(En lettere omtåget Tine på spadsertur omkring Tansen.)
Ja, det var vel det, der skulle til. En god naturkatastrofe med masser af dramatiske billeder med høj chokværdi og pludselig dukker Nepal op på de danske TV-skærme lige midt under hr. og fru. Danevangs aftensmåltid. Jo, nyheden om, at den øjeblikkelige “katastrofetilstand” i Nepals lavland er blevet præsenteret for den danske befolkning via de televiserede nyhedsmedier, er også nået tilbage til oprindelseslandet – i hvert fald til os danske udviklingsarbejdere. Det er jo ikke hverdagskost, at Nepal opnår omtale i dagspressen i vores lille rige. En god massakre i kongehuset eller en naturkatastrofe af tilpas utilpashedsfremkaldende proportioner lader til at være kriteriet i disse tider for at få lidt skærmtid. Og selv om vi af årsager, som nedenfor skal forklares nærmere, ikke har haft muligheden for at granske indholdet af omtalen i de danske medier nærmere, så kunne man vel gisne om, at der i hvert fald i dette nyhedsindslag også er faldet en enkelt bibemærkning om den globale opvarmning for ligesom at få det sat ind i en genkendelig og relevant kontekst. Nå, men det er jo ikke noget nyt, at medierne derhjemme har det med at være noget eurocentristiske (og jo, i denne centrisme inkluderes den politiske førerhund, USA, også), og at verdensnyheder som regel har det med at være fokuseret på tragedier af en passende størrelsesorden. Men når nu man opholder sig midt i “katastrofeområdet”, så bliver mediernes selektivitet stillet i et nyt og ikke særligt flatterende lys. Lad mig forklare nærmere ved at starte ved begyndelsen:
(Et af de mere praktiske køretøjer på vej ud i vandmasserne og lidt reklame for Kina og det kommende OL.)
Det forholder sig således, at vi i den sidste lille uges tid har opholdt i begivenhedernes centrum, eller med andre ord landets andenstørste by, Nepalgunj. Byen ligger i lavlandet nær den indiske grænse, og så vidt vi er informerede, er det netop området heromkring, som er hårdest ramt af monsoonen (ironisk nok begynder det netop i dette øjeblik af styrte ned igen, efter der ellers har været over et halvt døgns ophold siden den sidste skylle). Oversvømmelserne heromkring har efter sigende været de værste i over 20 år, og tusinder af hjem står stadig under vand eller er ganske enkelt skyllet væk. Dette betyder naturligvis også i et land som dette, at der desværre er mange dødsfald enten direkte forårsaget af de voldsomme vandmassers huseren eller indirekte af følgesygdomme hovedsageligt forårsaget af manglen på rent vand og fødevare.
(Nepaleserne i overraskende godt humør på vej til og fra deres oversvømmede hjem.)
Vores egen oplevelse af at have været fanget i kriseområdet har dog været meget skånsom. Vi tog for efterhånden 11 dage siden afsted fra Silgadhi, fordi jeg skulle til et møde med mit Community Radio Topic Team i Tansen, som ligger to dages kørsel mod øst. Vi drønede altså lystigt ned fra bjergene og gennem en del af lavlandet, Terrai, for så er køre op i bjergene igen en 400-450 kilometer længere henne ad east-west hovedvejen. Vi havde været nødt til at tage afsted en dag før beregnet, da der vanen tro var problemer med bandaer hist og her. Ergo havde vi en ekstra dag i Tansen inden mødet, som vi tilbragte med at nyde de nye omgivelser – en tiltrængt forandring efter to måneder i vores lille og meget hyggelige, men til tider også lidt stillestående og isolerede bjergby. Mødet forløb på udmærket vis, og dagen derpå startede vi hjemturen og trillede igen nedad for at tilbringe natten ved to kolleger og nybagte forældre i Butwal (og jo, de har rent faktisk undfanget og født deres barn hernede) lige ved hovedvejen.
I modsætning til i Silgadhi, hvor regnen hidtil havde ladet vente noget på sig, var den i denne del af landet allerede godt i gang, og opholdet i og turen ned fra bjergene havde da også været præget af meget og til tider ganske kraftig regn. Men det var først, da vi forlod Butwal for igen at begive os mod Nepalgunj, at regnen for alvor begyndte at påvirke landskabet. Langs vejene lå marker og også huse mange steder under vand, men vejen var heldigvis intakt, og selv om der visse steder lå en del vand på kørebanen, var der ingen nævneværdige problemer med at komme frem. Regnen fortsatte dog ubønhørligt med af falde over det i forvejen mættede landskab, og efter at have overnattet ved en kollega i Nepalgunj begyndte problemerne så småt at vise deres små ondskabsfulde hoveder.
(Michael bestrider én af de mange intermistiske overkørsler over de lige så intermistisk hakkede kanaler i vejene.)
Den næste dag ville vi køre ned for at spise lidt morgenmad på en nært beliggende restaurant, men hovedgaden i Nepalgunj var efter nattens vedholdende skylle nu voldsomt oversvømmet. I vores Hilux kunne vi dog godt møve os igennem, indtil vi måtte stoppe, fordi “nogle” (hvorvidt det var myndighederne eller maoister eller nogle helt andre vides ikke helt) havde besluttet at hugge vejen op for at vandet kunne slippe igennem. Ergo måtte vi vende om, men inden vi kørte tilbage, parkerede vi bilen og bevægede os derefter lidt længere ned ad vejen til fods for at besigtige situationen. Det var muligt at komme frem til fods på hovedgaden, men mange stedet gik man i vand til godt op på skinnebenene. Valgte man imidlertid af forlade den højtbeliggende hovedgade for at bevæge sig ned til den lavere beliggende butikker eller beboelsesejendomme, gik man hurtigt i til livet eller højere, hvorfor vi naturligvis blev, hvor vi var. Nepaleserne vandrede derimod mere eller mindre upåvirket ind og ud af sidegaderne eller kørte rundt i rickshaws, kørt eller oftere trukket af hårdt kæmpende rickshawførere. Og beretninger fra de mange UN-folk her i byen maler et endnu værre billede af forholdene i de små landsbyer i områderne omkring byen og i tilstødende distrikter. Uden for Nepalgunj går folk mange steder rundt i vand til halsen, og som nævnt har der også været en del dødsofre, og dette rammer som altid de fattigste, der lever de mest udsatte og isolerede steder og ikke har midlerne til at skaffe hjælp eller hjælpe sig selv eller deres familier.
Nu sidder vi så her i byen på sjette dag. Vi er flytte på hotel med generator, som ganske vist i skrivende stund er brudt sammen for hvem ved hvilken gang, og lider ingen nævneværdig nød bortset fra lidt hotelkuller. Jeg skulle i dag og i morgen have været til et stort regionalt møde i en by nær Silgadhi (læs; to timers kørsel), men det når vi nu definitivt ikke frem til. For tre dage siden fik vi klarmelding fra vores sikkerhedsofficer og prøvede derfor at nå frem til Dangadhi, den sidste store by, inden man drejer op mod Silgadhi, som ligger seks timers kørsel oppe i bjergene. Efter to timers kørsel kom vi imidlertid midt i Bardia Nationalpark til en passage i vejen, som ganske enkelt var væk. Vejen i Bardia er mange steder bygget som en vold, men desværre har ingen tænkt på at lægge effektive dræn ind i denne vold, hvilket vil sige, at når trykket fra vandmasserne på den ene side – den side hvor bjergene ligger på – bliver for stort, presser det simpelt hen den svageste del af volden tilbage og dermed forsvinder vejen så også. I dette tilfælde var der et fem meter bredt og tre meter dybt hul i vejen, som her tre dage efter endnu ikke er blevet udbedret, da regnen gør arbejdet umuligt.
(Tine i mere omgængelige vejrforhold her i Silgadhi – klædt på til en dag på jobbet.)
Nu er der så gået endnu en dag, siden det overstående blev forfattet. Computeren kunne jo kun klare sig et begrænset stykke tid efter generatoren satte ud i går. Denne gang viste det sig desuden, at det dybt forældede maskineri (altså generatoren) ikke sådan bare lige kunne repareres, hvorfor nye gamle generatorer måtte lejes, dog kun for straks at bryde sammen igen, så snart de havde kørt et par timer. Men i løbet af natten kom der da gang i den livgivende loftvifte igen…pyha.
Nå, men i dag fik vi så endnu en gang at vide, at vi godt kunne begive os afsted mod Mahendranagar nær den indiske grænse, som nu er vores nye endemål. Her skulle vi i morgen meget gerne hente to venner, der kommer over land fra Delhi og skal med op på besøg i Silgadhi en uges tid. Men som altid lurer der et, ja, MEN. For knap var vi kommet en times kørsel uden for byen, før vi endnu en gang stødte på en forhindring. Denne gang var det ikke naturkræfterne i sig selv, der havde spoleret vores muligheder for videre fremfærd, men nepalesernes ikke altid lige velovervejede planlægning. Denne gang havde “nogle” så besluttet at hakke selve Nepals eneste hovedvej op lige midt i “myldretiden” for at lave en af disse ellers ganske bevendte afvandingsrender. Ergo sad vi pludselig i en kø og ventede, men efter kort tid fik vi så at vide, at det gammelkendte hul lidt længere ude af vejen i Bardia heller ikke var repareret endnu, hvorfor vi endnu en gang måtte vende snuden tilbage mod Nepalgunj. Her befinder vi os nu, igen, og problemet er så, at hvis ikke vi kan slippe igennem i morgen, har vi to venner, som sidder fast i Mahendranagar og bare kan vente på vores ankomst. Men vi kan hverken gøre fra eller til, så vi må jo ta’ det, som det kommer. Til gengæld kan vi ikke lade være at grue lidt for, hvordan det går om halvanden uges tid, hvor vi skal forestille at køre hele turen ind til Kathmandu for at deltage i nogle kurser og møder.
Summa summarum: Situationen heromkring er ganske alvorlig, og mange mennesker lider alvorlig nød pga. vejrligets ekstreme udsving. Men grunden til mit lille opstød i denne teksts begyndelse er, at der altid er masser af problemer her i landet. Den politiske situation er dybt kaotisk, og interkulturelle og –etniske konflikter præger store dele af landet hver eneste dag. Men dette hører man ikke noget om, og selv under konflikten (dengang konflikten var en samlet og monolitisk størrelse, som trods alt i al sin kompleksitet var nemmere at forholde sig til) hørte man stort set aldrig et pip om det i den danske presse. Men nu er naturkatastrofer jo en varm kartoffel i disse tider, så det kan godt få lidt skærmtid, mens de blivende og tilbagevendende problemer, som måske rent faktisk kunne afhjælpes, og som ubetvivleligt kræver langt større og flere ofre i det lange løb, højst bliver præsenteret i form af en lavbudgets dokumentar vist på DR2 kl. 23.35 onsdag aften. Men sådan er det jo. Det ved vi alle udmærket godt, men når man så pludselig står midt i skidtet, og lever sit daglige liv i disse omgivelser, så kan man godt blive lidt arrig i hovedet over det noget selektive barometer, som styrer, hvilken type informationer eller “nyheder”, der skal sendes ud til de danske husstande. Jeg kan forstå, hvorfor det forholder sig, som det gør. Jeg kan måske sågar acceptere det… men ikke nødvendigvis stiltiende.
