Ja, nu forholder det sig jo således, at jeg i disse tider er alene her i vores lille bjerghytte, da Tine, som mange af jer vil vide, udskød sin tilbagevenden til Nepal med to en halv uges tid. Ergo er der nu masser af den tid, som ellers tilsyneladende har manglet, så nu er der ingen undskyldning for ikke at få fyldt lidt fyld på denne efterhånden lidt magre blog. Derfor kommer her en lille beretning om mine foreløbige knap to uger som reinkarneret ungkarl her i Nepal.
Og lad mig så lige for god ordens skyld lige med det samme beklage, at der for indeværende ikke er nogle billeder til at spæde denne monolog op. Jeg har ellers fået taget nogle stykker på turen ud fra Kathmandu, men desværre har jeg efterladt forbindelseskablet i DK hos Tine. Men jeg skal forsøge at fylde dem på om et par uger, når vi skal til Kathmandu igen. Så kig endelig indenom igen inden alt for længe!
Nå, vi kan vel godt springe bus- og flyveture over, for selv om rejsen tilbage til Nepal efter en vellykket juleferie i DK da bestemt indeholdt sine underholdningsmomenter (som fx de altid tilstedeværende grupper af japanere i teamjakker udstyret med min. 2 kameraer per mand, som selv i lufthavne da lige skal have en halvtreds billeder i kassen af hinanden og sig selv i alle tænkelige positurer og kombinationsmuligheder), ja, så var det jo ikke det, denne blog egentlig skulle handle om. Derfor…
Efter ankomsten til Kathmandu fredag blev jeg hængende weekenden over for lige at ryste det værste jetlag af mig, inden jeg begav mig ud på det altid meget indtryksrige, men også noget udmagrende tredages ridt på tværs af Nepal. Efter en weekend mestendels udfyldt med indkøb og en række dvd’er indtaget på MS’ denne gang meget menneskeforladte gæstehus begav jeg mig altså mandag af sted i vores til bykørsel noget overdimensionerede firhjulstrækker. Kørslen i Kathmandus overfyldte og lovløse gader kræver altid lige dele tålmodighed og vovemod, og som altid tog det en rum tid, at få snørklet sig ud af byen og op i og ned fra de omkransende bjerge. Heldigvis fik jeg lidt indisk hurtigmad på vejen ud af byen, for vanen tro var vejen spækket med overbelæssede lastbiler og busser, der alle som en kører hektisk nedad bakke og snegler sig opad bakke med en sort røgslør hængende efter sig fra de overbelastede motorer, resulterende i lange og langsomme vogntoge, som det kræver en del tålmodighed af væve sig frem igennem. Men det lykkedes dog, og jeg kom fint frem til første pitstop inden det lange, seje træk gennem lavlandet.
Turen gennem lavlandet er altid meget drænende, men også utroligt inspirerende, da man her ser en noget anden og mere indisk side af landet, end den vi til daglig lever i. Der er en bemærkelsesværdig stor forskel mellem bjergene og lavlandet, hvad angår både klima, mentalitet og etnicitet, og efterhånden er det blevet sådan, at køreturen gennem lavlandet er som en slags opvågning, der minder én om, hvor mangesidigt og anderledes et land dette egentlig er. Det har man nemlig en tendens til at udvikle en hvis blindhed over for midt i dagligdagens trummerum, til trods for at man bor i en lille hytte midt i bjergene?! Men som sagt minder denne tur altid én om dette, og ikke mindre så, når man kører alene, og ikke har andet at give sig til (altså ud over konstant at skanne alt og alle på og omkring vejen for pludselige, impulsive bevægelser eller indskydelser) end at betragte det skiftende sceneri og de mange kulørte indslag langs vejkanterne. I denne vintertid er det heldigvis også til at holde ud at standse fra tid til anden og strække lunger og ben lidt, så man ikke helt glider hen i monotonien, som man godt kan tendere til i de varmere sæsoner, hvor bare det at sætte farten ned får tøjet til at klæbe alle de steder, det ikke burde.
Nå, men det var i hvert fald en interessant om end noget udmagrende tur, og specielt tredjedagens otte timers kørsel var lidt sej at gennemføre på egen hånd. Heldigvis er det altid dejligt at dreje fra hovedvejen op imod bjergene igen, for selv om det altid er spændende at køre nede i lavlandet, så er bjergene uden tvivl langt mere attraktive og i overensstemmelse med mine/vores værdier og ikke mindst det indre termostat. Desuden er det altid sjovt at køre turen fra lavlandet og op igennem de forskellige klimabælter, for på vejen skal man lige over et 2000 meters pas (som regel med udsigt til de “rigtige” Himalayatinder), ned gennem en dal langs den store flod, Seti, og til sidst op igen til de godt 1300 meter, Silgadhi ligger i. Specielt turen ind gennem dalen var denne gang fantastisk med den klare olivengrønne flod flankeret på alle sider og godt op af terrasserne på skråningerne af marker fyldt med de lysende gule og lysegrønne sennepsblomster (indsæt venligst mentalt idealiseret billede, da jeg nu alligevel ikke er i stand til at trivialisere det ved at indsætte et egentligt foto).
Og lad os så lige springe lidt til dagligdagen som single her i dette distrikts metropol. Ja, der er jo grænser for, hvor meget man som midlertidig single kan skeje ud heromkring, hvis man da ikke vil slå sig på hasard og/eller whiskybælning, og da de lokale kortspil synes aldeles uudgrundelige og whiskyen drikkes i mængder, der ville få enhver forhærdet dansk bargænger til at gå bagover, holder jeg mig pænt på sidelinjen. Med andre ord går tiden i disse dage hovedsageligt med at læse bøger og se en hulens masse medbragte dvd’er, og så er jeg selvfølgelig en del sammen med vores kolleger, Karen og Peter. I weekenden var vi således ude på en fremragende 6 timers vandretur i området, hvor vi for en gang skyld ikke fik rodet os ud i nogle alt for mærkelige og ufremkommelige passager, men formåede af finde relativt velfungerende stier hele vejen rundt. Og så var vejret karakteristisk for årstiden aldeles fremragende til vandring med høj sol og en 20 grader. Men det er vel at mærke hovedsageligt udenfor og i solen, at det føles varmt, for bevæger man sig indenfor på denne årstid, så bliver det ironisk nok væsentligt koldere end udenfor. Når jeg således står op om morgenen, er det som regel mellem 10 og 12 grader i huset, så det første, jeg gør hver morgen, når jeg ellers har tilbragt en halv times til med overtale mig selv til at forlade dundynen, er, at gå på tåspidser hen til gasovnen og “tænde op”. På kontoret, hvor døre og vinduer altid står åbne, så vi kan få noget lys at arbejde ved, er der selvsagt også noget køligt. Her er der nemlig ingen varmeapparater, så i stedet sidder jeg med termoundertøj, hue og handsker (hvis jeg da ikke skal bruge touchpadden på den bærbare, hvilket altså er helt og aldeles umuligt med handsker på. Tro mig jeg HAR forsøgt utallige gange. Jeg har af samme årsag gentagne gange overvejet at klippe spidsen af min højre pegefinger af – altså vanten – men så langt ud er jeg dog åbenbart ikke nået endnu). Jeg vil gætte på, at der som regel er i underkanten af de 15 grader på kontoret, og når man sidder stille med vinden trækkende ind fra vinduer og dør, så bliver man nemt lidt frossen. Af samme årsag er kontortiden her om vinteren også skåret ned med en time, så jeg arbejder kun fra kl. 11 til 16, men da det også kun sjældent sker, at denne tid kan fyldes helt ud med arbejde, er det også ganske udmærket.
Dagligdagen går altså stille og roligt, og selv om der ikke er særlig mange grøntsager tilgængelig for tiden, er det da indtil videre lykkedes mig, at holde mig med varm mad hver aften godt hjulpet på vej af et par besøg på Karen og Peter, og, oh ja, endnu et besøg hos vores kære udlejer, Ram, og hele den pukkelryggede familie. Ram elsker jo at traktere og invitere de hvide mennesker på diverse specialiteter i sit hjem, hvilket vi før har haft stor fornøjelse af. Denne gang var også Karen og Peter inviteret i anledning af en eller anden festival, som jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad gik ud på. Det var som altid meget hyggeligt, og jeg er ved at have vænnet mig til, at man som æret gæst bliver bespist, og altså ikke spiser sammen med værtsfamilien, men snarere i overværelse af samme. På den måde kan værterne selvfølgelig også virkelig studere én og forsøge at gennemskue, om man nu også siger hele sandheden, når man gentagne gange bedyrer, at alting altså smager helt uovertruffet. Det er da som regel også en pæn overdrivelse, men denne gang smagte det faktisk alt sammen ganske glimrende – specielt den ret, hvis hovedingrediens tilsyneladende var størknet gedeblod! Også dagen forinden havde jeg været med min nærmeste samarbejdspartner i organisationen, Shankar, hjemme hos noget familie efter arbejde, hvor vi da lige skulle have lidt snacks til fejring af dagen (forklarende note: snacks eller ‘nasta’ på lokaldialekten er karakteriseret ved IKKE at være dahl baat. Eller med andre ord alle de småmåltider, som man kunne tænkes at spise, hvis man ellers er privilegeret nok til at have råd, mellem dagens to hovedmåltider – formiddag og sen aften – dahl baat og som regel dahl baat.
Så ungkarletilværelsen herude adskiller sig tilsyneladende ikke så meget fra partilværelsen, måske med undtagelse af, at man ikke har nogen at snakke om tingene med bagefter. Men så er Skype da heldigvis opfundet. Men nu har kulden også sneget sig ind på mig igen, for gasovnen står i den anden ende af rummet, så nu tror jeg, at jeg vil springe hen på kondimonstrummet og tage en omgang i rask trav, inden jeg vover mig ned og ser, om der monstro skulle være lidt lunkent vand tilbage i tanken. For i dag har der for en sjælden gangs skyld ikke været noget sol, og så kan man jo i sagens natur heller ikke få noget varmt vand! Sådan er det jo. Det ved enhver!
