At kunne træde ud i en sen, klar aften først i marts måned. At kunne stå lysende i måneskæret med blottet bryst uden at gæslinger straks springer ud på arme og ben. At kunne indånde et helt bjerg og dets tusinde terrasser ved et enkelt snif af den koncentrerede aftenluft. At kunne se – i nord – de sorte silhuetbjerge blive til og forsvinde igen og igen ved resterne af gamle tordenkiler kastet fra mytiske skyer. At kunne se nord spejlet i vest af et enkelt mystisk flammeskær, der bluser op og dør hen ubestemmeligt langt borte i mørket og umuligt langt over jorden og undres – et tæmmet lyn? At kunne lytte og høre cikadernes dirrende sang; en enkelt pludrende aftenfugl; den sene opvasks skramlen af blik mod blik; en akustisk guitar godt forfulgt af en velmenende, dæmpet drengerøst; en alt andet end dæmpet kvinderøsts forsøg på at tilbagelægge en usynlig distance; en stædig hunds forsøg på at overdøve sig selv; og så latter, altid latter fra de stearinoplyste ler- og stenhytter oppe og nede.
Alt dette ved blot at træde udenfor en ganske almindelig aften, mens strømmen som sædvanlig er slukket i hele distriktet. Alt dette ved blot at hente en spand vand for at kunne skylle ud i toilettet, som igen og stadig er uden vandtilførsel ligesom resten af huset.
Det er Nepal. Det er uden sammenligning. Det er vores liv, som det har været, i en lyrisk nøddeskal.
Nå jo, og for så også at tage den prosaiske side med i købet, så karakteriseres vores ophold i Nepal også på glimrende vis af det møde, jeg var til i dag, hvor jeg sad fem stive timer på gulvet i loftslokalet ved én af vores lokale organisationer, mens resten af forsamlingen fablede energisk løs på nepalesisk. Og jo, man forstår da efterhånden sådan nogenlunde essensen af, hvad der bliver sagt, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter en tre timers tid begyndte at give mere opmærksomhed til min ømme bagdel, end til hvad der blev sagt omkring mig. Jo, dagligdagen rummer skam masser af kontraster her omkring.
