“Hakuna matata!”

En løve i fuld færd med at fortære en friskslagtet bøffel i Ngorongoro.

Som enhver kulturelt veludstyret person med blot en anelse glæde ved de mere uprætentiøse og kulørte – ja, nogen ville ligefrem sige barnlige – fremstillingsformer i behold vil vide, blev disse ord …hakuna matata… udødeliggjort og sat på en smittende melodi af én af den klassiske tegnefilms sidste berømmede makkerpar i Disneys (sidste nogenlunde vellykkede) tegnefilm The Lion King fra 1994. Disse vise ord, som altså blev patenteret og gjort til almeneje af et såkaldt opossum ved navn Timon og vortesvinet Pumba, må på flere måder siges at have indtrådt som et centralt element i vores nys overståede Afrika-besøg, som indeværende post på nærværende blog i nuværende stund skal omhandle. Så er den barnlige fornøjelse ved de mere simple gengivelser af livets fortrædeligheder for længst skyllet ud med badevandet, kan der ikke udstedes nogen garanti for det følgendes underholdningsværdi og videre læsning foretages på eget ansvar!

    

Virkeligheden og animationens verden set i horisontalt og komparativt perspektiv – fra venstre et stk vortesvin, et opossum og d’herrer Timon & Pumba (for de uindviede).

For efterhånden en lille måned siden drog vi afsted mod Tanzania, for at deltage i et introduktionskursus for nye og gamle (eller mere politisk korrekt – rutinerede) udviklingsarbejdere. Efter 25 timers rejse fra Kathmandu over Bangkok til Addis Ababa i Etiopien og endeligt til Kilimanjaro Lufthavn i Tanzania nåede vi en sen søndag eftermiddag frem til stedet, som de næste tre uger på godt og ondt skulle udgøre udgangspunktet for al vores gøren og laden. Og lad os bare endnu en gang bekræfte den gamle slager om, at “al begyndelse er svær”, for efter i lidt over halvanden måned at have brugt al energi på at vænne vores skrøbelige og forvænte danske sindelag til vores nye omgivelser i Nepal, var det lidt af en prøvelse igen pludselig af skulle omstille sig til en ny kultur og grave engagementet frem til at involvere sig i endnu en ny gruppe mennesker. Men efter en lidt træg start med et par lange ugivtige kursusdage og social stagnation vendte bøtten da heldigvis, og ud væltede en masse hyggelige bekendtskaber og nogle særdeles interessante dage på skolebænken. Ikke desto mindre var det dog yderst tiltrængt, når vi i de to weekender, vi havde til egen disposition, kunne bevæge os ud fra det ellers ganske hyggelige kursuscenter, som det ikke rigtig lod sig gøre at slippe ud fra i hverdagen pga. lange kursusdage og utilregnelige lokale transportforhold. Men til al held havde centret dog masser af udmærkede rekreationsfaciliteter at fordrive tiden med.

Den første “friweekend” tog vi ind til den nærtliggende relativt store by Arusha, som hurtigt viste sig at være et udmærket sted at erhverve nogle indretningsmæssige unikaer til vores lille hus i Silgadhi. Men derudover var byen mest karakteriseret ved de mange unge mænd, der tilsyneladende ikke havde noget bedre at gi’ sig til end at jagte turister rundt i gaderne, på kryds og tværs af markeder og ind og ud af butiksdøre. Med andre ord var handelskulturen en noget anden end den nepalesiske, hvor man ganske vist også gør, hvad man kan, for at lokke turisterne ind i butikkerne og holde dem der, og hvor man naturligvis også gerne tinger om prisen. Men i Nepal sker det stort set altid i en venlig atmosfære, og forlader man butikken uden at have gjort sig til ejer af et nyt forkromet hyldeobjekt, ja, så er denne objektets indehaver måske nok skuffet, men næppe ligefrem fortørnet. I Arusha forholder det sig ganske anderledes. Her jagtes man ud på og videre ned ad gaden og klandres for, at man tillod sig at forhøre sig om prisen, når man slet ikke var interesseret. Og skulle man vælge at overhøre de yderst pågående gadesælgere, får man også ofte lige en studs kommentar med på vejen. Så selv om alle de unge herrer konstant kan høres prædike det lokale mantra – ja, her kommer det – “Hakuna Matata, my brother/sister”, der løseligt kan oversættes til “no problem, maaan” eller “take it easy”, ja, så rækker den afslappede og venskabelige atmosfære kun til erkendelsen af, at pungen altså bliver i lommeforret.

På den første weekends anden dag hyrede vi en bil inkl. chauffør og tøffede ud i det afrikanske landskab med retning mod Kilimanjaro. Vi var i følgeskab med Søren og Jill, er dansk-engelsk par, som vi delte mangt en hyggelig stund med, og denne tur viste sig netop at være det, vi havde brug for. For selv om det meste af dagen blev tilbragt på farten, var det ligesom, vi på denne vis fik fundet et geografisk fodfæste, der tillod os at begynde at føle os tilpas i vores nye omgivelser. Turen mod det berømmede vulkanbjerg bød på et perfekt vúe over det relativt flade landskab med den øverste halvdel af Kilimanjaro tronende over morgendisen i distancen. En noget anderledes måde at opleve et bjerg på, når man nu bor midt i verdens største bjergkæde, hvor tinderne hober sig op til alle sider. Derudover stødte vi også på et ganske prangende vandfald, som vi dog måtte lokke vores stakkels chauffør ud på en noget alternativ vejstrækning for at nå frem til, men det var alle rotationer af mavesækken værd.

Mudderbadende bøffel i Ngorongoro-krateret. 

Den anden weekend havde vi så skrevet os på til den obligatoriske safaritur, som man naturligvis ikke hverken kan eller vil vige udenom, når nu man befinder sig midt iblandt nogle af verdens mest kendte savanneområder. Den planlagte tur førte på førstedagen til Lake Manyara og på andendagen til Ngorongoro-krateret nær Serengeti-sletten, og selv om turen var en noget bekostelig affære, var det da samtlige skæppefulde af tanzanianske schillings værd. Lake Manyara er, som navnet antyder, en nationalpark centreret omkring en kæmpe sø, hvor man som det mest specielle kan se masser af giraffer og elefanter samt masser af andre dyr såsom forskellige aber, bøfler, zebraer, flodheste, pelikaner, gnuer, murmeldyr, vortesvin, fugle en masse etc. Dog var denne dags mange “sightings” intet at regne mod den følgende dags besøg i Ngorongoro. Som sagt er Ngorongoro et krater, så man skal først køre hele vejen op over kraterkanten og ned i selve fordybningen, og det er i sig selv er en yderst spektakulær naturoplevelse. Nede i krateret er bestanden af forskellige dyr ganske overvældende, og de enorme flokke af specielt zebraer, gnuer og bøfler er et unikt skue, som man bogstaveligt talt kan køre direkte ind midt i. Man kan også være heldig at se rovdyr som løver, leoparder og geparder. De to sidstnævnte er et meget sjældent skue, og det var da også kun os forundt at se løver, men dem så vi til gengæld i et sjældent stort antal – i nogle bloddryppende og meget fotoopportune scenarier. Derudover så vi også masser af strudse i forvildet parringsdans og alskens andre uforglemmelige ting, som jeg desværre ikke kan genkalde mig. Og ja, så var der jo naturligvis også både opossumer og vortesvin med den meget karakteristiske hårpragt. Til vores store skuffelse kastede ingen af dyrene sig dog ud i en animeret musicalscene.

Zebra set på baggrund af zebra.

Den sidste uge i Tanzania bød ikke på så meget nyt, så vi springer derfor raskt væk til hjemrejsen, der inkluderede et halvdagsophold plus overnatning i Bangkok. For os stakkels novicer ud i det thailandske var det lidt af et kulturchok sådan at ankomme til en by i Asien, der på mange måder må siges at være langt mere moderne (ja, nærmest futuristisk) end de gode gamle historisk ciselerede europæiske hovedstader. Nu havde vi lige vænnet os til, at den tredje verden altså som regel er relativt forhutlet at se på… i hvert fald i forhold til den første verden og som regel også i forhold til den anden. Så når man pludselig befinder sig i en tredjeverdensby, der på én gang stedvis ligner ethvert andet tredjeverdensland og andre steder får København til at ligne et oldtidslevn af større arkæologisk end arkitektonisk interesse, ja, så bliver ens numeriske opfattelse af verdensbilledet noget rystet. Men hvorom alting er, så levede Bangkok i hvert fald i alle henseender op til sit rygte som et shopping-mekka uden lige. På alle sider af fortovspassagerne, der naturligvis er hævet over gadeniveau, så man kan gå i fred for trafikken, tårner rækkevis af gigantiske butikscentre sig op, der får enhver dansk pendant til at ligne en dårligt udført pixieudgave af mall-konceptet. For på én eller anden måde formår man i Bangkok i udformningen af de store butikskolosser at skabe æstetisk raffinerede og behagelige rum at færdes i, og på den vis er man i høj grad på forkant med den vestlige reklameforhippede brug af æstetiske virkemidler til at lokke de potentielle konsumenter inden døre. Nå, men der sneg der sig så et lille levn af et akademisk opstød ind i denne rejsebeskrivelse, beklager. 

Typisk gadebillede fra det indre Kathmandus handelsdistrikt.

Nu er vi atter tilbage i Kathmandu, hvor vi netop er gået i gang med vores tredje uge af kurset i nepalesisk. Vi spenderer fire time hver dag med at forsøge at nærme os en beherskelse af dette ikke altid lige tilgængelige eller logiske sprog, og i vores fritid bevæger vi os så ud i det pulserende storbyliv, og udsætter intetanende nepalesere for vores gebrokne forsøg på at prutte priser ned og bestille mad og drikke. Vi er så småt ved at danne os et overblik over Kathmandu, hvilket betyder, at vi har fundet frem til en masse utroligt charmerende steder lidt væk fra de mest turist- og forureningsinficerede områder. Derfor er vi også begyndt at finde os udmærket tilpas i byen, så selv om vi stadig længes ud mod vores hjem i Silgadhi, er vi nogenlunde afklarede og tilfredse med at skulle tilbringe endnu knap seks uger her i byen. Det hjalp også på humøret, da vi i går fik at vide, at vi ved sprogkursets halvvejsmærke i næste uge vil få hele tre ekstra fridage, hvilket betyder, at vi kan tage til et af vores gamle favoritsteder i dette land – nemlig byen Pokhara. Herfra vil der muligvis også blive tid til en lille smuttur i bjergene. Og så fylder en og anden jo snart 30, men beretningen om, hvordan dette kommer til at spænde af, vil følge senere sammen med en mere detaljeret beskrivelse af vores dagligdag her i Kathmandu.

Skulle man være interesseret i at se lidt flere billeder fra vores tur, kan man bare sende en mail eller skrive en kommentar her på siden, så sender vi fluks et link til vores lille webgalleri.

Silgadhi og hvad der hændte i tiden omkring

Morgenudsigt over white lake fra vores hus (ov.f.) og hovedgaden (basaren) i Silgadhi (n.f.)

Som den trofaste læser vil huske, så sluttede sidste post lidt pludseligt, men så vidt jeg erindrer, lykkedes det vist så nogenlunde, at få forklaret, hvad en banda er, og af hvilke årsager disse i tide og utide sætter dele af det nepalesiske samfund mere eller mindre i stå. Lad os derfor holde lidt igen med de politiske tirader for en stund, for som sagt lykkedes det os rent faktisk efter et mindre sammenstød med en banda at nå helt frem til Silgadhi og vores nye hjem.

Køreturen til Silgadhi vil under normale omstændigheder tage tre dage med 6-7 timers kørsel, men som forholdene er for tiden, kan man aldrig helt regne med at kunne køre en så land distance uden at rende ind i bandabetingede forsinkelser. Således blev også dette vores andet forsøg på at komme ud til vores fremtidige hjemby om ikke helt stoppet, så i hvert fald udskudt pga. endnu en banda. Det viste sig dog lidt at være helt i uheld, da vi endte med at side fast nær nationalparken Chitwan, hvor vi altså fik muligheden for at tilbringe to hyggelige dage i selskab med masser af domesticerede elefanter og et rigt fugleliv – nå ja, og så Peter og Karen for resten. Turen videre skal der ikke her bruges alt for meget tid på, så lad os blot konstatere, at vi kom helt frem uden nogen skavanker af nogen art og med en frisk erindring om, hvor afvekslende og smukt et land Nepal er. Vi blev også noget mere vante med vores store skrummel af en bil, som på upåklagelig og kraftfuld vis fragtede os gennem både det meste af Terai (lavlandet i syd) og op gennem bjergene (eller bakkerne, som alt under de 3000 m. naturligvis betegnes her i landet) til Silgadhi.

 

Udsigt over himal (hvide tinder) fra turen til Silgadhi

Silgadhi ligger langs selve kammen på én af de mange “bakker”, som pryder hele landskabet i Doti og de tilstødende distrikter, og når man ankommer, har man det sidste stykke udsigt op til den sydøstlige række af huse, som udgør den ene side af byens hovedgade – i daglig tale kendt som basaren. Denne basar består af en ca. to kilometer lang cementbelagt og gradvist ganske stejlt stigende gade, der løber præcis på bakkekammen. Langs gaden ligger der en tætpakket blanding af private huse og boder, hvor man kan købe sæsonens grønsager og alle de andre mest basale (og ikke altid lige identificerbare) nødvendigheder til hverdagen. Skal man have andet og mere end det mest basale, kan man tage ned til Dipayal, som ligger for bunden af bakken i 800 m. og som i parentes bemærket om sommeren er det varmeste sted i Nepal med temperaturer godt op i 40′erne. Heldigvis ligger Silgadhi i 13-1400 meter og er derfor en del køligere, men det med temperaturer vender vi straks tilbage til. Skal man købe ting, som man som vesterlænding nok kan være tilbøjelig til at betragte som basale livsnødvendigheder såsom kød af en troværdig kvalitet, mel eller bare mælk eller ost skal man ud på en syv timer lang køretur til Dhangadhi, så vi kommer nok til at fylde ladet på Hiluxen godt op med diverse luksusvarer fra Kathmandus bugnende supermarkeder (skal forstås i rette kontekst!), når vi flytter endegyldigt til Silgadhi i starten af maj.

 

Endnu et balkonbillede

Vores hus ligger ca midt i basaren lidt tilbagetrukket fra det hektiske leben (mærk venligst ironien) på hovedstrøget ca. 30 meter nede af skrænten. Huset er som mange andre i området bygget af skiffersten og ligger rimeligt isoleret fra husene omkring, Det betyder, at vi rent faktisk har en del privatliv, hvilket er lidt af et privilegium et sted som dette. Huset har to etager, som man skal udenfor for at bevæge sig imellem, men til gengæld har vi så en balkon med en udsigt over række på række af hhv. terassefyldte og mere golde bjerge. Det er ganske enkelt uforligneligt, og hele området er i det hele taget usandsynligt indtagende og smukt selv for et land som Nepal, og vi er yderst lykkelige over, at det er her, vi skal tilbringe de næste år, og ikke i smogfyldte Kathmandu eller lavlandets smelteovn. Huset er i sagens natur ikke særligt stort i forhold til de minipaladser, som DW’erne i de større byer har fået tildelt, men det passer os nu ganske fortrinligt, og det bliver i hvert fald ikke hygge, det kommer til at skorte på. Der skal stadig gøres en del ved huset, inden det bliver helt beboeligt, fx er der lergulv på den 1. etage med soveværelse og stue, hvilket smitter af på alt og går i opløsning for et godt ord, men det skal vi nok finde en løsning på, og vi har en overordentlig behjælpelig og snakkesaglig landlord, så det tyder i hvert fald godt. Huset består af i alt fire rum fordelt på to etager, som man bevæger sig imellem via den udendørs balkon og trappe. Nedenunder ligger en bruseniche med solopvarmet vand (lidt af en luksus herude), et yderst lille men anvendeligt køkken, en lille hyggelig spisestue og et gæsteværelse. Væggene er hvidkalkede og gulvet er af hhv, store natursten og cement. Ovenpå ligger som sagt stue og vores soveværelse, og det bliver nok her, vi kommer til at tilbringe det meste af vores tid, og når først vi går et gulvtæppe på det lerklinede gulv, vil der uden tvivl blive enormt hyggeligt. Det største fortrin ved vores hus er dog balkonen, hvor vi selv her om vinteren kan sidde i solen (når den ellers er fremme) hele eftermiddagen og nyde de endeløse vidder og de mange kredsende ørne og gribbe.

Men i et sådant hus er der jo ikke lige centralvarme eller isolering af nogen art for den sags skyld, og under dette vores første besøg fik vi en grundig prøve på, hvor køligt det altså kan være at leve i bjergene i Nepal. Ganske vist bliver det aldrig under frysepunktet udenfor, men når ens hus er ca. 10 grader hele formiddagen og ens nyindkøbte varmeovn så oven i købet strejker, ja, så er det lige en tand køligere end man, som forvænt dansker, kan vænne sit bævende legeme til. Nu skal det også siges, at Nepal i netop denne uge fik en smagsprøve på de klimaforandringer, som i disse år synes at hærge den lille blå planet, og det var således usædvanligt koldt og regnende i Silgadhi (dvs. sne på bjergene omkring), og i Kathmandu sneede det for første gang i 61 år. Men vi klarede os da igennem kulden uden mén, og til sidst kom varmen og solen da også, og så var senvinteren i Silgadhi lige pludselig en meget behagelig oplevelse med temperaturer på op imod 20 grader.

Heldigvis fik vi denne mere varme og behagelige side af Silgadhi at se i de sidste to dage af vores ophold, og vi fik derfor også muligheden for at foretage en god vandretur rundt i området. Sammen med Karen og Peter vandrede vi således to dage før tilbagerejsen over til to af de helt små landsbyer, som vi har udsigt til fra vores hus. Turen udbyggede kun vores positive indtryk af naturen og menneskene her i området, og det er et ubeskriveligt privilegium bare at kunne vælge en sti væk fra basaren i Silgadhi og pludselig er du midt i den nepalesiske natur med alle de undere, som denne indeholder. Folkene i de små landsbyer var utroligt imødekommende og nysgerrige, og det er meget bekræftende og opløftende at vide at det er denne type mennesker, vi i de kommende år skal arbejde for at gøre livet bare en anelse nemmere for.

   

Frokost i det grønne overfor Silgadhi

De ni dage i Silgadhi bød i det hele taget på mange interessante og hyggelige stunder – ikke mindst i selskab med vores kolleger og eneste andre herboende vesterlændinge Karen og Peter. Men en af de mere mindeværdige (og underholdende vil alle vores naboer nok synes) episoder var nok undertegnedes første forsøg på at parkere vores store skrummel af en bil i vores lillebitte “garage”. Denne garage ligger ud til basaren, som på de bredeste steder altså er ca. 3 meter bred, og det kræver en vis præcision at få gelejdet en Hilux ind under det lille halvtag – ikke nemt for én som just har fået sit kørekort stukket i hånden inden afrejsen og som reelt set aldrig før havde foretaget en baglæns parkering undtagen på øvelsesbanen. Det tog således ca. 8 forsøg før det lykkedes at få bilen helt ind uden at rive nogle husmure ned i processen. Til mit eget forsvar skal det dog pointeres, at vi deler denne lille garage med to geder og to motorcykler, hvilket ikke ligefrem letter opgaven, og til denne køreform egner firehjulstræk sig bestemt heller ikke. De lokale stod med store øjne og betragtede min hakkende parkeringsform, og jeg fik vist skræmt livet af en skoleklasse, der ikke helt turde bevæge sig forbi det store prustende køretøj. Men tilskuerne kunne vist godt fange ironien, da jeg efter endt parkering, roste min egen parkering i store og lettere gebrokne nepalesiske gloser.

Det var også en meget positiv oplevelse at møde de forskellige organisationer i byen, og naturligvis ikke mindst mine fremtidige kollegaer i medieorganisationen BSS (Bikash Sanchar Samuha). Selv om ingen i organisationen kan mere end det mest basale engelsk, så lykkedes det med hjælp fra programkoordinatoren fra hovedkontoret i Kathmandu at få et vist kendskab til menneskene og organisationen, og jeg er meget fortrøstningsfuld over at skulle slå mine professionelle folder i disse omgivelser. Ganske vist er kontoret kun ca. 15 m2 og ca. 1.80 til loftet, men så kan man jo altid trække en plastikstol med ud på basaren, hvor de fleste møder lader til at finde sted. Også Tine fik nogle tilsyneladende meget interessante og interesserede kontakter til diverse NGOer, så vi ser også positivt på de fremtidige perspektiver på den professionelle front.

Nå, men de ni dage var jo passeret på ingen tid, og vi var nødt til at vende snuden tilbage mod Kathmandu for at kunne nå flyet videre til Tanzania den 24. februar. Ifølge rygterne skulle der være næsten klar bane, altså kun en enkelt banda på kalenderen, som ville kræve en ekstra overnatning i Nepalgunj, men så nemt skulle det naturligvis ikke gå. Vi kørte med masser af optimisme afsted mod Nepalgunj med vores landlords søn og dennes gravide kone med som passagerer – de skulle til Kathmandu for at føde deres første barn! Efter 10 timers kørsel bl.a. gennem sne i de 1800-2000 meter høje pas på vejen (pas som dage forinden havde været lukket pga. en halv meter sne) nåede vi frem efter et par timer forinden at have sat vores taknemmelige passagerer af i byen Dhangadhi, hvor de skulle med et fly videre dagen efter. Vi havde aftalt med endnu én af vores gode kolleger, Anne, at overnatte hos hende de to nætter, som vi skulle være i byen. Snart dukkede der imidlertid rygter op om en tredages banda i hele teraiområdet, hvilket betød at vi ville være fanget med alle vores ting til de næste tre måneder i Nepalgunj. Om aftenen den anden dag blev bandaen bekræftet, og vi var nødt til at kontakte hovedkontoret for at få booket nogle flybilletter, da vi altså ikke syntes at ville kunne færdes på vejene i de følgende dage. Det blev så halvt om halvt besluttet at vi skulle flyve to dage efter, altså den 22., men i løbet af den 21. viste det sig, at den gruppe, som havde erklæret bandaen kun havde nok støtte i befolkningen til at kunne håndhæve vejblokeringerne i den østlige del af Nepal. Ergo mentes det, at der skulle være en pæn sandsynlighed for, at man kunne køre hele vejen til Kathmandu uden at blive holdt tilbage, og da vi meget gerne ville have både vores bil og vores ting med til hovedstaden, besluttede vi at gøre forsøget. Den 22. kl. 07.00 kørte vi altså håbefuldt afsted, og efter 11 opslidende timer nåede vi så rent faktisk også helt frem. Små to døgn senere begav vi os så afsted videre på endnu en noget trættende 25 timer lang tur fra Kathmandu lufthavn, over Bangkok i Thailand videre over Adis Ababa i Etiopien for til sidst at ankomme i Tanzania, hvor vi nu befinder os på MS’ kursuscenter nær Arusha.

Banda mig her, og banda mig der….

…og banda mig alle vegne. Ja, i dag skal vi lære om bandaen. Lad os først slå fast, at bandaen skal endelig ikke forveksles med det fredelige og sorthvidt spættede bjørnedyr, pandaen, som er en af de relativt få dyrearter, som ikke på jævnlig basis render på kryds og tværs af de nepalesiske landeveje, men var der pandaer i Nepal ville de ubetvivleligt – i lighed med alle andre dyreracer (mennesket incl.) – ofte kunne ses siddende stoisk midt på hovedvejene med en bambuskæp vippende lystigt ud af den ene mundvig. Nej, bandaen er ikke en panda, og den er da bestemt heller ikke hverken lige så fredsommelig eller nuttet som den overdimensionerede kinesiske bamse. Bandaen er af en meget uforudsigelig og til tider voldelig natur, og da bandaer i disse dage er meget hyppige i det nepalesiske landskab, gør det det vanskeligt og også noget risikabelt at færdes på vejene, hvor bandaerne, naturligvis, oftest lader sig se.Ja, som den kvikke læser sikkert har regnet ud, er bandaen et politisk værktøj, som det nepalesiske folk i denne mellemtid, hvor der endnu ikke er udstukket nogen egentlig politisk fremtid for landet, gør stadigt flittigere brug af. Banda betyder på nepalesisk “lås”, og udnyttelse af denne “lås” har over de seneste måneder udviklet sig til at blive de mange forskellige grupperinger (etniske, sproglige, geografiske, klassemæssige, kastemæssige, kønslige, etc.) i det nepalesiske samfunds foretrukne metode til at ytre deres utilfredshed over tingenes tilstand. Bandaen kan helt kort beskrives som en grupperings erklæring af en protestaktion, hvis fysiske manifestation består af en kortere eller længerevarende blokering af vejnettet i dele af landet eller som i sidste uge hele landet. Blokaderne er som regel skabt af brændende bildæk, men vi har endnu ikke set én ved selvsyn, da MS som del af en apolitisk NGO har valgt af princip at overholde alle bandaer, hvorfor vi ikke må færdes på vejene i et område, hvor en banda er blevet erklæret. Dette forhindrede os for små to uger siden i at tage på vores første planlagte partnervisit, og nu er vores næste tur til vores fremtidige hjemby, Silgadhi, også truet af en ny banda.

Hvis jeg lige skal forsøge at forklare ganske kortfattet, hvoraf denne – for os såvel som for det nepalesiske samfund – noget uhensigtsmæssige trend er opstået, kræver det en kort indføring i den nyere politiske historie. Som bekendt (?) har maoisterne over de sidste ca. ti år ført væbnet kamp på de fattige og marginaliserede gruppers vegne mod et handlingslammet parlament og en diktatorisk og nådesløs konge. I april blev der så langt om længe indgået en varig fredsaftale mellem maoisterne og de syv partier i parlamentet, og kongen blev sat fra magten. Freden blev fremprovokeret af, at den nepalesiske befolkning i noget nær samlet flok gik på gaden og protesterede mod den stadig mere voldelige og nyttesløse kamp. Det tvang parterne til forhandlingsbordet, og en varig fred har i etaper udviklet sig heraf. Bandaen kan lidt forenklet siges at være den negative konsekvens af folkets nyfundne tro på, at man ved i fællesskab at lade sin stemme høre, kan forandre på samfundets indretning. Dette er jo i bund og grund en positiv udvikling og et grundlag for et demokratisk samfund, men desværre har nepaleserne (kloge af skade) lært, at magthaverne først for alvor høre efter, når de bliver tvunget til det, og i stedet for at demonstrere eller på anden måde agitere på fredelig vis, bruger de bandaen og også endog mere voldelige og konfrontative midler for at blive hørt….

….og nu er jeg så løbet tør for tid for denne gang, da vi har fundet tilpas mange smuthuller i de igangværende eller kommende bandaer til at begive os ud på den tre dage lange tur til vores kommende hjem i Silgadhi. Vi skulle jo have været derude allerede for et par uger siden, men der kom naturligvis en banda i vejen. Men denne gang håber vi at nå helt frem til vores lille hus, og derfor vil der nok gå et par uger, før jeg kan færdiggøre ovenstående politiske forelæsning. Jeg er sikker på, at alle vil vente i åndeløs spænding…

Forord til et eventyr

  

Ja, så har vi efterhånden rundet tougers-mærket for vores nepalesiske eventyr, og selv om denne første tid i Kathmandu nok kun kan siges at udgøre et parentitisk forord til eventyrets centrale handlingsforløb, der først for alvor tager sit afsæt midt i maj, hvor vi flytter ud til Silgadhi, har der været begivenheder nok til at udgøre op til flere selvstændige beretninger. Og eftersom vi om to dage tager afsted mod Silgadhi, Doti, for ved selvsyn af danne os et indtryk af scenen for vores fremtidige liv, må det være passende på dette tidspunkt at se lidt tilbage på den første tid og nogle enkelte af de beretninger, som ligger gemt heri.

 

Vi har overraskende hurtigt vænnet os til livet her på MS’ gæstehus i Kathmandu, hvor det daglige liv hovedsageligt har været fyldt ud af introduktionskurset, som har gjort os bekendt med forholdene i Nepal og ikke mindst i MS Nepal som organisation. Vi er stort set udelukkende blevet mødt af varme og imødekommene mennesker både blandt de ansatte på hovedkontoret, som hovedsageligt er nepalesere, og de andre DW’ere. Specielt mødet med vores fremtidige “naboer” i Silgadhi, Karen og Peter, har været en helt igennem positiv oplevelse. De har været en stor hjælp her i denne indledende fase, hvor man skal prøve at finde sine ben i en ny lande- og organisationskultur, og så er de rigtig godt selskab, hvilket jo er heldigt nok, da de er de eneste vesterlændinge, vi kan forvente at have regelmæssige kontakt med over de næste 26 måneder.

Denne lørdag formiddag har vi været ude at prøve en helt anden form for ben, som vi vil blive særdeles afhængige af i den kommende tid – nemlig vores firehjulstrukne Hilux (se billede længere nede). Tidligere på ugen har både Tine og jeg været ude at “strække benene” for første gang i den fuldstændig kaotiske nepalesiske trafik, hvor der udover at være venstrekørsel hersker fuldstændig anarki og regelløshed – lidt af en overvindelse for et par pertentlige danske regelryttere. Her er et ufunktionelt horn nærmest lig med stilstand, for hvis ikke du gør opmærksom på din tilstedeværelse, er der ingen der gør plads for dig – hverken biler, motorcykler, cykler, oksekærer, traktorer, mennesker, køer, geder, hunde, høns eller aber! Så hjælper det ikke, at man kommer i et ordentligt monstrum af en bil med hestekræfer nok til at pløje op ad selv den mest umulige bjergskråning. Hvis ikke man føjer sin ryst til koret af bjæffende bilister, kan man lige så godt opgive ævred, og overlade sin skæbne i hænderne på de rabiate bus- eller taxachauffører, og det kan ikke anbefales, hvis man rummer bare et mindstemål af overlevelsesinstinkt. Set i lyset heraf var det en stor lettelse for os begge at opdage, at det faktisk er relativt let at manøvrere sig igennem moradset, når bare man er opmærksom og ikke er bange for at møve sig ind i hullerne, når de viser sig. I dag skulle vi så ud og prøve firehjulstrækket i noget seriøst bjergterræn, og heldigvis havde Tine fået en smagsprøve på vejen op til Nargakot i sidste weekend, for i dag var hun lidt småsyg, så det blev kun mig, der fik fornøjelsen. Det var ganske underholdende, men bestemt også en udfordring, for den vej vi kørte op (og ned) på, var af en beskaffenhed, der får vejene i Tour de France til at ligne en femsporet autobahn. Vejbelægningen bestod mestendels af små som store huller afløst af en stedvis stenbelægning, som kun føjede ekstra vibrationer til oplevelsen. Dertil lå nålesvingende så nær hinanden, at der kun lige var plads til at manøvrere den lange bil rundt uden at stikke næsen helt ud over skråningerne. At forsøge at passere en anden bil på sådanne veje er lidt af en opgave, men det kan da lade sig gøre, selv om det kræver, at sidespejlene slås ind. Og vi kom da også både op og ned igen uden de store problemer, og da vi nok næppe kommer til at køre på veje af en så ringe beskaffenhed igen, er vi meget fortrøstningsfulde mht. vores fremtidige færden på de nepalesiske veje.

Ja, nu kom denne note så mest til at dreje sig om livet på vejene, og retfærdigvis skal det siges, at denne del ikke har fyldt synderligt meget. Vi har nydt at være tilbage Kathmandu, men nu glæder vi os meget til at skulle afsted til Silgadhi, hvor luften forhåbentlig er en hel del renere end her. Vi har heldigvis fået lavet om på vores program, så vi ikke skal køre hele vejen til Silgadhi på dette første besøg. Vi skal i stedet flyve lidt over halvdelen af vejen (til Nepalgunj) både frem og tilbage, og hele turen gemmer vi så, til vi skal afsted igen den 31. jan. sammen med Karen og Peter. I første omgang skal vi altså blot tilbringe seks dage i Silgadhi, hvor vi skal introduceres lidt til omgivelserne og de forskellige organisationer - naturligvis også min NGO, der bærer forkortelsen BSS. Heldigvis er al vores bagage nået (forholdsvis) helskinnet frem, og den er i går blevet sendt videre til Silgadhi, så vi allerede ved ankomst tirsdag eller onsdag kan begynde at indrette vores nye hjem!!!

Efter de seks dage skal vi så returnere til Kathmandu for at deltage i MS’ årsmøde, men efter blot fem dage tager vi afsted igen i Hilux’en. Her får vi lejlighed til for første gang at opleve hele den tre dage lange køretur fra hovedstaden til vores lille flække i far-western, som det så sigende hedder. Denne gang skal vi tilbringe ca. 12 dage i Silgadhi, inden vi endnu en gang drager mod Kathmandu, hvorfra vi skal flyve videre til et treugers kursus i Arusha i Tanzania (lige for foden af Kilimanjaro). Så der er fuldt program i den kommende tid, så hvis ikke lige vi får skrevet en masse, ligger forklaringen heri.  

(Billeder ovenfor stammer fra et besøg ved det hinduistiske tempel Pashupatinath)

Weekendtur til Himalayabjergene

     

I den forløbne weekend kørte vi en tur til Nargakot – en by i ca. 2000 m højde ca 30 km. fra Kathmandu. Her boede vi på et dejligt hotel med den mest utrolige udsigt. Vi var afsted sammen med vores nye venner Karen og Peter, som også er vores kommende byfæller i Silgadhi Doti. Det var en weekend, der både bød på smuk natur, godt selskab, overraskende god mad, gode vandreture og en invitation til te hos en ung tibetansk kvinde i hendes private og meget beskedne hjem. For dem, som ikke ved det, kan jeg oplyse, at tibetansk te ikke er nogen stor fornøjelse – det er en te lavet på theblade og mælk tilsat ghee, som er et mælkebaseret fedtstof. Teen blev serveret lunken og krævede en hvis ihærdighed at synke, men gæstfriheden bag denne gestus var så åbenlys, at det var svært at gøre andet end at smile og sige uhmm. 

Weekenden var et tiltrængt afbræk fra en action packed dagligdag i kathmandu, hvor benzinos og lyden af bilhorn dominerer bybilledet. Kathmandu er sådan set en spændende by, men den kræver din opmærksomhed 100% og hele tiden, hvilket kan være utrolig trættende. Weekendens oplevelser var som variation til hverdagen fredsfyldte og naturbaserede – dejligt.

Den første uge

     

Snart vil her følge en opsummering af vores indtryk fra den første uge her i Kathmandu, men her er der i første omgang nogle billedindtryk fra dagens udflugt til en hinduistisk/budistisk festival.

Den forste morgen…

Ja, saa er vi fremme ved vores forste hjem i Nepal – nemlig MS-guest house i Kathmandu. Rejsen gik helt efter planen og foltes ikke alt for lang. Vi glaeder os til at komme til at mode nogle af folkene her og gense byen – det sker senere i dag. Saa ind til nu blot en kort hilsen, saa I ved at vi er naet sikkert frem.

Et smugkig på vores fremtidige hjem

                              

Vores have!       Vores udsigt!!             Vores balkon!!! 

Her i den glade juletid har vi fået det første glimt af vores fremtidige bosted i det vestlige Nepal. Det var vores MS-fæller i Silgadhi, Karen og Peter, som sendte os denne dejlige julegave, og vi synes selv, at omgivelserne ser noget bedre og mere idylliske ud, end vi havde turde håbe på. Nu kan vi så lade julefreden sænke sig over vores ømme lemmer efter en uge med masser af pakkestress og trappegang med urimeligt tunge kasser og begynde at se frem til snart at skulle se huset i 1:1 real life panoramavision og møde vores nye “naboer”.

(Karen & Peters weblog) 

Bryllupsgave fra Nepal

Så kom bekræftelsen endelig! Efter at have ventet i næsten en måned på at høre, om Michaels ansøgning om jobbet som ”kommunikationsudviklingsarbejder” blev godkendt i Nepal, kom bekræftelsen langt om længe. To dage inden vores bryllup, mens vi var i fuld gang med forberedelserne i hytten på Langeland og fuldstændig havde slået tanken om Nepal ud af hovedet, ringede Dominique fra Mellemfolkeligt Samvirke og gav os den bedste bryllupsgave, vi kunne have ønsket os. Vi er blevet endelig godkendt til det 27. mdr. lange ophold i Silgadhi i den vestligste del af Nepal.

Godkendt af MS-København

Ja, her starter vi vores eventyr på en solrig plet i Århus, en fredag i september 2006. Mens jeg var på arbejde i dag, har Michael fundet frem til mailen fra MS, som fortalte, at vi er blevet godkendt af den danske afdeling. Dette betyder, at vores ansøgninger nu videresendes til kontoret i Silgadhi, hvor Michael måske (hvis de godkender ham) skal arbejde de næste par år. Det er en mærkelig følelse, at være nået så langt – fra en ansøgning afsendt med håb om udsendelse til pludselig at være et stykke nærmere på vejen mod en tilværelse i Nepal. Vi glæder os til at høre nærmere fra Nepal i løbet af de næste 2-3 uger!