Silgadhi – lyrisk og prosaisk set

At kunne træde ud i en sen, klar aften først i marts måned. At kunne stå lysende i måneskæret med blottet bryst uden at gæslinger straks springer ud på arme og ben. At kunne indånde et helt bjerg og dets tusinde terrasser ved et enkelt snif af den koncentrerede aftenluft. At kunne se – i nord – de sorte silhuetbjerge blive til og forsvinde igen og igen ved resterne af gamle tordenkiler kastet fra mytiske skyer. At kunne se nord spejlet i vest af et enkelt mystisk flammeskær, der bluser op og dør hen ubestemmeligt langt borte i mørket og umuligt langt over jorden og undres – et tæmmet lyn? At kunne lytte og høre cikadernes dirrende sang; en enkelt pludrende aftenfugl; den sene opvasks skramlen af blik mod blik; en akustisk guitar godt forfulgt af en velmenende, dæmpet drengerøst; en alt andet end dæmpet kvinderøsts forsøg på at tilbagelægge en usynlig distance; en stædig hunds forsøg på at overdøve sig selv; og så latter, altid latter fra de stearinoplyste ler- og stenhytter oppe og nede.  

Alt dette ved blot at træde udenfor en ganske almindelig aften, mens strømmen som sædvanlig er slukket i hele distriktet. Alt dette ved blot at hente en spand vand for at kunne skylle ud i toilettet, som igen og stadig er uden vandtilførsel ligesom resten af huset.

Det er Nepal. Det er uden sammenligning. Det er vores liv, som det har været, i en lyrisk nøddeskal.   

Nå jo, og for så også at tage den prosaiske side med i købet, så karakteriseres vores ophold i Nepal også på glimrende vis af det møde, jeg var til i dag, hvor jeg sad fem stive timer på gulvet i loftslokalet ved én af vores lokale organisationer, mens resten af forsamlingen fablede energisk løs på nepalesisk. Og jo, man forstår da efterhånden sådan nogenlunde essensen af, hvad der bliver sagt, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter en tre timers tid begyndte at give mere opmærksomhed til min ømme bagdel, end til hvad der blev sagt omkring mig. Jo, dagligdagen rummer skam masser af kontraster her omkring.  

De Fremmede – en småfilosofisk hverdagsbetragtning

Hvordan føles det at være dem, som færdes bag de glasvægge, der skiller “os” fra “dem”? Hvordan føles det gang på gang at gå med panden løftet ret ind i disse usynlige skillevægge, hver gang man glemmer at føle sig frem med tilstrækkelig forsigtighed? Hvordan er det at pløje sig frem gennem menneskehavets pludselige stilhed, kun for altid at høre dets klukken i  sit umiddelbare kølvand? Hvordan er det at være den, som skiller vandene, som altid er debattens centrum, som alle enten er for eller imod? Hvordan er det at være den fremmede? 

Disse og lignende måske knapt så højloftet formulerede spørgsmål har ofte været oppe at vende i løbet af det seneste gode års tid her hos os i Nepal. For selv om året bestemt har været særdeles godt, har det også ført en masse nye perspektiver med sig, og som det ofte er tilfældet, er disse overvejende udsprunget af de brydninger – store som små – som dagligdagen har budt på. I det store billede har disse brydninger sjældent haft karakter af mere eller andet end trivialiteter, men selv det trivielle og upåagtede kan ved gentagelse antage nye dimensioner og sågar ende med at fylde hele billedet ud – selv om det i vores tilfælde heldigvis ikke har stået helt så grelt til. Ikke desto mindre har vi dog fået en effektiv smagsprøve på, hvad det vil sige at være de fremmede i et samfund, og denne bittersøde erfaring giver om ikke andet stof til eftertanke, så jeg vil her tillade mig at forfølge denne eftertanke et stykke og tænke efter… Så kan man jo hoppe på vognen, hvis det skulle have interesse.   

Hvis vi med det samme skal stille den oplagte parallel op, og holde ideen om de (altid kursiverede) fremmede i DK op mod den form for fremmedhed, som vi kan siges at have været iklædt her i Silgadhi, er der nogle klare forskelle. Vi er her – i modsætning til mange af de fremmede i DK – af eget valg; vi er til alle tider garanteret et arbejde og en bopæl; vi har en komparativt set høj levestandard; og vi har en begrænset tidshorisont at forholde os til, som vi tilmed selv kan flytte frem eller tilbage på inden for nogle givne rammer. Alt dette gør, at vi naturligvis ikke per se kan sammenligne os med det, vi normalt forbinder med fremmede derhjemme, men det ændrer ikke på, at vi i specielt kulturel og social forstand har været til tider særdeles fremmede set i relation til de omgivelser og mennesker, vi har boet og arbejdet iblandt. Og den grundliggende erfaring af at være fremmed under de forskellige præmisser (som udsendt, indvandrer eller flygtning) er i virkeligheden nok heller ikke voldsomt forskellig, om end radikaliteten af oplevelsen er af en betydeligt afvigende størrelsesorden.  

For os har denne følelse af at været fremmede – af at blive betragtet som noget udenforstående og derfor til en vis grænse uforståeligt – ganske ofte været tilstedeværende. Ikke som en konstant følelsesmæssig nærværelse, men som en fast bestanddel af hverdagens utallige små gøremål, hvor man ofte og til tider med stor pludselighed bliver konfronteret med sin egen andethed. Og denne konfrontation skal på ingen måde lægges nepaleserne til last. Det forholder sig bare sådan, at de – deres gennemgående meget imødekommende, hjælpsomme og varme natur til trods – på mange områder tænker og handler ud fra anderledes normsæt end os, og det kan ganske enkelt ikke undgås, at denne indbyrdes forskellighed ofte bliver gjort yderst tydelig. Og som én af de før blot fire, derefter to og nu for en stund kun én udlænding – det er så mig (hvis ikke de tidligere poster er læst, giver dette nok næppe megen mening, så kik nedenfor) – i flere hundrede kilometers omkreds, kan det ikke undgås, at denne ubestemmelige minoritetsfølelse så med tiden giver sig til kende og farver ens oplevelse af og tolerance over for disse små trivielle hændelser i dagligdagen. Sådan har det i hvert fald været for mig – og os tør jeg vist godt sige – så lad mig med dette forsøgt forklaret give nogle lidt mere konkrete eksempler fra denne forjættede dagligdag.  

Altså; fx hver gang man forlader sit hjem – eller faktisk bare bevæger sig uden for døren og ud på sin balkon for eksempel – bliver man konfronteret med disse blikke (nysgerrige, studerende, vurderende, undrende, skræmte, muntre, dømmende…?), og selv om de da er blevet sjældnere med tiden, er de der altid i rigt mål, hvad enten man skal op af basaren til arbejdspladsen, ud at hente et dusin æg eller bare ud og have lidt luft. Netop dette sidste kan så blive noget problematisk, fordi man sjældent har lyst til “bare at gå lidt ud”, fordi disse blikke altid ligger på lur. Ikke således at forstå, at det er ubehagelige blikke som så, for var vi her som turister, som det før har været tilfældet, ville det bare være en del af oplevelsen af den lokale kolorit. Men når det indtager ens dagligdag og ikke mindst ens privatsfære – både den kropslige og den, som forbinder sig med ens hjem eller altså private grund – er det bestemt ikke altid, man kan bære byrden af disse blikke uden at blive noget skrutrygget. Visse dage, jo, men bestemt ikke alle. Og så er der denne fnisen, der altid følger i ens kølvand. Specielt når man passerer børn (ikke så slemt), ældre kvinder (lidt mere irriterende) eller især grupper af unge piger eller drenge (betydeligt værre). Igen er der næppe, om nogensinde, noget decideret ondsindet eller spottende i denne latter. Det er nok bare et udtryk for den umiddelbarhed, hvormed de udtrykker deres oplevelse af vores anderledeshed, men på en dårlig dag er det heller ikke ligefrem dette, der giver smørelse til de lette fjed.   

Og ud over blikkene og latteren, som jo trods alt er meget uskyldige og som også finder sin forklaring i, at nepaleserne i modsætning til os danskere altså stort set ikke opererer med nogen form for privatsfære, kommer så også sproget og kulturen. Sproget har vi heldigvis efterhånden lært en pæn del af, men det betyder så også, at alle meget gerne vil konversere, og igen er det ikke altid man lige har overskuddet til at dele alskens trivialiteter med alle, som lige måtte hænde at krydse ens vej. Dertil kommer, at mange nepalesere bestemt heller ikke holder sig tilbage, når det kommer til at udtrykke deres morskab over ens formuleringer. Og igen, på de knap så gode dage kan smilebåndene godt blive noget stramme i længden (og så ikke flere lidelsesmetaforer, det lover jeg). Og så kulturen, som vi elsker, men som også er utroligt fremmed, ja, ikke-kursiveret-fremmed. Alting er bare lidt eller til tider meget anderledes end det, vi er vant til at leve i, og det er denne gennemsyrende mangel på forståelse, denne konstante forskubbelse af det kendte, der først som sidst gør, at vi til tider ikke bare er fremmede, men også kommer til at føle os som sådan. Derimod er vores fremmedhed for den gængse nepaleser nok noget mere konkret og ligefrem – vores mærkelige hår, hud, højde, tøj, sprog, etc.  

Det er så her, at jeg bilder mig selv ind, at parallellen mellem DK’s fremmede og os kommer i spil. For det er vel netop i høj grad de helt banale ydre ting (dem man altså ikke kan løbe fra, ligegyldigt hvor hårdt man end måtte forsøge), som de fremmede ofte føler sig dømt på baggrund af i DK eller hva’? Det er vel det, at man som udgangspunkt bliver sat i en boks, som man så per definition skal gøre en indsats for at slippe ud af. Den gængse indlænding, den ikke-fremmede, kan ganske vist også blive mødt med alskens fordomme, som forbinder sig til dennes valg af ydre udseende. Men for indlændingen vil der som ofte – men ikke altid – være tale om netop dette – et bevidst valg. En valg om at ville se ud på den og den måde og derved sende nogle bestemte og genkendelige signaler til omverdenen. Jeg ved godt, at dette er noget forsimplende, men det er stadig efter min bedste vurdering fratagelsen at dette valg om at høre til og falde i ét med fællesskabet, som afstedkommer denne fremmedgørelse. For mange indvandrere ville da sikkert uden tvivl give deres højre arm for at kunne passe ind og gå i ét med omgivelserne, med det valg har de bare ikke, ligesom vi ikke har haft det herude. Man kan klæde sig nok så lokalt og tale sproget efter bedste beskub, men det skaffer i bedste fald én en større imødekommenhed og respekt og ændrer i bund og grund ikke det fjerneste på ens grundliggende fremmedhed. Og det må da være i særlig grad frustrerende for anden-, tredje-(etc.)generationsindvandrere i DK, der ofte (og i modsætning til os to herude) er særdeles glimrende bekendt med det omgivende samfund og dets kulturelle normer. For ganske vist aspirerer flertallet af disse indvandrere næppe til en mesterskabstitel i kapløbet om at blive udråbt som Hr. og Fru. Danmark (og heldigvis for det da), men de er trods alt vokset op midt i det samme sociale morads som os andre. De kender og følger de samme veje og stier frem gennem livet, og skulle de en gang imellem vove sig uden for the yellow brick road, står der straks mærkelige flyvende aber klar med bål og brand (for dem, der kender deres kulturhistorie!). Og her sniger sig endnu en forskel ind mellem deres og vores situation. For når vi (både bogstaveligt talt og ikke) på vores ture rundt i landskabet forvilder os væk fra stierne og pludselig skramler rundt midt imellem rismarker og private haver, så kan man altid regne med, at en eller anden lokal – om ikke nødvendigvis med et smil, så i hvert fald med overbærenhed – peger én i den rigtige retning. Det kunne man måske også lære et eller andet af…. og så glemmer vi lige til formålet af denne lektion, at nepaleserne har deres helt egne omfattende fordomme, som bestemt også forrettes med bål og brand. Så måske er vi bare ikke klogere, men det skader vel aldrig at prøve at blive det?   

Nå, men det blev jo til en længere og noget kompliceret udredning, hvilket egentlig ikke var planen, men som sagt har det været en interessant oplevelse, sådan at finde sig i en noget anden social position, end den man er vant til. Det sætter tankerne i gang. Og har det til tider lydt, som om det har været forfærdeligt hårdt at være os, ja, så er det altså yderst misvisende. Det negative har bestemt ikke fyldt meget, og som sagt har vi jo altid vidst, at vores ophold var tidsbegrænset, hvilket har gjort, at oplevelser af den ovenfor beskrevne karakter, aldrig har kommet til at fylde noget nær så meget, som de ellers uden tvivl ville have kunnet komme til. Vi kan så glæde os over, at vi har dette valg og andre, men måske skulle man prøve at lade være at tage dem helt så meget for givet. Ja, det må vist, hvis vi lige skal skære igennem, sådan nogenlunde være moralen. Og hvad er en god fortælling, når alt kommer til alt, uden en morale? Jeg vil så lade det være op til læseren at vurdere, hvem fortællingens helt(inde) er!           

Exit Nepal

16 måneder – det bliver den samlede længde af vores ophold her i Nepal. Dem, der har fulgt lidt med og kan deres fingerregning, vil så vide, at vi vender tilbage til vort fædrene land den 1. maj – omtrentligt. Exitstrategien er endnu ikke helt fastlagt, men sikkert er det, at vores kontrakt ophører om knap to måneder – 11 måneder før det oprindeligt var planlagt.  

Grundene for dette valg er flere. Først og fremmest har visse mindre komplikationer med Tines helbred i forbindelse med graviditeten gjort, at hun netop nu sidder i Kathmandu, mens jeg sidder i den anden ende af landet – ironisk nok i selskab med svigerforældrene, som i disse dage aflægger visit. Efter nogle lægebesøg er Tine nemlig blevet frarådet at foretage rejsen til Silgadhi igen, mens hun endnu er gravid, og dette påvirker jo vores situation i voldsom grad, da terminen er 26. juli. Netop nu har jeg altså cirka en måneds eremittilværelse at se frem til her i vores lille bjergby (altså efter svigerne er returneret til Kathmandu om en lille uges tid), mens Tine for tiden sidder mutters alene på MS Nepals gæstehus i Kathmandu og venter på lidt selskab fra sine forældre, inden de drager hjemover i midten af måneden. Herefter er hun igen hensat til at vente på, at jeg kommer tilbage til storbyen igen, så vi kan færdiggøre vores ophold her i fællesskab. Det bliver hen i april engang.  

Dette er jo i sig selv ikke ligefrem ideelt om end måske heller ikke ligefrem helt uoverleveligt, men hvis ikke vi havde afkortet vores kontrakt, så ville vi have endog længere perioder med adskillelse at se frem til i forbindelse med selve fødslen. Det forholder sig nemlig for det første sådan, at MS nemlig kun giver en måneds barsel til manden, og dertil kommer så en krummelurlig skatteregel meget betegnende kaldet 42-dages-reglen. Denne regel dikterer, at jeg ikke på noget tidspunkt må tilbringe mere end 42 dage i DK inden for en halvårsperiode, eller det kan de jo sådan set ikke forbyde mig, men de kan fratage mig min skattefritagelse med tilbagevirkende kraft, hvilket ville resultere i et seriøst slag over den økonomiske næsetip, som vi ikke har den store lyst til at udsættes for. Dertil kan vi så tilføje flyselskabernes to-måneders-regel, der forbyder gravide kvinder at rejse over store distancer inden for to måneder før fødselstidspunktet. Summa summarum ville vi kunne lægge minimum tre måneders adskillelse oven i den i forvejen nogen tyngede hat, inden vi kunne være tilbage – sammen – i Nepal og fortsætte vores liv sammen.  

Dette er mere, end vi er villige til at ofre, for selvom vi elsker vores liv i vores lille rustikke hus i vores hyggelige bjergby nær floden under bjerget – ♪ bjerget ligger langt ude i Nepal ♪ – ja, så er der for mange ting, der vejer ned på den gale vægtskål. Den ovenfor nævnte repræsenterer den mest massive af disse ting, men der er også andre årsager, hvoraf én også må siges at være det store frafald af udviklingsarbejdere fra landeprogrammet – deriblandt de eneste andre blegansigter her i byen Karen og Peter, der tog hjem i sidste måned. Der er desuden ikke umiddelbart udsigt til ankomst af nye udviklingsarbejdere, og dette betyder også, at vi efter al sandsynlighed ville komme til at blive ekstraordinært isolerede herude i vest, og det er heller ikke et synderligt løfterigt perspektiv. Og som sagt må også andre ting siges at tale imod vores fortsatte virke her i landet, men de skal ikke luftes på dette sted. 

Nu koncentrerer vi os altså om at prøve at få det bedste ud af vores resterende tid her i landet, og selv om der endnu er næsten to måneder til hjemfarten, så virker det skræmmende tæt på, da vi indtil for ganske nyligt, følte os overbeviste om, at vi ikke skulle gense den danske bøg før i april 2009 – i hvert fald ikke på permanent basis. Der er meget, der skal bindes ende på herude, og der er meget at tage stilling til i forhold til livet, der venter derhjemme. Men vi glæder os selvsagt meget til at komme hjem og gense alle de vigtige mennesker i vores liv, som vi i de sidste 16 måneder har forsømt, og nu hvor beslutningen er truffet, ser vi fremad og frem til at kunne slå rod i den jævne jyske muld – og hvem ved, måske får vi også en dag i en sølvrandet fremtid et job. En lille rolling af en eller anden art, skulle vi i hvert fald være sikret, så hvis vi på den bekostning af vanvare skulle komme til at vanrøgte nogle af jer yderligere undskyldes hermed på forhånd. Men det sker naturligvis heller ikke….! 

Disen bliver på denne årstid stadig mere påtrængende, og udsigterne til de hvidkridtede spidser i nord er relativt sjældne. Det lykkedes dog heldigvis for svigerforældrene at få det forkromede kig fra Kathmandu, for på vejen herud var tæppet trukket godt og grundigt ned. I går havde vi så én af de stedstypiske om end sjældne lokalstorme, hvor kraftige kastevinde presser ulåste døre og vinduer op og den sidelæns regn ind gennem alle sprækker. Heldigvis betyder dette også, at disen for en stund tvinges på retræte, så i dag har der været næsten helt klart, og svigerne har fået en god gåtur og et godt indtryk af dette områdes mange undere. Ikke mindst den voldsomt opskruede væksthastighed, som i disse forårstider er oppe i fuld fart. Blomster og træer springer ud nærmest på timebasis, hvilket kan undre, når det nu efterhånden er et halvt år siden, det for alvor regnede sidst. Et lille illustrativt eksempel på denne accelererede fremspiren skal gives, for nu at gøre det klart, at mine eventuelle små overdrivelser ikke er helt uden hold i virkeligheden. Altså – da vi for halvanden måneds tid siden kørte mod Kathmandu, var dalbunden langs Setifloden omgivet af halvmodne, solgule rapsmarker. Et yderst smukt skue, som vi naivt håbede, at Tines forældre også kunne få at se, men da jeg så kom trillende ned fra bjergene med forventningerne skruer uforholdsmæssigt i vejrs, ja, så var rapsen dæleme udskiftet med korn, der allerede næsten var høstklart!? Halvanden måned eller max to måneder ligger den samlede væksttid altså på. Et faktum, der burde kunne bringe misundelsen i kog hos selv den mest grønfingrede danske landmand.                                                             

For mit vedkomne skal den næste måneds tid gå med at forsøge at få vores tre partnerorganisationer (som jeg nu arbejder for alle sammen efter Karen og Peters exit) godt fra start med de nye processer, som omlægningen af MS Nepals tilgang til samarbejdet med de lokalt forankrede organisationer har afstedkommet. Det betyder i udgangspunktet, at jeg skal hjælpe dem i gang med en tilbundsgående base line undersøgelse. Dette vil grundlæggende sige, at organisationerne skal ud og snakke med de lokale borgere i alle de områder, hvor de arbejder, for at danne sig et grundigt indtryk af, hvad problemerne og potentialerne i området er. Først når organisationerne har dannet sig et klart billede af, hvad base linen eller udgangsniveauet er, kan de så give sig i kast med at formulere og realisere projekter, der kan afhjælpe disse problemer og realisere eventuelle potentialer inden for det fokusområde, som MS Nepal har valgt for Doti distriktet – nemlig opbygningen af det lokale demokrati. Hmm, håber det gav mening for de udenforstående, men ellers skal jeg senere stå til rådighed for yderligere forklaringer og forviklinger.   

Samtidig skal jeg så også forsøge at pakke vores hus sammen i et par kasser, hvilket er noget af en opgave, hvis man ved, hvor mange uundværlige ting, man kan få i Nepal. Bare her forleden kom svigerforældrene og jeg til at gå ind hos en lokal stofforhandler ude i basaren, og vupti havde vi købt fire mirakuløst spraglede gulvtæpper og fire duglignende stoffer. Som man siger herud (og holder helligt som et livsmantra) – ke garne – eller hva´ ka´ man gøre. Når skidtet sammenlagt koster cirka 95 kroner, er det jo ikke muligt at holde sig tilbage. Så må vi jo betale prisen senere – om ikke til Peter ved porten, så i hvert fald i overvægt ved skranke 1.  

Og siden hen vil det så vise sig, om jeg selv kan få fornøjelsen af at fragte det til Kathmandu i Toyota Hiluxen, eller om vi er nødt til at overlade det til de alt andet end blide nepalesiske fragtmænd, hvis en bandha skulle gøre køreturen til Kathmandu umulig for mig. Landet er jo i særlig slem grad ramt af denne type forstyrrelser for tiden, da valget til den grundlovsgivende forsamling (endnu en gang) står for døren, og alle vil sørge for at deres krav bliver hørt forinden. Det skulle gerne ske d. 10. april, men meget kan hænde inden da, og hvis de bliver ved med at lukke landet ned som ved den nyligt overståede 16-dages bandha, som lammede landet og holdt os fanget i Kathmandu, så er det spørgsmålet, hvor stor værdi dette valg kan få. For godt nok er strejker et centralt værktøj i en demokratisk proces for at skaffe sig rettigheder og undgå udnyttelse, men hvis man holder hele landet som gidsel hver eneste gang, men ikke kan få sin vilje, ja, så er det måske tvivlsomt om en ny grundlov kan eller kan få lov til at sætte skik på tingene. Vi kan kun håbe – og så var dette vist lidt af et sidespor, som her skal blokeres:::  

Mht. til vores hjemrejseplaner, så har jeg et par ugers ferie til gode, som vi endnu ikke helt har besluttet, hvordan vi skal forvalte. Muligvis bliver vi hængende i Kathmandu og omegn og akkumulerer flere uundværlige skatte, eller også tager vi eventuelt nogle dage i Thailand på turen hjemad, for at give Tine lidt luft mellem de lange rejsedage.  

Så sådan ligger landet sådan nogenlunde, og skulle det igen flytte sig, skal vi naturligvis være de første til at rapportere herom.