjes med almindelig dansk restaurantskvalitet ligger prisen for en hovedret oftest omkring de 25 kr, og naturligvis kan du også få glimrende mad i Kathmandu ned til omkring 10 kr pr. ret. Er man til gengæld på landevejen eller i en af de mindre byer (dvs. alle bortset fra en håndfuld eller to), så står menuen som oftest på dahl baat eller chow mein, og så er prisen på mellem 1 og 5 kr for et måltid. Og jo, så er der jo også tøj, stof, tæpper og deslignende. Udvalget i Kathmandus turistkvarter, Thamel, er både broget, billigt og meget tillokkende, men lige præcis, hvad tøj angår, kan det bedre svare sig at gå direkte til den lokale skrædder, som der findes i hobetal af. Her kan du få skræddersyet tøj efter et hvilket som helst snit og i eget valg fra det enorme udvalg af stoffer, de har alle vegne. En skræddersyet skjorte i råsilke ligger på knap 150 kr, mens en mere almindelig skjorte i bomuld kan klares for en 50′er – bukser ditto. Alskens uldtæpper i den lækreste kvalitet kan erhverves fra 30 kr opefter. Med til denne prishistorie hører så også, at vi som turister ofte betaler betydeligt mere end de lokale, og at de priser vi således punger ud med er yderst fordelagtige for forhandleren. Alt dette skal ses i perspektiv af, at gennemsnitslønnen i Nepal er ca. 7 kr om dagen, og set på den baggrund må de beløb, vi betaler, siges at være slet og ret astronautiske eller ligefrem gastronomiske. 

Vi håber fortsat at kunne holde denne blog ved lige og lægge nye, fascinerende beretninger fra vores kommende dagligdag i Silgadhi ind med jævne mellemrum, men da internetforbindelsen i Silgadhi efter sigende bevæger sig med en knap så hæsblaesende fart af ca. 10 kb/sek, så står det foreløbig hen i det uvisse, om vi vil kunne oploade tekst og ikke mindst billeder hertil. Men mail skulle da fungere udmærket efter omstændighederne, så skriv endelig løs alle som én og mind os om, at der også er en verden at vende hjem til, når vi en skønne dag atter skal forlade vores lille bjergkam…  

Ét svar to “Exit Kathmandu”

  1. Verner & Hanne siger:

    Hej I 2 Nepalesere

    Fantastisk brev—selvom jeg ikke “forstår” meget af det; utrolig, at du allerede efter så kort et sprogkursus er istand til at gøre dig forståelig skriftligt på så fremmedartet et sprog. Jeg er godt nok imponeret!!!!
    Samtidig er I så også blevet trænede globetrottere med forstand på pakning af en 4-hjulstrækker, så der ikke er efterladt en mm luft; godt gået.
    Din far

Læg en kommentar