Et alsidigt Nepal

Ja, der er gået en del tid, siden sidste indlæg blev lagt ind på vores side – men vi trøster os med, at I vel ved, at intet nyt er godt nyt. Grunden til manglen på nyt er nemlig: at vi har haft mange ting at tage os til i sensommeren/efteråret 2007, og det har været en skøn fornemmelse at have meget at rive i. Som overskriften antyder, har de sidste måneder for alvor ladet os se mange forskellige sider af det land, som vi i øjeblikket kan kalde vores hjemland. Det har været utroligt interessant at se så mange aspekter af landet, men september og oktober i år har også været en tid med øjenåbnende oplevelser af den massive ulighed, som er så utroligt nærværende og bekymrende for fremtidsperspektiverne for størstedelen af befolkningen her i Nepal.

Politisk udsættelse

Først bør jeg måske for en ordens skyld nævne, at det valg til den konstituerende forsamling, som skulle have været afholdt her i november, allerede i begyndelsen af oktober blev aflyst af regeringen. Det er nu uklart, hvornår afstemningen bliver en realitet, og dette er naturligvis i sig selv trist i et land, hvor lyse fremtidsudsigter er noget man kigger langt efter. I første omgang medførte aflysningen, at vi lidt spændte afventede en reaktion fra landets mindretalsgrupper, som ellers nok plejer at kunne give deres utilfredshed til kende, men der skete ikke det store. Der var nogle demonstrationer i Kathmandu, der viste, at folk stadig følger med i den politiske udvikling, men det blev ikke til de store voldligheder – heldigvis.

I går skete der så det for Nepals regering sjældne, at man vist rent faktisk gjorde lidt fremskridt eller i al fald træf en beslutning. Et af maoisternes stående krav igennem den mangeårige konflikt har været, at landet skulle erklæres som republik, og at kongen definitivt skulle fratages enhver ret til at kunne regere landet. I den gamle og også den knap så gamle konstitution (ja, undskyld sprogforvirringen – grundlov hedder det vist på dansk) har man bevaret en klausul, der giver kongen magt til at overtage styringen af landet, hvis han finder, at den siddende, demokratiske regering har mistet kontrollen med riget. Dette har han af flere omgange benyttet sig af. Med hærens magt har han overtaget landet og ikke mindst pressen, som er blevet tvunget til at formidle hans version af sandheden, mens han i fred og fordragelighed, så har kunnet landsforvise eller myrde løs på sine modstandere. Så vidt vi har kunnet forstå, har man vist nu besluttet endegyldigt at fratage ham denne ret, og ændre Nepals status fra et kongerige til en republik. Dermed nærmer vi os forhåbentlig også en realisering af den konstituerende (altså grundlovsgivende) forsamling, og dermed et helt grundliggende skridt i retning af et demokratisk og noget vigtigere fredeligt Nepal.

The Heritage trail

Det næste, der skete for team Bødtkjer, var, at vi den 9. oktober tog en jeep nordpå fra Kathmandu for endelig efter 9 måneder i Nepal at holde vores første officielle ferie. Som I måske ved, var en del af vores motivation for i sin tid at takke ja til tilbuddet om en udstationering i Nepal, at vi er vilde med landet natur og havde nogle dejlige minder om en imødekommende og behagelig befolkning fra vores tidligere rejse(r) i landet. Nu kunne vi så efter 9 måneders ‘hverdag’ i Nepal tage på en rejse som turist á la de gamle dage, og det glædede vi os meget til – ikke mindst fordi vi jo som bekendt er ihærdige trekkere.

Vi begyndte vores tur med at køre op nær en by ved navn Dunche – nær fordi regntidens store vandmængder havde vasket vejen væk nogle km før byen, hvorfor vi måtte starte vores vandretur fra dette sted. Det viste sig, at et par store maskiner var ved at genetablere vejen, hvorfor vi måtte kravle ovenom vejen for at komme forbi det punkt, for arbejdet gik for sig – en start, der tilførte et mudret islæt til vores ellers meget nyvaskede påklædning og således gav os det nødvendige ‘brugte’ look.

 

Turen gik først otte dage ad en rute, som bliver kaldt The Heritage Trail. Her kom vi tæt ind på livet af den nepalesiske bjergkultur i form af tamangfolket, som lever i stort tal i denne del af landet. Tamangfolket er set med vores (ikke så trænede) øjne tibetanske af udseende, idet de har de karakteristiske flade ansigtstræk, er buddhister og at deres kvinder klæder sig i den meget smukke (ganske avancerede) og karakteristiske slåom-kjole, som vi kender fra vores andre treks i Nepals bjergrige egne og fra det buddhistiske Boudhanath nær Kathmandu. Alle turens otte dage bød på megen traven op og ned, da vi her på begyndelsen af vores trek langt det meste af tiden befandt os under 3000 m.o.h. hvor den nepalesiske natur er karakteriseret af talrige bakkedrag klædt i frodig bevoksning. Således fik vi pudset bjergformen af og måtte konstatere, at det stadig for os er meget tilfredsstillende i perioder at leve ud af en rygsæk med dage, der hovedsageligt består i at stå op spænde travestøvlerne på og begive os afsted ad den aftalte sti mod dagens mål. Den type af hjernetømning, som denne form for livsstil medfører, er fantastisk, og vi glædede os begge over at have masser af tid til at snakke sammen om alt og intet, efterhånden som det faldt os ind. Denne del af vores ferie bød desuden på masser af smuk natur kendetegnet af en betagende frodighed, skønt tempereret vejr, rigtig gode stier og ikke mindst lange smukke udsigter, hvor det hele tiden var muligt, at orientere sig ud fra steder vi havde været, eller var på vej hen. Trekkets kulinariske oplevelser blev som regel indtaget i private køkkener, hvor komfuret var et lerklinet ildsted med to brændefyrrede ’blus’, hvorover imponerende om end kun fåtallige retter kunne fremstilles. Som grundregel kunne disse retter identificeres som dal bhat, som er Nepals nationalspise, og noget som vi i almindelighed bliver ret hurtigt trætte af, men under disse omstændigheder var det os en udsøgt fornøjelse at mæske sig i bjerge af lokal ris, skåle af linsesuppe, beskedent grønsagstilbehør og lækkert tibetansk brød, som vi aldrig i livet selv ville have kunnet fremstille under de givne forhold. Familierne, hos hvem vi fik maden serveret, var fattige (sikkert blandt landets fattigste) og deres levestandart var set med vestlige øjne begrænset til meget få midler. Alligevel virkede livet i dette område meget idyllisk og ligetil i al sin enkelthed og befolkningen var smilende og glade, som vi sjældent har oplevet det andre steder i verden. Da vi jo efterhånden kan bryste os af at kunne lidt nepalesisk, fik vi ligeledes mulighed for at snakke lidt med de familier, vi boede hos, og de var meget imødekommende og forstod vores nepalesiske med en selvfølgelighed, vi ikke tidligere har oplevet her i landet. Efter at have levet i Nepal i 9 måneder var det utroligt spændende at tage sig tiden (når muligheden nu oplagt bød sig) til at snakke med nogle af de mennesker, som burde være målet for vores arbejde – nemlig ‘de fattigste af de fattigste‘, som er Mellemfolkeligt Samvirkes erklærede målgruppe. Vi boede blandt andet hos en bedstefar på et par og halvtreds som udtrykte sin bekymring over, at hans landsmænd mindre end 200 km. fra hans bopæl (i Kathmandu) bygger skyskrabere og fashionable indkøbscentre, mens han og hans egnsfæller end ikke har råd til at sende egnens børn i gode (og dermed private) skoler. Han fortalte, at et barns skolegang på privatskolen i Dunche i en måned koster 3200 rupees, hvilket med en kurs på knap 12 svarer til knap 267 kr. Når man dertil tager i betragtning, at mange af disse mennesker overlever ved at være selvforsynende og ikke har den store pengemæssige indkomst (den gennemsnitlige dagløn for en nepaleser er 7 dkr.), er der ikke overraskende meget lange udsigter til en sådan uddannelse for tamangfolkets børn.

Som I kan forstå, var disse første otte dage ikke blot dejlige på grund af den gode trekkingoplevelse, men også fordi de gav os et indblik i Nepal, som vi indtil nu ikke tidligere havde oplevet. I denne første del af vores rejse mødte vi på intet tidspunkt andre turister, men havde naturen og kulturen helt tæt på – og helt for os selv.

Langtangtrekket

Efter denne spændende start på vores tur begav vi os ad en øvre rute fra the heritage trail over på det trek, som kaldes Langtangtrekket. Trekket ligger ikke overraskende i Langtang Nationalpark nord for Helambu og Gosainkunda og er det tredje mest brugte trek i Nepal. Eftersom vi allerede for år tilbage nedlagde de to største trek i Nepal nemlig Everst-trekket i Kumburegionen og Annapurna Circuit i Annapurna National Park mente vi, at det var på tide at også Langtangtrekket kom under vores støvlesåler. Vi mærkede straks, at vi havde bevæget os ind på mere almenkendt terræn, da turisterne begyndte at dukke op og glædede os i vores stille sind over, at vi på dette tidspunkt var kommet i så god form, at de fleste andre turister hurtigt forsvandt bagud, og at vi dermed havde stien nogenlunde for os selv. Første nat sov vi på et meget lille sted lidt ovenfor for det første store turiststop, hvor vi trods en noget sjusket hygiejne på stedet fandt en behagelig spisestue med en brændeovn, der kunne holde os varme i den efterhånden (grundet højden) tiltagende kulde. Næste dag nåede vi akkurat til det første hotel i bjergbyen Langtang, da et voldsomt uvejr brød løs og regnen væltede ned. Vi skyndte os indenfor og trådte direkte ind i et bryllupsselskab. Hotelejerens datter havde (viste det sig) dagen før giftet sig med en australsk bjergbestier, og stedet var således fuldt af australiere, der tog venligt imod os våde vandrere. Resten af dagen og aftenen tilbragte vi således i underholdende selskab foran en gloende brændeovn, mens buddhistiske munke messede et 1645 sider langt bryllupsritual i et hjørne (de var startet dagen før og blev først færdige ud på aftenen), mens australierne hyggede sig med kortspil, god mad og medbragte øl i et andet.

Næste dag gik turen videre til rutens højeste overnatningssted Kyanjin (37XX m.o.h.), hvor vi indkvarterede os på det yderstliggende hotel (Tibet Guesthouse) lige for foden af alle de ubegribeligt smukke og høje bjerge. Vi ankom tidligt, da de afstande, man tilbagelægger i denne højde, er begrænsede til, hvad der er forsvarligt på grund af risikoen for højdesyge. Derfor havde vi mulighed for samme eftermiddag at vandre lidt længere ind i dalen for at kigge nærmere på lokalområdet. Ejeren af hotellet i Kyanjin, som var en meget sød og hjælpsom mand, syntes, at vi skulle have en termokande med te med, og vi endte derfor med at nyde den flotte solrige dag i en gammel ruin med den mest ubegribelige bjergudsigt og med et dejligt krus varm te i hænderne – jo, det er hårdt at være bjergvandrer! I løbet af dagen diskuterede vi, hvorvidt det ville være muligt for os at bestige bjerget Tsergo Ri, som vi hjemmefra havde udset os som det ultimative mål for Langtang trekket. På grund af det voldsomme uvejr dagen før, var bjerget blevet dækket af et større snelag og vi var derfor usikre på, om det var muligt for os selv at finde ruten til toppen. Senere på dagen mødte vi dog bryllupsselskabet fra dagen før og det viste sig, at de ligeledes havde planer om at skulle på toppen og syntes det var helt fint, at vi koblede os på dem. Derefter var sagen afgjort – med en erfaren og stedkendt bjergbestiger som guide ville vi dagen efter bestige Tsergo Ri (5011 m.o.h.), og selvom vi ikke rigtig kunne forestille os, at udsigten kunne være flottere, end den vi allerede oplevede fra hotellet og byen i øvrigt, er vi naturligvis altid friske når en så spændende udfordring som denne står for døren.

Dagen efter kl. 5 kravlede vi derfor i totalt mørke søvndrukne ud af sengen, for at være klar til kort efter med en solid morgenmad i maven og en god madpakke i rygsækken at begive os 1200 højdemeter op ad til toppen af Tsergo Ri. Før vi nåede så langt, skulle vi dog efter som planlagt at have slået følge med de velbevandrede australiere krydse en mindre biflod, som vi uden vanskeligheder havde krydset dagen før. Det viste sig dog, at floden i nattens løb havde iset alle stenene i flodsengen til, hvilket gjorde vores første færd noget vanskelig, men det lykkedes dog efter en halv times tid, at krydse og få alle mand over floden tørskoede og uden skader. Det var en kold fornøjelse at vandre op af bjerget denne morgen, men vores australske guide satte tempoet lavt, og da humøret var højt, blev det en meget fornøjelig optur. Jo højere vi kom op af bjergets side, jo mere sne kom vi til at vandre i og mit humør steg med snedybden, da jeg følte det som om, jeg uventet havde fået en lille skiferie foræret. Fornemmelsen af solens stråler i ansigtet reflekteret fra alle flader omkring os var skøn, og den særlige stilhed, som falder over landskaber med sne, er intet mindre end magisk. Det var ikke altid lige nemt at få fodfæste i sneen, da den bestod af et hårdt frosset lag af gammel sne nederst med det fineste og meget tørre lag nysne ovenpå og flere i gruppen havde lidt vanskeligt ved denne passage, men det var usigeligt smukt på vej op, og helt utroligt på selve toppen, hvor udsigten til sneklædte tinder bredte sig 360 grader omkring os. På toppen hængte vi buddhistiske bedeflag op, hvilket siges at sikre et langt og godt liv, spiste den medbragte frokost og nød sceneriet omkring os. Den nygifte australier gennemgik desuden et længere ritual med bedeflag, røgelsespinde og talrige ofringer, der skulle hjælpe hans ægteskab godt fra start. Efter ca. 1,5 time på toppen fik vi udpeget bagvejen ned, og vi begav os sammen med gruppen ned gennem det sneklædte landskab for længere nede at støde på en hyrdesti, der på fredelig vis bragte os ned af bjerget og lettere brugte tilbage til vores hotel efter 9 timer på farten. Ejeren var meget begejstret for at se os igen, og da vi bestilte lidt mad, serverede han lidt efter triumferende nogle ekstra store portioner, der skulle hjælpe os med at restituere efter dagens udskejelser. Ligeledes fik vi til aftenens fejringsøl ved pejsen serveret frisklavede popkorn på husets regning, da det efter sigende hørte til. En skøn afslutning på en meget begivenhedsrig og dejlig dag.

 

Næste dag besluttede vi efter en langsom morgen, at vi samme dag ville begive os ned ad bjerget for at færdiggøre vores planlagte ferie, og vi endte med at gå ikke mindre end 2000 højdemeter ned, hvilket kunne mærkes i benene efter gårsdagen 1200 meters op- og nedstigning. Dagen efter var vi egentlig efter 17 dages vandring med vores oppakning på vej mod Gosainkundatrekket, men besluttede i sidste øjeblik, at vi faktisk var mætte af nye indtryk og gik derfor i stedet ned til Syabru Besi, hvor vi var heldige at støde på en jeep, der skulle til Kathmandu og mod betaling ville tage os med, og vi ankom derfor samme aften på MS Guest house i hovedstaden.

Afslapning i Kathmandu og rejsen hjem til Silgadhi

Dagen efter blev vores 1. bryllupsdag fejret med en overflod af de goder, Kathmandu har at byde på, og som hverken findes i Silgadhi eller den bjergegn, hvor vi havde holdt ferie. Vi gik på cafe og fik et tiltrængt skud cafe latté og fik provianteret nye film og ny musik til den kommende tid i vores lille bjerghus. Det var en dejlig fornemmelse i de næste dage at kunne gå i det lokale supermarked og købe præcis det, man havde lyst til – for der kan man med undtagelse af nogle enkelte varer få alt, hvad hjertet måtte begære. Og vi udnyttede det urbane miljø til at få afløb for alle de luksus-behov, vi normalt ikke får tilfredsstillet i Silgadhi, fx fik jeg mig en tiltrængt klipning på en af byens mest eksklusive saloner, der havde en overraskende dygtig (og billig, ca. 45 kr. med alt) frisør, der forvandlede mit 10 måneders ‘udvoks’ til en frisure. Således optankede kunne vi ugen efter sætte os i flyet til Nepalgunj og dermed begynde rejsen hjem. Desværre viste det sig næste morgen, da vi ville hente vores Hilux, der havde stået parkeret ved en af vores kollegers hus, at bilen havde fået smadret den ene forlygte og havde et totalt fladt batteri. Den lokale mekaniker blev derfor tilkaldt og vores bil blev fragtet på værksted, hvorefter vi tilbragte derfor en dag på henholdsvis byen værksted og et hotel, før vi næste dags morgen trillede ud af byen med kurs mod Silgadhi.

 

Hjemme igen i vores dejlige hus, kunne vi dagen efter, d. 1. november, spise morgenmad på vores solrige terrasse med udsigt til den smukke omkringliggende egn.

Joh, der er skam dejligt, herude i Nepal.