Vores nye arbejdsliv

Ja, så er tiden vist ved at være inde til, at jeg (Tine) skal aflægge en lille rapport om det nye arbejdsliv, vi har fået etableret os herude i Silgadhi. Hjemmefra var vi begge indstillede på, at denne tur til Nepal, skulle være et ophold med nogle spændende oplevelser både for os som privatpersoner, men så sandelig også i relation til vores arbejdsliv. Michael var jo, som I ved, sikret job, da det var ham, der i udgangspunktet havde ansættelse hos MS-Nepal. Jeg var derimod i en jokerposition, hvor mulighederne var åbne (hvilket altid er spændende), men fremtiden dermed også var usikker, fordi vi ikke kunne være sikre på, om jeg kunne finde noget spændende at give mig til i denne mærkelig lille bjergby, Silgadhi, som vi ved vores afrejse vidste meget lidt om.

De første 4½ måneder tilbragte vi, som Michael har berettet det her på bloggen, i Kathmandu – Nepals hovedstad. I starten var vi lidt modfaldne ved tanken om, at vi skulle opholde os så utrolig lang tid et sted, som vi faktisk ikke selv havde valgt, da vi blot 2 dage før vores afrejse fra Danmark var blevet oplyst om, at den træning vi i udgangspunktet havde fået at vide ville tage to måneder i stedet ville vare til midt i maj. Vi syntes i udgangspunktet, at Kathmandu var et larmende og beskidt sted, som tidligere havde vist sig hyggeligt at besøge som turist, men som vi absolut ikke havde noget behov for at leve i fast. Alligevel viste det sig at blive nogle gode måneder i Kathmandu, hvor vi dog blev mere og mere spændte på endelig at komme ud til dette myteomspundne sted – Silgadhi – hvor vi skulle tilbringe de næste to år af vores liv. Jeg fik desuden mere og mere kriller i maven ved tanken om, at vi skulle flytte ud til byen, uden at jeg ville være i stand til på forhånd at etablere en kontakt til en arbejdsplads. Jeg syntes desuden, at det var ret anstrengende hele tiden i de 4½ måned at være deltagende spouse til alle arrangementer. Nepal er et uland, hvor noget af det, man bl.a. er ved at udvikle, er en forståelse af, at kvinder er selvtænkende individer, der kan bidrage til samfundet på lige fod med mænd. Således levede jeg i over fire måneder som arbejdsløs kvinde i en kultur, hvor det at være kvinde er lig med at føde børn og passe hjem – og det syntes jeg til tider var anstrengende, fordi det i nepalesernes øjne degraderede mig til en uinteressant skabning, som burde leve i skyggen af sin mand, hvilket min situation også delvist tvang mig til – et sammentræf jeg følte ret ubehageligt, trods det at Michael og jeg selvfølgelig havde samme forhold til hinanden, som vi altid har haft.

Nå, men pludseligt var de 4½ måned gået, og vi stod i vores nyerhvervede hus i Silgadhi. Her var smukt og huset havde mange potentialer, som vi så frem til at udnytte med en god og hyggelig indretning. Samtidig havde jeg selvfølgelig i baghovedet, at dette hus hurtigt kunne komme til at udgøre hele mit liv, hvis jeg ikke relativt hurtigt fik etableret mig et arbejdsliv. Tre dage efter at vi var ankommet, gik jeg derfor på besøg hos en organisation, som jeg havde haft i kikkerten siden vi tidligt i forløbet var på besøg i Silgadhi. Organisationen hed Community Development Center (CDC) og arbejdede med udvikling af bl.a. uddannelse i Doti distriktet. Jeg fik skaffet mig et møde med chefen for organisationen, og ca. en halv time senere forlod jeg stedet med aftale om at komme tilbage dagen efter for at starte som ‘educational advisor’ med fokus på deres nyeste projekt om udvikling af kvalitet i undervisningen. Jeg tror, at jeg nærmest dansede ned af basaren den dag til vores lille hjem, som pludselig havde fået en noget mere passende rolle i mit fremtidige liv. Hvor var jeg glad for at have fundet en arbejdsplads, som ikke alene var meget interesseret i at samarbejde med mig, men ligeledes kunne tilbyde præcis det, jeg hjemmefra havde drømt om at få lov til at arbejde med – nemlig udvikling af uddannelsessystemet i Nepal.

Den aften blev der festet i det lille hus i ‘bakkerne’ i Nepal og skålet i noget af den rødvin, vi havde bragt med os fra Kathmandu.

 Michael kom godt i gang med sit arbejde i medieorganisationen BSS, som viste sig at være meget præget af mange frie valgmuligheder og en forventning om egne initiativer, som udfordrede ham fra første dag. Han blev hurtigt udråbt til ‘ekspert’ på en mængde felter og blev spurgt til råds om alverdens ting meget hurtigt i forløbet. Desuden var og er der til stadighed en del arbejde for ham i sammen med de andre DW’er i regionen at forsøge at få de fire MS-partnere i Far Western Nepal til i højere grad at samarbejde – således havde han fra start nok at se til og tænke over.

Mit arbejde var mindre planlagt, og derfor vidste jeg fra start af ikke helt, hvor meget jeg skulle forvente, men jeg fandt hurtigt ud af, at man på CDC forventede at se mig hver dag og gjorde meget for at inkludere mig i organisationens arbejde og udnytte, at man havde fået fingrene i en dansk akademiker, der havde nogle helt nye ting at bidrage med. Således gik de første uger med læsning af en mængde rapporter, der gav mig indsigt i organisationens tidligere projekter og de planer, man havde lagt for fremtiden. Desuden deltog jeg i en del møder med organisationens netværk og de folk, der dagligt arbejder med at implementere de mange nye initiativer taget af CDC. Efter et par uger blev der ligeledes tid til, at jeg kunne tage på mit første ‘field visit’ til en af distriktets skoler ca. 2 timers kørsel og 1,5 times vandring fra Silgadhi. Ja, det er noget andet at holde kontakt med sit netværk her, hvor der er så langt mellem distriktets mange skoler, og hvor veje egnet for biler er en absolut mangelvare, men det var en stor fornøjelse at kunne vandre i Nepals smukke, smukke natur og vide, at dette faktisk var del af ens arbejde. Besøget på Ram Sita High School i Uchchakot bragte meget nyt med sig. For det første var jeg rørt over den opmærksomhed jeg blev givet og den betænksomhed jeg blev vist. CDCs bestyrelsesformand er tidligere leder af Ram Sita og at se denne noget ældre herre springe engageret rundt i bakkerne for at vise alt frem og på halvt nepalesisk halvt engelsk forklare mig om stedet og dets oprindelse var en oplevelse, som man sjældent støder på en lignende af i ens alm. liv i DK. Han var en meget vidende mand, der gennem sit liv havde set mange forandringer bl.a. maoisternes angreb på dele af skolen, hvor alt af værdi var blevet brændt ned, til trods for, at skolen og det samfund der var bygget op omkring den, udelukkende havde til formål at forbedre lokalbefolkningen levestandart – noget som jo burde være helt i tråd med maoisternes idealer om ligeværd og folkets ret. Det var en meget givende dag, der dog samtidig for mig var en fin balancegang mellem uendelig udmattelse og uophørlig interesse for det, der foregik omkring mig.

På besøget til Ram Sita så jeg de meget primitive kår, børn i denne egn af verden går i skole under. Skolen var en ok bygning, men klasseværelserne var trods skolens ry som en af de bedre og klart mest velhavende meget skrabede med blot betonvægge og -gulv tilført meget basale træbænke til eleverne og en simpel tavle til lærens brug – her var ikke midler til noget ud over det allermest nødvendige. Desuden bar omgangen mellem lærere og elever meget præg af, at lærerne ikke havde en omfangsrig pædagogisk baggrund og heller ikke den store indsigt i fx barnets udviklingstrin og betydningen af interaktive læreprocesser. Dette var en meget anden og langt mere fattigt side af Nepal, end den jeg så, da vi boede i Kathmandu tidligere på året.

På en lignende tur til tre af distriktets andre skoler i den afsides beliggende by Kapallekhi så jeg eksempler på, hvordan vestlige landes hjælp til u-lande kan give sig udslag. Jeg var på besøg på en lille primary school, der fungerede under ret primitive forhold, da en klokke pludselig ringede og små bedårende nepalesiske skolebørn, kom væltende ud fra klasselokalerne omkring mig. Det viste sig at klokken betød, at deres gratis måltid mad blev serveret.

  

Uddelingen af mad foregik på den måde, at børnene stillede op på lange rækker i skolegården, nogle have små bliktallerkener, andre havde blot et skolehæfte eller et stykke papir i hånden, som maden kunne serveres på. Nu fik børnene så efter tur serveret en skefuld mad bestående af en besynderlig substans – ud fra udseendet kunne jeg ikke umiddelbart genkende det serverede som mad, men fik at vide at det var god og næringsrig mad bestående af kerner og gryn oprørt med ghee (en klaret smørlignende substans lavet af enten dyre eller plantefedt). Jeg må indrømme, at maden i mine øjne ikke lignede noget, der var værd at løbe efter, som disse børn havde gjort det, og den slog mig heller ikke som et særligt attraktivt tilbud til små sultne børn, men det var tydeligt at læse i deres ansigter, at dette var dagens højdepunkt, og således slog jeg mig til tåls med en indre retfærdiggørelse om, at der jo også var forskel på danske og nepalesiske madvaner og at dette måske var et godt måltid i nepalesisk kontekst. Det skal i samme åndedrag siges, at nepalesere elsker deres nationalret kaldet dal bhat, der består af ris med en tilhørende linsesuppe og nogle få grønsager til – denne ret spises flere gange om dagen i vores nye og midlertidige hjemland, og vi har til dato ikke mødt en nepaleser, der ikke sværger til at indtage denne ret flere gange på daglig basis. Michael og jeg har ikke den store kærlighed til retten, som vi ellers ofte udsættes for, og som da også (skal det retfærdigvis nævnes) svinger meget i kvalitet fra helt forfærdelig og på grænsen til uspiselig til ganske udmærket uden dog at være særlig spændende. Med denne viden i baghovedet var det måske ikke så underligt for mig at disse børn kastede sig tilnærmelsesvis frådende over noget, der for mig fremstod nærmest uspiseligt.

Efter at have stået og iagttaget dette noget bizarre syn et stykke tid, blev jeg kaldt ind på lærerværelset, hvor en af lærerne tilbød os (mine turfæller og mig) noget af denne spise, jeg må tilstå, at jeg skyndte mig høfligt at afslå med en indre undskyldning om, at jeg jo ikke skulle spise det mad, der var tiltænkt de stakkels sultne børn. Mens mine fæller (med tilsyneladende appetit) spiste, kiggede jeg mig omkring på lærerværelset, der i øvrigt ikke var et lærerværelse, som vi kender det fra danske skoler, men en noget mere beskeden indretning efter et princip om det forhåndenværende. I et hjørne af dette lokale lå en mængde sække, som jeg kiggede lidt nærmere på, og minsandten om der ikke med store fine bogstaver stod “GIFT OF DENMARK – World Food Program”.

Ja, så måtte min nysgerrighed jo styres, og jeg spurgte en af lærerne, hvad det dog var for noget spændende mad, de havde liggende i store sække sponsoreret af mit moderland. Det viste sig, som min læser måske har gættet, at det bidrag, som Danmark kunne tilbyde denne skole, var den sunde og næringsrige substans, som børnene flokkedes om i skolegården. Den ghee, som den dansk sponsorerede kornblanding blev omrørt med, var ved nærmere eftersyn en “GIFT OF GERMANY” – gad nok vide, hvad denne fordeling siger om henholdsvis Danmark og Tyskland. Er vi det solide og næringsgivende stof, som kun hænger sammen ved hjælp af en fedtet masse repræsenteret ved Tyskland? Nå, men uanset hvad, var det en interessant opdagelse, der på en eller anden vis for mig håndgribeliggjorde den hjælp, Danmark yder til ulande rundt om i verden. Det program, som World Food Program støttede med denne mad, havde til formål at motivere familier til at indskrive deres børn i skole. At få forældre til at prioritere deres børns skolegang er ret vanskeligt i vores distrikt (Doti), hvor mange familier er afhængige af den arbejdskraft børnene udgør, når der skal arbejdes i marken og hjemmet. Hvis familiens børn ikke hjælper til, kan det nemlig være vanskeligt at skaffe nok mad på bordet til, at alle familiemedlemmer kan overleve. For at få forældrene til at sende deres børn i skole blev de med hjælp fra World Food Program tilbudt, at deres børn ville blive givet et gratis måltid mad, hvis forældrene lod dem indskrive i skole og sørgede for, at børnene mødte op – ja, det vidste sig faktisk også, at de små tallerkener, som nogle af børnene havde, også var en del af programmet. Hertil tilføjede min chef dog, at der havde været nogle problemer med, at skolerne ikke udleverede tallerkener (og til dels heller ikke mad) til lavkaste børn, og dermed gjorde programmet finansieret af World Food Program særdeles diskriminerende. Det skulle dog været et problem, som efterhånden var blevet afhjulpet ved diverse lokale NGO’ers indblanding.

Nu sidder jeg så d. 10 juli på kontoret og lægger sidste hånd på et proposal, der skal sendes til CDC’s finansielle partner Save The Children Norway og til Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i Kathmandu i håbet om, at begge organisationer er interesserede i at støtte vores projekt. Vi har i CDC udviklet et program, der skal arbejde med forbedringen af undervisningens kvalitet ud fra fire tilgange, nemlig: En større forståelse hos lærere og skolens ledelse af barnets udviklingsniveauer og af hvad man kan forvente af børn i forskellige aldre, træning i moderne læringsstrategier, der skal give lærerne en bedre forståelse af, hvilke læringsmiljøer der vil kunne optimere forskellige elevers læring, en ret ny ide om, at Nepals seneste omstrukturering på regeringsniveau til et demokrati skal kunne spores på lokalt niveau fx ved at træne lokalbefolkningen i ‘freedom of Speech’ og give dem redskaber til at blive mere selvsikre og kritisk tænkende individer, der er mere tilbøjelige til at deltage aktivt i samfundets udvikling, og ved de har ret til at blive hørt – denne proces regner vi med at motivere, ved at bidrage til at gøre skolerne til en slags forbilledlige, demokratiske institutioner, der træner befolkningen i at gøre sig gældende, når der skal tages beslutninger, som elever, forældre lærere mm. Sidst men ikke mindst vil vi med programmet forsøge at bidrage til at skabe en tættere relation mellem skole og samfund, så børnene og de unges uddannelse kommer til at stå i tættere relation til de behov lokalsamfundet har. I denne forbindelse vil vi hjælpe med at gøre de enkelte skoler bedre i stand til at udnytte, at 20 % af det nationale pensum er muligt at udvikle individuelt fra skole til skole, så det er mest muligt gavnligt for lokalbefolkningen i det pågældende område og at resten af pensum kan justeres, så det bliver mere relevant og nærværende for de studerende. Desuden vil vi støtte brugen af en erhvervsvejledning, der kan hjælpe de unge med at få en karriere i gang, som man umiddelbart kan finde brug for i det lokale samfund. Programmet er meget ambitiøst, men vi regner med at kunne justere det efter, hvor meget støtte vi bliver tildelt, således at vi fx i udgangspunktet kan arbejde med nogle få skoler eller VDC’er (Village Development Commities) og først på et senere tidspunkt bruge erfaringerne fra disse skoler og samfund til at videreudvikle projektet og udvide dets udbredelsesomfang.

Det er meget spændende for mig at få lov til at arbejde med læring og skolesystemer på denne nye og fra Danmark meget anderledes måde. Det kræver nemlig både en meget stor lydhørhed overfor mine kolleger, der er dygtige og meget erfarne nepalesere med en stor indsigt i den lokale kultur og en konstant kreativ, tankemæssig afsøgning af muligheder for udvikling, der er meget spændende og udfordrende. Det er dejligt at føle, at man bliver givet en masse ansvar og at ens vurderinger tæller, men samtidig er dette også nervepirrende, at ens beslutninger har meget stor konsekvens for mennesker, der i forvejen kun lige klarer sig igennem livets udfordringer og derfor ikke har råd til at blive slået ud af kurs på grund af en eller anden danskers mærkelige påfund og ‘friske’ ideer. Samtidig er der naturligvis også den konstant tilstedeværende faktor, at det nepalesiske samfund og især arbejdsmæssige miljø har ganske andre spilleregler end det danskes. Dette betyder, at man nogle gange må trække vejret meget dybt, for ikke at få stress over den måde, hvorpå ret enkle ting bliver kompliceret på, eller sagt på en anden måde – ting man troede var ret enkle bliver nogle gange ret komplicerede, inden de nærmest er begyndt. Således måtte jeg i går morges konstatere, at min chef ikke havde ringet i weekenden og givet mig nærmere informationer om mandagens konference og ungdomskulturer, som han havde lovet, hvilket betød, at jeg først omkring kl. 8 fik et opkald (dette var det egentlige starttidspunkt for konferencen), hvor han sagde, at nu var han nået frem til afholdelsesstedet, og at jeg var meget velkommen. Jeg spurgte ham så, hvordan han syntes, jeg skulle finde frem til stedet, nu da hele personalet var taget af sted uden mig – hvorefter han sagde, at han lige ville ringe lidt rundt. Så gik der endnu en halv time, hvorefter en ung fyr fra kontoret kom og hentede mig ved vores hus og førte mig op på basaren, hvor en anden fyr fra kontoret ventede på at køre med mig ned til konferencecentret. På vejen derned blev vi så mødt af en tredje fra kontoret, der havde kørt os i møde på motorcykel for at guide os frem. Således mødte jeg (som ellers hader at være for sendt på den) frem som den sidste og måtte konstatere, at alle andre deltagere kun ventede på, at jeg skulle møde op. Havde dette nu været i DK, kunne jeg være kommet med en kommentar, der kunne forklare situationen for resten af selskabet, men da mit nepalesiske ikke lige er til antydende kommentarer, måtte jeg bare bide i det sure æble, smile imødekommende og sige “Namaste” – en noget indviklet start på en ellers spændende dag.

Som I sikkert kan læse af den ovenforstående beretning, er det aldrig kedeligt at være bosiddende i Nepal, og vi nyder vores liv her. Vi oplever en mængde ting, som man ikke ville opleve hjemme og får mulighed for (for en tid), at være del af hvad der synes en helt anden verden end den danske. Det er lykkedes os begge at komme godt i gang med noget spændende arbejde, der fylder meget i hverdagen og tilfredsstiller vores behov for udfordringer af forskellig slags. Desuden har vi en del fritid, hvor vi på forskellig vis udnytter, at vi lige nu (sammen med et andet dansk par, hvis selskab vi ofte nyder godt af) bor i, hvad der for os synes at være, en af verdens smukkeste lande og inden for dette lands grænser er blevet udstationeret i en by med en utrolig placering i 1300 meter over havet i ‘bakkerne’ på kanten af Himalayabjergene.

Således “alt vel” herfra.