Exit Nepal

16 måneder – det bliver den samlede længde af vores ophold her i Nepal. Dem, der har fulgt lidt med og kan deres fingerregning, vil så vide, at vi vender tilbage til vort fædrene land den 1. maj – omtrentligt. Exitstrategien er endnu ikke helt fastlagt, men sikkert er det, at vores kontrakt ophører om knap to måneder – 11 måneder før det oprindeligt var planlagt.  

Grundene for dette valg er flere. Først og fremmest har visse mindre komplikationer med Tines helbred i forbindelse med graviditeten gjort, at hun netop nu sidder i Kathmandu, mens jeg sidder i den anden ende af landet – ironisk nok i selskab med svigerforældrene, som i disse dage aflægger visit. Efter nogle lægebesøg er Tine nemlig blevet frarådet at foretage rejsen til Silgadhi igen, mens hun endnu er gravid, og dette påvirker jo vores situation i voldsom grad, da terminen er 26. juli. Netop nu har jeg altså cirka en måneds eremittilværelse at se frem til her i vores lille bjergby (altså efter svigerne er returneret til Kathmandu om en lille uges tid), mens Tine for tiden sidder mutters alene på MS Nepals gæstehus i Kathmandu og venter på lidt selskab fra sine forældre, inden de drager hjemover i midten af måneden. Herefter er hun igen hensat til at vente på, at jeg kommer tilbage til storbyen igen, så vi kan færdiggøre vores ophold her i fællesskab. Det bliver hen i april engang.  

Dette er jo i sig selv ikke ligefrem ideelt om end måske heller ikke ligefrem helt uoverleveligt, men hvis ikke vi havde afkortet vores kontrakt, så ville vi have endog længere perioder med adskillelse at se frem til i forbindelse med selve fødslen. Det forholder sig nemlig for det første sådan, at MS nemlig kun giver en måneds barsel til manden, og dertil kommer så en krummelurlig skatteregel meget betegnende kaldet 42-dages-reglen. Denne regel dikterer, at jeg ikke på noget tidspunkt må tilbringe mere end 42 dage i DK inden for en halvårsperiode, eller det kan de jo sådan set ikke forbyde mig, men de kan fratage mig min skattefritagelse med tilbagevirkende kraft, hvilket ville resultere i et seriøst slag over den økonomiske næsetip, som vi ikke har den store lyst til at udsættes for. Dertil kan vi så tilføje flyselskabernes to-måneders-regel, der forbyder gravide kvinder at rejse over store distancer inden for to måneder før fødselstidspunktet. Summa summarum ville vi kunne lægge minimum tre måneders adskillelse oven i den i forvejen nogen tyngede hat, inden vi kunne være tilbage – sammen – i Nepal og fortsætte vores liv sammen.  

Dette er mere, end vi er villige til at ofre, for selvom vi elsker vores liv i vores lille rustikke hus i vores hyggelige bjergby nær floden under bjerget – ♪ bjerget ligger langt ude i Nepal ♪ – ja, så er der for mange ting, der vejer ned på den gale vægtskål. Den ovenfor nævnte repræsenterer den mest massive af disse ting, men der er også andre årsager, hvoraf én også må siges at være det store frafald af udviklingsarbejdere fra landeprogrammet – deriblandt de eneste andre blegansigter her i byen Karen og Peter, der tog hjem i sidste måned. Der er desuden ikke umiddelbart udsigt til ankomst af nye udviklingsarbejdere, og dette betyder også, at vi efter al sandsynlighed ville komme til at blive ekstraordinært isolerede herude i vest, og det er heller ikke et synderligt løfterigt perspektiv. Og som sagt må også andre ting siges at tale imod vores fortsatte virke her i landet, men de skal ikke luftes på dette sted. 

Nu koncentrerer vi os altså om at prøve at få det bedste ud af vores resterende tid her i landet, og selv om der endnu er næsten to måneder til hjemfarten, så virker det skræmmende tæt på, da vi indtil for ganske nyligt, følte os overbeviste om, at vi ikke skulle gense den danske bøg før i april 2009 – i hvert fald ikke på permanent basis. Der er meget, der skal bindes ende på herude, og der er meget at tage stilling til i forhold til livet, der venter derhjemme. Men vi glæder os selvsagt meget til at komme hjem og gense alle de vigtige mennesker i vores liv, som vi i de sidste 16 måneder har forsømt, og nu hvor beslutningen er truffet, ser vi fremad og frem til at kunne slå rod i den jævne jyske muld – og hvem ved, måske får vi også en dag i en sølvrandet fremtid et job. En lille rolling af en eller anden art, skulle vi i hvert fald være sikret, så hvis vi på den bekostning af vanvare skulle komme til at vanrøgte nogle af jer yderligere undskyldes hermed på forhånd. Men det sker naturligvis heller ikke….! 

Disen bliver på denne årstid stadig mere påtrængende, og udsigterne til de hvidkridtede spidser i nord er relativt sjældne. Det lykkedes dog heldigvis for svigerforældrene at få det forkromede kig fra Kathmandu, for på vejen herud var tæppet trukket godt og grundigt ned. I går havde vi så én af de stedstypiske om end sjældne lokalstorme, hvor kraftige kastevinde presser ulåste døre og vinduer op og den sidelæns regn ind gennem alle sprækker. Heldigvis betyder dette også, at disen for en stund tvinges på retræte, så i dag har der været næsten helt klart, og svigerne har fået en god gåtur og et godt indtryk af dette områdes mange undere. Ikke mindst den voldsomt opskruede væksthastighed, som i disse forårstider er oppe i fuld fart. Blomster og træer springer ud nærmest på timebasis, hvilket kan undre, når det nu efterhånden er et halvt år siden, det for alvor regnede sidst. Et lille illustrativt eksempel på denne accelererede fremspiren skal gives, for nu at gøre det klart, at mine eventuelle små overdrivelser ikke er helt uden hold i virkeligheden. Altså – da vi for halvanden måneds tid siden kørte mod Kathmandu, var dalbunden langs Setifloden omgivet af halvmodne, solgule rapsmarker. Et yderst smukt skue, som vi naivt håbede, at Tines forældre også kunne få at se, men da jeg så kom trillende ned fra bjergene med forventningerne skruer uforholdsmæssigt i vejrs, ja, så var rapsen dæleme udskiftet med korn, der allerede næsten var høstklart!? Halvanden måned eller max to måneder ligger den samlede væksttid altså på. Et faktum, der burde kunne bringe misundelsen i kog hos selv den mest grønfingrede danske landmand.                                                             

For mit vedkomne skal den næste måneds tid gå med at forsøge at få vores tre partnerorganisationer (som jeg nu arbejder for alle sammen efter Karen og Peters exit) godt fra start med de nye processer, som omlægningen af MS Nepals tilgang til samarbejdet med de lokalt forankrede organisationer har afstedkommet. Det betyder i udgangspunktet, at jeg skal hjælpe dem i gang med en tilbundsgående base line undersøgelse. Dette vil grundlæggende sige, at organisationerne skal ud og snakke med de lokale borgere i alle de områder, hvor de arbejder, for at danne sig et grundigt indtryk af, hvad problemerne og potentialerne i området er. Først når organisationerne har dannet sig et klart billede af, hvad base linen eller udgangsniveauet er, kan de så give sig i kast med at formulere og realisere projekter, der kan afhjælpe disse problemer og realisere eventuelle potentialer inden for det fokusområde, som MS Nepal har valgt for Doti distriktet – nemlig opbygningen af det lokale demokrati. Hmm, håber det gav mening for de udenforstående, men ellers skal jeg senere stå til rådighed for yderligere forklaringer og forviklinger.   

Samtidig skal jeg så også forsøge at pakke vores hus sammen i et par kasser, hvilket er noget af en opgave, hvis man ved, hvor mange uundværlige ting, man kan få i Nepal. Bare her forleden kom svigerforældrene og jeg til at gå ind hos en lokal stofforhandler ude i basaren, og vupti havde vi købt fire mirakuløst spraglede gulvtæpper og fire duglignende stoffer. Som man siger herud (og holder helligt som et livsmantra) – ke garne – eller hva´ ka´ man gøre. Når skidtet sammenlagt koster cirka 95 kroner, er det jo ikke muligt at holde sig tilbage. Så må vi jo betale prisen senere – om ikke til Peter ved porten, så i hvert fald i overvægt ved skranke 1.  

Og siden hen vil det så vise sig, om jeg selv kan få fornøjelsen af at fragte det til Kathmandu i Toyota Hiluxen, eller om vi er nødt til at overlade det til de alt andet end blide nepalesiske fragtmænd, hvis en bandha skulle gøre køreturen til Kathmandu umulig for mig. Landet er jo i særlig slem grad ramt af denne type forstyrrelser for tiden, da valget til den grundlovsgivende forsamling (endnu en gang) står for døren, og alle vil sørge for at deres krav bliver hørt forinden. Det skulle gerne ske d. 10. april, men meget kan hænde inden da, og hvis de bliver ved med at lukke landet ned som ved den nyligt overståede 16-dages bandha, som lammede landet og holdt os fanget i Kathmandu, så er det spørgsmålet, hvor stor værdi dette valg kan få. For godt nok er strejker et centralt værktøj i en demokratisk proces for at skaffe sig rettigheder og undgå udnyttelse, men hvis man holder hele landet som gidsel hver eneste gang, men ikke kan få sin vilje, ja, så er det måske tvivlsomt om en ny grundlov kan eller kan få lov til at sætte skik på tingene. Vi kan kun håbe – og så var dette vist lidt af et sidespor, som her skal blokeres:::  

Mht. til vores hjemrejseplaner, så har jeg et par ugers ferie til gode, som vi endnu ikke helt har besluttet, hvordan vi skal forvalte. Muligvis bliver vi hængende i Kathmandu og omegn og akkumulerer flere uundværlige skatte, eller også tager vi eventuelt nogle dage i Thailand på turen hjemad, for at give Tine lidt luft mellem de lange rejsedage.  

Så sådan ligger landet sådan nogenlunde, og skulle det igen flytte sig, skal vi naturligvis være de første til at rapportere herom.