Beretning om en ankomst og hvad der bl.a. hændte i tiden derefter

Så kom tiden endelig. Afskeden med Kathmandu, med forurening, med trafikstøj, med smågale naboer, med gæstehuset, med overfloden af shoppingmuligheder, med restaurenterne, med den relative anonymitet, med det kendte…. Vores egentlige liv her i Nepal står endelig for døren, og pludselig syntes den at stå som en kæmpe luddende skikkelse på vores dørtrin, mens den til rytmen af vores stadigt hurtigere hjerteslag hamrede på døren. Pludselig skal vi stå på egne ben, og spændingen ved at skulle ud og bo i to år i et lille lokalsamfund i den fjerneste del af Nepal går hånd i hånd med nervøsiteten for, hvad dette mon egentlig vil indebære. Som tidligere omtalt er sproget jo immervæk stadig noget at en social barriere for os begge, og selv om vi da til nøds kan begå os, så er der stadig et langt stykke vej til, at vi kan føre mere udførlige samtaler for slet ikke at snakke om at forstå nepalesernes rablende talestrømme. Og så er der selvfølgelig også spørgsmålet om Tines fremtidige arbejdsforhold. Vil hun kunne finde noget meningsfyldt at give sig til, og hvis ikke, hvad gør vi så…? Men alt til trods begav vi os altså mandag morgen d. 14. maj afsted mod Silgadhi med masser af forhåbninger og lige dele bekymringer, og i hvert fald føltes det godt endelig at komme afsted. Det startede i hvert fald lovende.

Vi slap afsted uden udsigt til bandaer i de tre planlagte rejsedage, hvilket ville sige, at vi måske ligefrem kunne overholde vores tidsplan, hvilket i sig selv var lidt af en præstation i disse ustabile tider. I weekenden truede den igangværenede brændstofskonflikt mellem Nepal og den evigt kontrollerende og irettesættende storebror, Indien, med at sætte en effektiv stopper for vores afgang, men vores glimrende transportofficer, Gyan, løste heldigvis det dilemma og opsøvede en tankfuld diesel til Hiluxen. Vi nåede da også frem til vores første stop på turen hos vores kolleger, Torsten og Karen, uden problemer af nogen nævneværdig art. Til gengæld fik vi den første mundsmag af varmen i Terai her i forsommeren inden monsoonen sætter ind. Pyha, det er bestemt ikke noget for vores sarte svedporer, der for alvor truede med at bukke under med stress. Bedre blev det ikke dagen efter i Nepalgunj, hvor varmen også lå som en tyk dundyne over det ellers frodige landskab. Ved vores ankomst slog vi et smut forbi endnu en kollegas (Anne) organisation, hvor vi vanen tro blev overdænget med velmenende tikaa (et meget rødt pulver, som i rigelig mængde presses på panden, hvorefter resten lystigt drysser ned på ens nødvendigvis lyse tøj, grrrrrr!!!). Vi indlogerede os hos endnu en kollega, svenske Sara, og nød et om end varmt, så i hvert fald også hyggeligt besøg. Det lykkedes med møje og besvær at holde alle vores frysevare i en tilstand at relativ hårdhed, men det krævede et intrikat og skematisk omarrangeringssystem og alle vores tetrisfærdigheder at få vores kød til at overleve den tre dage lange rejse. Det ligger jo sådan, at vi, så vidt vides, ikke rigtig vil kunne købe en hel masse kød i Silgadhi, hvorfor vi i lighed med resten af DW-korpset har valgt at erhverve en fryseboks til at fragte et ydmygt lager af kød med os fra Kathmandu. Men desværre er det jo ikke altid, at der lige er plads i vore kære kollegers frysere til hele vores pose kød, og så må man jo være lidt opfindsom – eller om det står rent galt fat, tage på et større hotel, som har en passende frysekapacitet til rådighed. Men som sagt gik det lige an at få fragtet det helt frem til Silgadhi, meeeen naturligvis skulle det ikke gå så let, som vi ellers en kort årgang havde begået hybris ved at tillade os at håbe.

Næste morgen kl. 7.00, netop som vi var ved at bakke ud af Saras indkørsel, fortalte hendes nepalesiske underbo os, at der dagen forinden havde været en såkaldt chakka jam (en blokade af vejen pga. en dødsulykke, som de lokale beboere på denne måde forsøger at få undersøgt eller skaffe erstatning til de pårørte) på vores videre vej mod Silgadhi. Vi havde dog ikke hørt noget fra vores sikkerhedsofficer, så vi drog afsted og håbede så blot, at det blot havde været en éndags-foreteelse. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet, men efter at have holdt lidt i kø og set al den offentlige transport blive vinket af vejen af politiet, blev vi allernådigst gelejdet videre pga. vores blå nummerplader. Det forhindrede imidlertid ikke folkemængden i at spærre os vejen, da vi prøvede at liste os forbi blokaden i siden af vejen, men efter lidt fredsommelig parlamenteren lod de os da passere, og så så det hele pludselig lyst ud igen. Vi besluttede ikke at stoppe for at spiste frokost, da ingen af os egentlig havde den store sult eller lyst til dhal baat. Ergo nåede vi frem til Silgadhi efter “kun” 9½ times mere eller mindre uafbrudt kørsel, og efter at have manøvreret Hiluxen ned gennem bazaren og af vejen for en sjældent set ambulance og en fangetransport skulle vi så til den fornøjelige aflæsning af bilen. Nu ville dette normalt ikke være noget synderligt problem, men når man har den halve by som tilskurere til, at man stykke for stykke slæber sine, indrømmet, ganske mange egendele ind gennem en smal gyde og det lille stykke ned ad et par terrasser til vores hus, så synes alle tingene pludselige at blive tilføjet en ubehagelig ekstravægt fra de mange stirrende, bedømmende og til tider noget lange blikke. Det var en meget anstrengende oplevelse på den måde at føle sig bedømt på baggrund af ens komparrativt set overvældende velstand. Vi måtte i første omgang sætte alle vores ting i husets stueetage, da vores landlord med vanlig nepalsisk sans for timing naturligvis havde ventet til sidste øjeblik med at lægge vores flotte nye lysegrønne plastikgulv på (føl venligst den spydige sarkasme). Men vi nåede i hvert fald næsten at få alle vores ting indendøre i husets nederste etage, inden et uvejr af – for en dansker – fuldstændig uvirkelige dimensioner brød løs. De enorme mængder af vand blev fuldt af nogle meget kraftige kastevinde, og i byens kraftigt skrånende bazar ræsede en mindre syndflod ned gennem byen og rev masser af mindre sten med sig. Alt dette var jo nok overkommeligt, men desværre er nepalesisk arkitektur ikke af dansk standard, så da vi først havde fået læsset alle vores ting ind på gulvet i underetagen opdagede vi, at regnen på grund af den kraftige vind var blevet presset ind gennem vinduer og under døre, og at mange af vores ting derfor pludselig stod i en mindre sø. Efter en hektisk redningsaktion og nogle heldigvis relativt begrænsede skader opdagede vi, at også døren ovenpå var blæst ind og at der derfor også her var en mindre sø på vores fine plastikgulv. Nå, men i det mindste havde vores frysevare da tilsyneladende overlevet turen, men det hjælper jo stort, når ens fryser så ikke synes at ville tændes. Og så havde vi ellers fået nok! Ergo tog vi vores frysevare og noget sengetøj og gik over til Karen og Peter for at tigge om lidt fryseplads og husly – hvilket de heldigvis undte os. Jo, vores første besøg her i byen var præget af en usædvanlig grad af både kulde og regn og vores andet besøg startede således med en regnstorm, men så vidt vides har de lokale endnu ingen planer om at brænde os på bålet som onde vejrånder.

Siden denne muntre indledning på vores liv her i Silgadhi er der nu gået lidt over tre uger, og heldigvis har spændingskurven taget et betydeligt dyk siden da. Ikke at der ikke har været masser udfordringer og ikke mindst masser af arbejde i at få vores nye liv proppet ind i nogle behagelige og velfungerende rammer, men vi har været forskånet for flere ubehagelige overraskelser. Jeg er begyndt mit arbejde hos BSS og efter blot fire dage i Silgadhi fandt også Tine fuldtidsbeskæftigelse hos en anden af byens overraskende store antal af NGOer. Hvor BSS er en medieorganisation, der hovedsageligt udgiver et ugentligt nyhedsmagasin (skal forstås i sin mest ydmyge form) og giver træning i diverse journalistiske teknikker til nogle mange lokalt engagerede unge mennesker og organisationer, er Tines organisation, CDC, en uddannelsesorienteret organisation, der blandt andet arbejder med at kvalitetsudvikling af undervisningen i lokalområdet.

Både på vores respektive arbejdspladser og i vores dagligdag har vi allerede fået masser af prøver på nepalesernes famøse manglende evne til at overholde aftaler eller til at gøre noget som helst effektivt. Elektrikere og tømrere dukker aldrig op på det aftalte tidspunkt eller for den sags skyld på den aftalte dag. Heldigvis har dette endnu ikke været et stort problem på vores arbejdspladser, men her ved man til gengæld sjældent, hvad de andre ansatte foretager sig, eller hvor de i det hele taget er, og hvornår de monstro kunne tænkes at dukke op igen. Så selv om vi begge har nogle utroligt gode arbejdspladser med masser af engagerede og søde ansatte og ikke mindst frivillige, kan det være svært at finde noget konstruktivt at fylde sine dage med her i begyndelsen. I mit (Michaels) tilfælde bliver processen med at lære organisationen at kende yderligere problematiseret af, at alt er nedfældet på det lokale skriftsystem, hvorfor al information om organisationen skal overleveres mundligt. Det går da også ok, for når man skal tale sproget hver dag går det hurtigt fremad, men meget går stadig tabt i oversættelsen mellem engelsk og nepalesisk. Det er derfor vanskeligt at få særlig meget konkret arbejde fra hånden, men så kan man jo til gengæld bruge tiden på at udvide sit ordforråd, og kollegerne stiller sig altid beredvilligt til rådighed for at more sig over min seneste spidsfindige udtale eller sætningskonstruktion.

En af de mere påfaldende begivenheder indtil videre var det såkaldte Networking Meeting, som vi for et par dage var på sammen med alle MS’ respektive lokale partnerorganisationer i den vestligste del af Nepal. Hovedtanken bag dette møde var, at organisationerne skulle udveksle informationer og diskutere fremtidige samarbejdsmuligheder, men den underliggende dagsorden var, at to af Silgadhis større NGOer skulle begrave de stridsøkser, som de efter sigende har båret rundt på siden en meget omtalt kontrovers ved byens tempel sidste år. Her havde den laveste kaste omsider fået lov til at komme indenfor i templet, men dette nye tiltag faldt ikke i god jord hos alle og førte derfor til voldelige overgreb, som medlemmer af visse organisationer måske, måske ikke skulle have deltaget i. I hvert fald skulle de to organisationer lære igen at snakke sammen, og det klarer man så ved at holde et ordentligt gilde under påskud af at skulle have et fagligt møde. Med andre ord udviklede mødet sig hurtigt fra at være et seriøste møde holdt på et hyggeligt picnic-sted 15 km uden for byen til at være et regulært æde, drikke og dansegilde. Der var alkohol i massevis og spandevis af mad tilberedt på ægte nepalesisk vis – dvs. i rigeligt mængder olie. Til ca. 20 mennesker blev der brugt ikke én, ej heller to, og naturligvis heller ikke tre, men samfulde fire liter olie. Så er der serveret! Nu var vi jo naturligvis kørt i de tilstedeværende udviklingsarbejderes biler, hvorfor vi måtte holde os fra alkoholen, men det forhindrede os ikke i at blive skubbet ud på “dansegulvet”, hvor vi så skulle give vores bedste bud på de seneste nepalesiske dancemoves. Efter syv timer (mødet startede kl 08.00!) var vi så nogle, der var ved at have fået nok af festlighederne, men da vi luftede ideen om at vi kunne bryde op og senere vende tilbage for at hente resten af selskabet i vores biler, blev det pure afvist, da vi (æresgæsterne) jo end ikke havde fået hovedretten endnu (kun uhyggelige mængder af såkaldte snacks, som man død og pine skal spise af konstant for ikke at såre nogens følelser eller stolthed). Ergo blev vi nødt til at holde ud i endnu to timer, før vi allernådigst fik lov at køre de godt fordrukne nepalesere tilbage til byen. Denne side af den nepalesiske kultur er heldigvis kun marginalt synlig i dagligdagen, men deres tydelige og selverklærede behov for at flygte fra dagligdagens mange bekymringer gennem fest og druk er desværre en grundlæggende problem, der især sætter sit præg på de fattige familiers liv. Her får koner og børn hyppigt tæsk af fordrukne mænd, der drikker familiens (dvs. kvinden og børnenes) magre indtjening op. Det samme gælder naturligvis ikke for vores kolleger, men behovet for eskapisme er det samme, og det sætter os som udviklingsarbejdere i en svær situation, fordi vi på én gang ikke vil fornærme nogen, men samtidig heller ikke er interesserede i at tage del i denne form for repressivt socialt samvær, der kræver, at alle deltager og ingen forlader gildet, før alle er klar. I hvert fald har vi besluttet kun at deltage i sådanne begivenheder på egne præmisser, hvad end dette så falder i god jord eller ej. Den kulturelle sensitivitet bærer os ikke længere end til grænsen for, hvad vores fornuft byder os!

Nå, men for at vende tilbage til dagligdagen, er vores hus efterhånden blevet meget hyggeligt, og når elektrikeren en skønne dag dukker op og sætter de sidste lamper op i stuen, har vi os et yderst brugbart og behageligt hus. Ganske vist lider vi i disse tider lidt under den trykkende varme her op til monsunens begyndelse, da der i vores øverste etage med soveværelse og stue bliver op til 40 grader om dagen og om aftenen sjældent under de 32 grader. Heldigvis har vi da fået erhvervet os en effektiv vifte, som tager toppen af varmen, men ikke desto mindre sætter det da sine spor på lysten til fysisk udfoldelse af selv den mest begrænsede art. Vi har også en utroligt fin have, som vores meget blomsterglade udlejer ivrigt passer og plejer. Han har også sørget for at vores hus også indvendigt er udstyret med en rig mængde planter, da han en dag i sidste uge inviterede os over til sit hus på den anden side af basaren, hvor vi frit kunne vælge mellem hans overdådige antal selvdyrkede planter i krukker. Ved samme lejlighed blev vi (naturligvis) budt inden for til te, og da jeg spurgte til det enorme vildsvin, som han tidligere havde haft i et bur i baghaven, og som nu var erstattet af et babysvin (ja, hvad pokker hedder sådan et i grunden?), og efterfølgende til hans vindrueranke, ja, så gik der kun få øjeblikke før vi fik serveret hjemmebrændt vin og vildsvinekød. Begge dele smagte ganske glimrende måske med den lille indvendelse, at man her af logiske grunde vælger at spise alle dele af dyret, og vi blev i sagens natur beæret med nogle af de bedste stykker vildsvin, hvor lige dele kød, fedt og hud skulle fortærres.

Nå, det bliver det for nu. Vi kan desværre ikke krydre siden med billeder i denne omgang, da internethastigheden her i byen er for lille til den slags forfinede tiltag. Men vi lover at udbedre skaden, når vi i midten af august kommer til Kathmandu næste gang.